Så er der gang i spinneriet om de nedslidte

Valgkampens mediekrig om nedslidte og tidligere tilbagetrækning er, med regeringens aftale om seniorpension brudt ud i lys lue. Spindoktorer har kronede dage.
Forvirringen om seniorpension og tilbagetrækning, er efter regeringens aftale med Dansk Folkerparti og de radikale, total.

Hvem vil hjælpe de nedslidte mest? Er der tale om bluff? Hænger økonomien sammen?

Den korte konklusion er, at regeringen, DF og Radikale kun vil hjælpe allerede sygemeldte med en mere lempelig seniorførtidspension, mens Socialdemokratiet også vil gøre noget for dem, der slæber sig på arbejde hver dag, selvom de har svært ved at klare arbejdsdagen.

Selvom det nødvendigvis må blive lidt omstændigt, vil jeg her gå lidt mere i dybden med, hvad der er op og ned - og rigtig og forkert.

S-forslag er en ret til nedslidte, ikke syge

Socialdemokratiets udspil om tidligere folkepension for nedslidte er tænkt som et plaster på det sår, der er opstået, fordi efterlønnen er ødelagt.

Det retter sig primært mod dem, der ikke kan holde til at arbejde helt til den forhøjede pensionsalder, men ikke er syge nok til at komme i betragtning til hverken almindelig førtidspension eller seniorførtidspension.

Regeringens nye seniorpension er ikke for personer, der er i arbejde.

Det er f.eks. slagteriarbejderen, der må tage smertestillende piller for at kunne klare arbejdet. Eller SOSU-assistenten, der kæmper sig igennem en travl og belastende arbejdsdag, men hvor hver arbejdsdag er en plage.

Regeringens nye seniorpension er ikke for personer, der er i arbejde. Den retter sig primært mod dem, som er langtidssyge eller røget på kontanthjælp, og altså ikke længere er i arbejde. Det vil sige, at det for de fleste handler om, at de tildeles en anden offentlig forsørgelsesydelse.

Kun ret til at søge

Isoleret set er den nye aftale om lempede kriteriet for seniorførtidspension udmærket, selvom det er bluff at kalde det en ny ret.

Det eneste, man har ret til, er at søge om det. Og det er noget tåget, hvem der skal træffe afgørelse for dem, der søger. Og hvor mange, der ender med at få gavn af ordningen.

Det kan selvfølgelig være, at de er blevet bedre til at regne siden dengang.

Da man i sin tid lavede den nuværende seniorførtidspension, ramte Finansministeriet helt ved siden af skiven og undervurderede helt vildt, hvor mange det ville gavne. Men det kan selvfølgelig være, at de er blevet bedre til at regne siden dengang.

At forligspartierne har skudt spørgsmålet til hjørne, skyldes jo tydeligvis, at man ikke har kunnet enes om, hvem der skal stå for vurderingen.

Nogen af partierne har åbenbart ville sikre uvildige og saglige afgørelser, mens andre (og Finansministeriet) har været optaget af risikoen for, at det vil udløse for mange bevillinger, og dermed en større regning. Derfor er det selvfølgelig indtil videre gætværk i Finansministeriets regneark, hvor mange ordningen kommer til at gavne.

Løkkes taltrylleri

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har, i debatten om tidligere tilbagetrækning, gentagne gange kaldt Socialdemokratiets udspil for ”et stort bluffnummer”, fordi de præcise kriterier ikke er afklaret endnu. Og han hævder, at der kun kan komme 2.850 på en sådan ordning i en treårig periode.

Jeg medgiver gerne, at det ville være bedre, hvis man havde nået at finde frem til de præcise kriterier inden valget. Men det mener jeg altså, at der nok kan findes ud af efter valget. Og jeg hjælper gerne med det.

Når det er sagt, så er tre milliarder kroner altså temmelig mange penge.

Først sagde Løkke, at der kun er penge til knap 3.000. Det ville betyde, at han mente, at en pensionist koster over 1 million kr. om året.  Nu er det så præciseret at han mente knap 3.000 i tre år, altså knap 9.000 i alt.

Det er 350.000 kroner pr. år til hver. Og det lyder jo mærkeligt al den stund, at en gennemsnitlig folkepensionist får ca. 120.000 om året. For enlige uden anden indkomst er det omkring 150.000 kroner.

Finansministeriets mærkelige regneprincipper

Forklaringen på dette paradoks skal findes i Finansministeriets mærkelige regneprincipper. De indregner nemlig mistede skattebetalinger fra dem, der går fra arbejde til pension. Men de anerkender ikke, at langt de fleste job, jo bliver besat af en anden, hvilket dergiver færre ledige.

Det siger sig selv, at en nedslidt slagter, der får 120.000 kroner i pension og erstattes af en arbejdsløs, der fik 227.000 kr. i dagpenge, ikke samlet set er en merudgift. Hvis den ledige var på kontanthjælp (typisk ca. 135.000) er der stadig tale om en overskudsforretning.

Arbejdsløse på dagpenge er pr. definition udelukket fra seniorførtidspension.

Arbejdsløse på dagpenge er pr. definition udelukket fra seniorførtidspension. For hvis de søger, siger de jo samtidig, at de højest kan arbejde i 15 timer om ugen. Og så skal a-kassen tage dagpengene fra dem på grund af rådighedsreglerne.

Så selvom en del af jobbene bliver rationaliseret bort og ikke genbesættes, siger al sund fornuft, at 3 milliarder kroner vil række ret langt.

Derfor er jeg også overbevist om, at kriterierne kan blive ret lempelige i forhold til hvilke faggrupper, der kan være med. Det er altså de færreste, der dropper et godt arbejde, som de trives i, for at nøjes med en folkepension. Det gør man kun, hvis man har problemer med at klare jobbet.

En ordning til de syge

Regeringen hævder, at deres aftale kan hjælpe mange flere mennesker med en højere ydelse end folkepension – og gøre det for langt færre penge. Hvordan kan det dog hænge sammen?

Det kan det med deres regneregler netop fordi, at seniorførtidspensionen ikke retter sig mod nedslidte, der stadig er i beskæftigelse, men først og fremmes flytter sygemeldte fra en offentlig ydelse til en anden.

Sagen er, som jeg ser det, ganske enkel:

Vil man kun lempe seniorførtidspensionen for dem der ikke længere arbejder på grund af sygdom ?

Eller vil man også sætte et plaster på efterlønssåret for dem, hvor det er en plage hver dag at gå på arbejde?
 

Verner Sand Kirk er direktør for Danske A-Kasser, der de danske a-kassers brancheorganisation.


Flere artikler om emnet

Annonce