Jeg vil have ret til at nyde tiden, mens mine børn er små. At jeg med god samvittighed og sammenhæng i økonomien i nogle år, kan prioritere tiden med mine børn og tage en slapper fra arbejdsmarkedet. Men hvem kæmper egentlig for retten til, at familielivet hænger sammen?

I dag er det 8. marts. Kvindernes internationale kampdag. København er fyldt med storbykvinder midt i 30´erne, som kæmper for kvindernes muligheder, eller mangel på samme, på arbejdsmarkedet.

Det er selvfølgelig grotesk, og noget må gøres.  Men lige nu vil jeg egentlig hellere tjekke ud og bruge tiden sammen med min familie. Men er det ok?

Som kvinde kan man blive helt forpustet, når talen falder på vores muligheder for at slå igennem på arbejdsmarkedet: Vi får dårligere løn. Vi har svært ved at få lederstillinger. Mændene spænder ben for vores vej op af karrierestigen.

Det er selvfølgelig grotesk, og noget må gøres.  Men lige nu vil jeg egentlig hellere tjekke ud og bruge tiden sammen med min familie. Men er det ok?

Den offentlige debat handler i dag stort set udelukkende om, at vi kvinder – som mænd – skal agere som små produktionsmus i vækstmonstrets trædemølle. Vi skal ud og tjene til fædrelandet. Men man kunne sig spørgsmålet om nogle kvinder (og mænd) ikke hellere vil have ret et pusterum fra arbejdsmarkedet og tid til at være familie? Er det igen bliver tilladt at ønske et samfund, der tænker på andet end hvad, der bidrager til virksomhedernes vækst?

For nylig var der godt nyt for sådan nogle gammeldags familiemennesker (m/k) som os. Tidligere har man frygtet den økonomiske deroute, som kunne opstå ved at være lidt længere på barsel end planlagt eller tage deltid i nogle år, mens børnene er små. Men en ny undersøgelse fra ATP vender billedet på hovedet og gør det klart, at hvis privatøkonomien i dag kan holde til, at mor prioriterer tid med børnene frem for karriere på arbejdsmarkedet, så holder den også til det, når vi når pensionen. Det samme gør sig nok også gældende, hvis far vil holde fri. Forklaringen er, at vi i Danmark har et fleksibelt pensionssystem, hvor fx folkepensionen er med til at udligne forskellen i rådighedsbeløbet i pensionslivet, mellem kvinder, der har været på barsel eller deltid en del af sit liv, eller haft fuld tryk på karrieren. Med andre ord, vores samfundsmodel er – i det mindste via pensionen – med til at understøtte en rimelig balance mellem arbejds- og familieliv.

At man kan skrue op og ned i sit arbejdsliv er bredt anerkendt og accepteret for folk, der er på vej ud af arbejdsmarkedet. Ved de overenskomstforhandlinger, som netop er afsluttet har 850.000 medarbejdere i kommuner, regioner og stat fået en ordning, der gør det muligt for ældre medarbejdere at trappe ned i tid – med samme løn.

Men nu spørger jeg bare: Hvorfor har man ikke sådan en ordning for fx småbørnsforældre? At kunne vælge at gå ned i tid, mens børnene er små og tiden knap uden, at økonomien skranter her og nu. Jeg ved, at jeg skal arbejde, til jeg er over de 70. Så må det da være muligt, at skrue lidt ned for trædemøllens hærgen i nogle år.

Så kære kvinder: 8. marts er kvindernes kampdag. Måske det er i dag, vi skal kæmpe for retten til at kunne tage en slapper på arbejdsmarkedet, for at få tid til at være en familie.

Kvindekampen har i mange år været – og er stadig på mange områder – berettiget. Det er min mor og mormors medsøstre, som har kæmpet for mine basale rettigheder i hjemmet, i sengen og på arbejdsmarkedet. Men jeg kan som moderne kvinde og mor blive helt forpustet af alle forventningerne til min produktionskraft på arbejdsmarkedet. Så kære kvinder: 8. marts er kvindernes kampdag. Måske det er i dag, vi skal kæmpe for retten til at kunne tage en slapper på arbejdsmarkedet, for at få tid til at være en familie.

God kampdag!