Gerhard Schröder står fadder til det tyske arbejdsmarked, som vi ser i dag. Hans socialdemokratisk-grønne koalitionsregering (1998-2005) stod bag de såkaldte Hartz-reformer (2003-2005), som var de største arbejdsmarkedsreformer siden 1960’erne. Særligt kendt er ”Hartz IV”, som kontanthjælpen kaldes i folkemunde, men som reelt er den fjerde etape af Schröders Hartz-reformer, der udgjorde den arbejdsmarkedspolitiske del af ”Agenda 2010”, som var et større reformkoncept for det tyske socialsystem.

Vi har ofte hørt Venstres modstandere fortælle om konsekvenserne af Hartz-reformerne, herunder både vikariater, lavtlønsjob og fattigdom. Men hvordan kom det dertil? Hvilke politiske tiltag har tilsammen skabt den brandfarlige cocktail?

De fire vigtigste ændringer var følgende:

1. Forringet dagpengeret
Tiltag: Mellemtrinnet mellem de tyske dagpenge og kontanthjælpen blev afskaffet. Dagpengeperioden blev forkortet til 12 måneder (fra 26 måneder), for ledige over 55 år dog kun til 18 måneder (fra 32 måneder). Den tyske kontanthjælps grundsats er 2700 kr. (2009-tal).

Konsekvens: Ændringen medførte forøget arbejdsudbud og pres på lønnen. Frygten for den korte dækningsperiode og lave ydelse har betydet accept af lønnedgang. Den tyske realløn er faldet 1,8 % siden år 2000.

2. Slappere afskedigelsesregler
Tiltag: Det blev nemmere at fyre folk. Det skulle løsne op på det fastlåste tyske arbejdsmarked og skulle skabe dynamik og fleksibilitet.

Konsekvens: Da pensionsforhold og graden af arbejdsløshedsunderstøttelse er koblet op på arbejdsmarkedstilknytning og ancienniteten på arbejdspladsen, betød lempelsen stor løntilbageholdenhed, fordi man hellere ville gå ned i løn end blive fyret.

3. Deregulering af reglerne for vikariater og atypiske/midlertidige ansættelser

Tiltag: Fremover kan man godt genansætte vikarer i vikarstillinger, og loftet for ansættelseslængden for vikarer bortfaldt. Begrænsningerne for midlertidige kontrakter og deres længde blev afskaffet. Derudover blev der indført statsstøtte til, at vikarbureauer kan ansætte ledige.

Konsekvens: Fra 2004 til 2011 voksede vikarsektoren fra 300.000 til 900.000. Vikarerne får normalt ringere løn (op til 50 % af en fastansats løn) og har færre sociale rettigheder end fastansatte.

4. Indførelsen af mini- og midi-job
Tiltag: Mini-job blev indført. Det er deltidsstillinger, hvor lønnen suppleres op svarende til bistandsniveauet i Tyskland, dvs. maksimalt 325 euro om måneden (i dag hævet til 450 euro), men dog fritagelse for skat og socialforsikringsbidrag. Senere blev det ugentlige timemaksimum på 15 arbejdstimer fjernet. ”Midi-job” kom til senere med en højere månedlig indkomst og tilsvarende aftrapning af skattefritagelsen.

Konsekvens: Tyskere i minijob kan arbejde utallige timer om ugen til ingen penge. Det skaber uomtvisteligt fattigdom, men det ser til gengæld godt ud i arbejdsløshedsstatistikkerne. I 2009 var knap 5 mio. tyskere ansat i udelukkende denne jobtype.

Svindende efterspørgsel og manglende incitament til uddannelse
Hele denne cocktail har haft en række sociale og økonomiske konsekvenser. Voksende fattigdom, en kløft mellem fastansatte og vikarer (særligt på industrivirksomheder) og en voldsom ugentlig arbejdstid for tyskere i lavtlønssektoren. Lønpres og -nedgang og usikkerhed betød en svindende efterspørgsel, som påvirker beskæftigelsen negativt.

Lønudviklingen har samtidig givet mindre incitament til at tage en uddannelse grundet lavere løn – frisørerhvervet er et godt eksempel med kun 11.600 kr. (2009) om måneden. Sidst men ikke mindst har reformen skabt et behov for en massiv statslig supplering af lønindkomst, således at den tyske stat siden 2005 har udbetalt 500 mia. kroner i ’lønsupplering’.

Kort og godt: Større arbejdsudbud, markant forringede arbejdsløshedsdagpenge, slappere ansættelseslovgivning og åbning for flere vikarer og andre atypiske ansættelser har skabt de tyske tilstande.

Jakob Esmann (f. 1993) er medlem af DSU’s forretningsudvalg og præsidiemedlem i Ungdommens Nordiske Råd. Han fungerer også som blogger på europa-debat.dk og journalist på DSU’s medlemsblad DSU’eren.