Så er det officelt: Dronningen beder Frederiksen om at danne regering

Dronning Margrethe har nu officielt bedt Mette Frederiksen om at danne regering. Forventes at blive præsenteret torsdag.
Foto: Socialdemokratiet
Efter et besøg hos Hendes Majestæt Dronningen Dronning Margrethe II kan Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen nu formelt begynde dannelsen af en ny regering bestående af Socialdemokratiet. Det skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

"Efter at repræsentanter for de politiske partier i det nye Folketing torsdag den 6. juni 2019 havde haft lejlighed til at udtale sig om den forestående regeringsdannelse, anmodede Hendes Majestæt Dronningen, på den fungerende statsministers råd, Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen om at lede forhandlinger med henblik på dannelse af en regering," skriver kongehuset og fortsætter:

"Mette Frederiksen har i dag, onsdag den 26. juni 2019, orienteret Hendes Majestæt Dronningen om, at hun har gennemført forhandlinger med repræsentanter for partier i Folketinget og oplyst, at der under hendes ledelse vil kunne dannes en regering bestående af repræsentanter for Socialdemokratiet, som støttes af et flertal i Folketinget."

"Den fungerende statsminister Lars Løkke Rasmussen har under henvisning hertil, tilrådet Hendes Majestæt Dronningen, at det overdrages Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen at danne en regering bestående af repræsentanter for Socialdemokratiet. Hendes Majestæt Dronningen har herefter opfordret Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen til at danne en sådan regering," står der i pressemeddelelsen.

Kongehuset forventer, at Mette Frederiksen kan præsentere den nye regering for majestæten i morgen torsdag den 27. juni 2019.

Mette Frederiksen bliver den 23. statsminister i Danmarkshistorien, siden posten blev oprettet i 1915 (før det hed det Konseilspræsident) og Mette Frederiksen bliver den niende statsminister i Dronning Margrethes regeringstid.

41-årige Mette Frederiksen (født i 1977) er i øvrigt den første statsminister under Dronning Margrethe, som aldrig har oplevet andre danske regenter end hende. Dronning Margrethe blev udråbt som regent af Jens Otto Krag den 14. januar 1972.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook