Finansministeriets forudsigelser af, hvordan det vil komme til at gå i dansk økonomi, har gennem et stykke tid været udsat for kritik. Forhenværende departementschef par excellence, Jørgen Rosted, har her på Netavisen Pio beskrevet, hvordan antagelserne om de dynamiske effekter hviler på et løst fundament, ligesom de økonomiske vismænd i den forgangne uge gav en syngende lussing til regeringens fremskrivninger af økonomien i forbindelse med 2025-planen. For eksempel ved at fremhæve, at regeringen har undladt at medregne de positive dynamiske effekter ved at have en velfungerende offentlig sektor og dermed den nedgang i økonomien, som følger med, når man skærer ned.

Modellerne skal bedømmes på, om de kan forudsige den økonomiske fremtid
For at finde ud af, om Finansministeriets økonomiske modeller svarer til virkeligheden, kan man læse de økonomiske redegørelser, som Finansministeriet i årtier har udsendt tre gange om året (maj, august og december), kun afbrudt af perioden 2011-2015, hvor Margrethe Vestager som Indenrigs- og Økonomiminister ønskede at stå som afsender af redegørelserne. Fra 2015 flyttede de økonomiske redegørelser igen ”hjem” til Finansministeriet.

Det lykkedes simpelthen ikke Finansministeriets økonomer at lave én eneste rigtig prognose ud af 40 mulige

De økonomiske redegørelser beskriver første gang den forventede vækst i BNP i et bestemt år, når der er 13 måneder til året starter. Den forventede vækst i 2015 blev altså første gang beskrevet i december 2013. Herefter omtales forventningerne tre gange om året (maj, august og december), til og med december i det samme år som skønnet handler om. Det sidst opdaterede skøn for 2015-væksten leverede Finansministeriet derfor i december 2015, da året var næsten gået.

40 forsøg, 0 rigtige
En detaljeret gennemgang af de sidste 10 års økonomiske redegørelsers prognoser for væksten i BNP viser, at de økonomiske prognoser som regel regner forkert: Selv hvis man kan acceptere en fejlmargen på plus/minus 0,2 procent, er de økonomiske prognoser som regel forkerte.

I gennemgangen af de økonomiske prognoser fra 2006 til 2015 ramte de prognoser, der blev lavet 1-13 måneder før året startede, alle forkert. Det lykkedes simpelthen ikke Finansministeriets økonomer at lave én eneste rigtig prognose ud af 40 mulige, selv med en fejlmargen på plus/minus 0,2 procent.

Økonomerne har en smule bedre styr på de prognoser, der handler om det år, prognosen handler om, men rammer stadig kun rigtigt i hver femte prognose. Så selv når Finansministeriets økonomer skal give deres bud på en økonomisk udvikling, der er i fuld gang omkring dem, tager de som regel fejl.

Prognoserne bekræfter som regel, at regeringens politik er rigtig
Problemet er ikke kun, at prognoserne som regel tager fejl, men at de har en stærk tendens til at bekræfte, at regeringens økonomiske politik er den rigtige.

For tendensen til at tegne et skønmaleri af økonomien er markant: Af de 40 tilfælde, hvor en prognose 1-13 måneder før året starter tog fejl, har de 32 forudsagt en højere BNP-vækst end der var basis for, mens kun 8 prognoser har vist sig at undervurdere væksten. Af de 24 prognoser, der tog fejl, selv om deres forudsigelse handlede om det år, der var i fuld gang, tegnede 18 et for positivt billede mens kun 6 prognoser var for pessimistiske.

Så når Finansministeriets økonomer skal forudsige, hvad der sker i den nære fremtid, kan de ikke undertrykke tendensen til at tegne et alt for positivt billede af effekten af de økonomiske reformer.

Forkerte prognoser bekræfter forkerte beslutninger
Prognoserne i de økonomiske redegørelser bliver brugt, når den økonomiske politik skal udformes. 2025-planens fundament er prognoser for, hvordan økonomien vil udvikle sig de kommende 10 år, og som alle der følger med i samfundsdebatten ved, skal ethvert tiltag med samfundsøkonomisk effekt – for eksempel overførslerne til samfundets svageste – godkendes af Finansministeriet.

Derfor er det et demokratisk problem, at prognoserne i så høj grad tegner et billede der fortæller, at de udbudsorienterede reformer, nedskæringerne på den offentlige kernevelfærd og skatte- og afgiftslettelser, der især går til de rige, er lig en god samfundsøkonomi.

For som figuren viser, ville vi have haft en vækst i BNP på 16 procent mellem 2006 og 2015, hvis 13-månedersprognoserne havde været rigtige. Hvis vi ser på de prognoser, der blev afgivet 5 og 8 måneder før året startede, ville vi endda have haft en BNP-vækst på 18 procent mellem 2006 og 2015.

Selv hvis man kun turde stole på de prognoser der dækkede et år, der allerede var fem måneder gammelt da prognosen blev lavet, ville vi ifølge Finansministeriet have haft en BNP-vækst på 12% i perioden 2006-2015. Sådan gik det desværre ikke: Den samlede vækst i BNP fra 2006 til 2015 var kun på 3%, og modellernes godkendelse af de hårde økonomiske reformer viste sig at være grundløs.

Modellerne skal opdateres
Der er nogle – for eksempel partiet Alternativet - der mener, at vi lige så godt bare kan skrotte de økonomiske modeller. Men det vil være en alt for drastisk beslutning: Vi har i høj grad brug for kloge økonomiske input til, hvordan økonomien vil udvikle sig fremover, ligesom vi har brug for vurderinger af, om vi er på vej ud over den økonomiske afgrund.

Men som de økonomiske vismænd beskriver, er der brug for en opdatering af modellerne. Det går ikke, at den offentlige sektor, der i allerhøjeste grad er med til at skabe fundamentet for vores velstand, kun bliver set som en udgift.

Det er også uheldigt, at modellerne fokuserer så meget på arbejdsudbuddet og så lidt på efterspørgslen. Som nobelpristageren Paul Krugman har argumenteret for, er det halsløs gerning at tro, at arbejdsudbuddet er nøglen til økonomisk fremgang, når der er et væsentligt output gap i stil med det, vi har haft siden 2009.

Det største problem ligger hos alle de politikere, der deponerer deres holdninger i modelkørsel

Men først og fremmest skal vi huske, at Finansministeriets økonomiske forudsigelser ikke kan fortælle os noget om, hvordan vi skal behandle de arbejdsløse, flygtningene og dem, der har behov for en hjælpende hånd. Det største problem ved de økonomiske modeller ligger ikke i modellerne selv men hos alle de politikere, der deponerer deres holdninger i en modelkørsel og ikke er i stand til at forklare os vælgere, hvorfor de politiske valg ser ud, som de gør.
Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe.

‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.