Så er det afgjort: Her er Tysklands nye ministre

Nye ansigter og en enkelt ny post præger SPD’s ministerhold i Angela Merkels nye store koalition mellem kristendemokrater og socialdemokrater.
Fredag morgen har SPD præsenteret sine ministre i den nye koalitionsregering i Tyskland. De er kommet på plads, efter to tredjedele af SPD’s medlemmer har stemt ja til at fortsætte den store koalition med Angela Merkels kristendemokrater.

Ny finansminister er den hidtidige overborgmester i Tysklands næststørste by, Hamborg. Han hedder Olaf Scholz og er en pragmatisk, men omstridt socialdemokrat

Det tyske socialdemokrati skal blandt andet besætte udenrigsministerposten og beskæftigelsesministerposten, og som noget nyt skal partiet også besætte det magtfulde finansministerium. Det lykkedes nemlig den nu tidligere SPD-formand, Martin Schulz, at fravriste finansministerposten fra Angela Merkels kristendemokrater i forhandlingerne.

Ny finansminister er den hidtidige overborgmester i Tysklands næststørste by, Hamborg. Han hedder Olaf Scholz og er en pragmatisk, men omstridt socialdemokrat. Scholz tilhører partiets mere konservative, centrumsorienterede fløj, og han kommer sandsynligvis til at sidde tungt på statskassen. Olaf Scholz skal også være vicekansler. Vi har skrevet mere om den nye kassemester i portrætartiklen her.

Udskiftning af en ellers populær udenrigsminister
Den ellers populære udenrigsminister, Sigmar Gabriel (SPD), fortsætter ikke i regeringen. Gabriel blev fyret som udenrigsminister af Martin Schulz, der umiddelbart selv ville have posten, og det udløste stor kritik, som medførte, at Schulz alligevel opgav drømmeministerposten. Det var en kritik, der fra Gabriel selv var så hård, at hans bitterhed endte med at straffe ham selv. Det blev umuligt for SPD’s ledelse at genudnævne Gabriel som udenrigsminister. Ny udenrigsminister er i stedet den højtprofilerede Heiko Maas, der indtil nu har været justitsminister.

Den nye familieminister, Franziska Giffey, har indtil nu været bydelsborgmester i Neukölln i Berlin. Giffey har ingen erfaring fra forbundspolitik og heller ikke fra Berlins delstatsparlament

Katarina Barley afløser Maas som justitsminister. Fra juni 2017 til valget i september var hun familieminister i regeringen. Efter valget blev hun også fungerende arbejds- og socialminister i forretningsministeriet, frem til en ny regering blev forhandlet på plads. Inden ministerembedet var hun i knap to år generalsekretær i SPD.

Plads til nye SPD-ansigter – og en Merkel-kritiker
Særligt interessante ansigter i regeringen er nogle af de nye socialdemokrater. Den nye familieminister, Franziska Giffey, har indtil nu været bydelsborgmester i Neukölln i Berlin. Giffey har ingen erfaring fra forbundspolitik og heller ikke fra Berlins delstatsparlament, men som bydelsborgmester har hun et godt ry. En af de store aviser kalder hende eksempelvis ”Neuköllns Merkel”.

Neukölln er særligt kendt for at være et område med mange ikke-vestlige indvandrere, og en af nøglerne til vellykket integration er ifølge Franziska Giffey obligatorisk børnehave for børnene i området. Den 39-årige Giffey kommer til at være den eneste i regeringen, der repræsenterer det tidligere DDR. Hun er nemlig født i Frankfurt an der Oder ved den polske grænse og gik i gymnasiet i Fürstenwalde/Spree i delstaten Brandenburg.

Et andet vigtigt ansigt i regeringen er Jens Spahn fra CDU, som er en af Merkels største interne kritikere

Den nye miljøminister, Svenja Schulze, kommer fra en politisk karriere i landets største delstat, Nordrhein-Westfalen, hvor hun fra 2010 til 2017 var delstatens minister for innovation, forskning og videnskab. Den nye arbejds- og socialminister, Hubertus Heil, er et kendt ansigt i Berlin. Han har siddet i Forbundsdagen siden 1998 og var fra 2005 til 2009 SPD’s generalsekretær – en post, han også kortvarigt besad i efteråret 2017.

Et andet vigtigt ansigt i regeringen er Jens Spahn fra CDU, som er en af Merkels største interne kritikere. Det blev kritiseret, at Merkel ikke lagde op til at gøre plads til CDU’s mere konservative fløj i regeringen, og derfor valgte Merkel at udnævnte fløjens frontfigur Jens Spahn som ny sundhedsminister. Den konservative fløjs håb er, at Spahn gennem ministerposten kan køre sig selv i stilling som Merkels efterfølger. Angela Merkel har ellers for nylig forsøgt at gøre arvefølgen tydelig ved at hive Saarlands ministerpræsident, Annegret Kramp-Karrenbauer, til Berlin som ny generalsekretær for CDU. I Tyskland er det en post, der er langt mere politisk end herhjemme.

Her er Tysklands nye regering:
Forbundskansler: Angela Merkel (CDU)
Finansminister og vicekansler: Olaf Scholz (SPD)
Indenrigsminister og minister for hjemstavn og byggeri: Horst Seehofer (CSU)
Udenrigsminister: Heiko Maas (SPD)
Erhvervs- og energiminister: Peter Altmaier (CDU)
Social- og beskæftigelsesminister: Hubertus Heil (SPD)
Forsvarsminister: Ursula von der Leyen (CDU)
Justits- og forbrugerminister: Katarina Barley (SPD)
Sundhedsminister: Jens Spahn (CDU)
Uddannelses- og forskningsminister: Anja Karliczek (CDU)
Minister for miljø, naturbeskyttelse og reaktorsikkerhed: Svenja Schulze (SPD)
Minister for trafik og digital infrastruktur: Andreas Scheuer (CSU)
Landbrugs- og fødevareminister: Julia Klöckner (CDU)
Minister for familie, seniorer, kvinder og ungdom: Franziska Giffey (SPD)
Minister for udviklingsbistand: Gerd Müller (CSU)
Minister for særlige opgaver og chef for kanslerens forvaltning: Helge Braun (CDU)

Hertil kommer en række statssekretærer, altså mindre ministerposter, blandt andet en europaminister, Michael Roth (SPD), og en minister for digitalisering, Dorothee Bär (CSU).

 

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce