Sæt Anker fri!

Kære Zenia, jeg vil gerne have Anker tilbage nu! Du forstår ikke hans person, hans politik eller hans parti. Han bliver misbrugt i din tilfangetagelse, så slip venligst min partikammerat og kampfælle fri igen!
Zenia Stampe minder mig om den blodtørstige hævner fra cowboyfilmene.  Den ensomme og fortabt sjæl, der hvileløst rejser igennem det åbne landskab med hånden på skyderen, altid klar til at trække først.

Skuddene sidder løst hos de fortabte hævnere, ofrene er ofte tilfældige sagesløse og slutningen ender sjældent lykkeligt. Det er ikke fred og fordragelig, der venter før rulleteksterne, men derimod den evige søgen, den ustoppelige blodrus og gradvise selvdestruktion, som bliver livsbanen for præriens ensomme 'gunfighter'.

Den nyudnævnte radikale værdiordfører skyder i hvert fald med skarpt, når hun angriber Socialdemokratiet med nye beskyldninger, som denne gang går på at være ”hamrende usolidariske”, ”rigmandsprotektionisk” og frem for alt, om at have svigtet den form for socialdemokratisme, som Anker stod for.

At folk synes Anker er inspirerende kan som socialdemokrat kun glæde mig, men Zenia Stampe tager Anker til indtægt for synspunkter som han aldrig selv har givet udtryk for. Nærmere tværtimod. Ankers udlændingepolitik var alt andet end åbne grænser.

Hendes beskydning bekræfter måske den opfattelse som mange socialdemokrater har, at Socialdemokratiet er det parti, som fleste danskere - på godt og ondt - har med i deres aftenbøn og som er det parti, flest mennesker har en holdning til også selv om de ikke selv stemmer på partiet. Selv Zenia Stampe.

Mishandlingen af Anker
Selv om der er mange har en holdning til hvordan Socialdemokratiet burde være og hvad partiet burde mene, så må der alligevel være en grænse for hvor meget politikere som Zenia Stampe kan misbruge de socialdemokratiske ikoners arv for at hytte deres egen kæpheste.

Den Anker og det Socialdemokrati, som Zenia Stampe fremstiller, har aldrig eksisteret. Det er et fatamorgana, skabt på hendes egen moralisme og fromme håb. Og jeg gerne forsøge at bidrage til at opklare misforståelserne med to simple lektioner i socialdemokratisk ideologi og historie.

Det ene om Ankers og Socialdemokratiet historiske position på immigration og udlændingespørgsmålet og den anden om socialdemokratismen grundprincip, revisionismen.

Det vigtigste princip: ’bevægelsen er alt’
Det særlige ved Socialdemokratiet og den socialdemokratiske tanke, at det i modsætning til mange andre partier ikke har et egentligt utopia, intet idealsamfund. I de socialdemokratiske ideologiske skrifter findes der ikke bibelsk inspirerede forskrifter eller hellige tekster, som nøjagtige angiver et specifikt drømmesamfund.

Den slags dogmatiske forestillinger om at man præcist kan beskrive et ufravigelige utopia har socialdemokrater altid overladt til rendyrkede socialister, marxister, kommunister, liberalister, nationalister, føderalister, anarkister og andre med et helt afgrænset og uforanderligt drømmebillede for verdens forfatning.

Det socialdemokratiske projekt er i sit udgangspunkt defineret ved sin antidogmatiske og antiutopiske tilgang. Det styrende princip hedder revisionisme og betyder, at de radikale forandringer opnås gradvist og evolutionært gennem små reformer.

Som den socialdemokratiske ideologisk største og vigtigste tænker, Eduard Bernstein, formulerede det: ”Det er netop de små ting, som oftest er af størst betydning”.  Dermed er det afgørende heller ikke socialdemokratismens endemål, men derimod den gradvise bevægelse.

Det revisionistiske udgangspunkt betyder, at man i Socialdemokratiet altid har kæmpet med de problemer, der handler om hverdagen, den nære virkelighed og de små skridt, som kunne forbedre tilværelsen i arbejderklassen. Sådan var det dengang under Bernstein omkring år 1900 og sådan er det den dag i dag.

Hvad ville Anker have gjort?
Ser vi på det aktuelle spørgsmål om flygtninge, så er der svært at drage en direkte parallel til Ankers tid. Anker oplevede nemlig på intet tidspunkt, at 21.000 mennesker søgte asyl på bare et år. Men ser vi på hvordan Anker ellers forholdt sig til udlændingespørgsmålet, så efterlader det meget lidt tvivl om at Anker, helt uden problemer, ville kunne skrive under på det nuværende socialdemokratiske mantra om at "antallet betyder noget".  

Allerede tilbage i starten af 1970’erne diskuterede Socialdemokratiet ivrigt, hvordan man skulle stille krav til det man dengang kaldte ’fremmedarbejderne’, hvordan man kunne integrere dem og ikke mindst, hvor mange man var i stand til at tage imod. Det var altså en diskussion der levede i Socialdemokratiet 25 år før Dansk Folkeparti blev stiftet.

Debatten foregik dog ikke kun hos Socialdemokraterne, men i hele arbejderbevægelsen. Fagbevægelsen har således også holdt et vågent øje til, hvorvidt det stigende antal udenlandske arbejdere ville føre lavere løn. Det førte under Ankers ledelse til indvandringsstoppet i 1973, som betød et næsten øjeblikkelig ’totalt stop’ for udstedelse af opholdstilladelser til indvandrere fra tredjelande.

I Socialdemokratiet levede diskussionen også stærkt, først under ledelse af Jytte Andersen (senere folketingsmedlem og Arbejdsminister) og siden Vibeke Storm Rasmussen (senere regionsformand i Region Hovedstaden) som allerede i start 70’erne havde fået nedsat et såkaldt indvandreudvalg med afsæt i de daværende udfordringer i Ishøj, Glostrup og på den øvrige vestegn.

Udvalget blev mødt med massiv modstand ikke fra Anker, men derimod fra en yngre gruppe akademiske og fremadstormende socialdemokrater, som Jytte Andersen selv erindrer det: Vibeke (Storm, red.) blev formand for udvalget, og hun gik meget systematisk til værks med at skrive sin rapport. Rapporten blev godkendt i hovedbestyrelsen, og Anker godkendte den også. Men så blev rapporten lækket til pressen, og folketingsgruppen gik amok. Svend (Auken, red.) var imod, og Ritt (Bjerregaard, red.) var imod. Man forholdt sig ikke til indholdet, man besluttede bare, at det var racistisk. Vibeke blev lagt fuldstændig på is.”

Anker Soc-001

Udfordringerne blev aldrig besvaret, vestegnens stærke stemmer blev underkendt og 25 års ørkenvandring blev indledt. Ankers position var mere kompleks og reflekteret end en enkelt historie og et enkelt citat tillader at forstå, men at han var opmærksom for de problemer og redskaber, som Vibeke Storm udvalget havde påpeget, synes overvejende sandsynligt. Ikke mindst med denne udtalelse, som han år senere afgav til Jyllandsposten:  ”Danmark er et lille land, så vi må undgå at bliver overrendt af fremmede. For mange flygtninge vil skade Danmark både økonomisk og kulturelt” (Jyllands-Posten, 6. september 1987).

Den solidariske ansvarlighed
Kritikere kan sige, at det bare betyder at Socialdemokraterne altid har været ’hamrende usolidariske’. Det kan sagtens være, men så er vi i hvert fald konsistente.

Når den ideologiske pointe er, at Socialdemokratiet forholder sig mere til hverdagen end utopia, så ville Anker (formentlig) også have foretaget en nøgtern vurdering af situationen og derud fra formuleret en realistisk politik. Også selvom det ikke var de mest populære eller behagelig beslutninger. Det var netop det Anker gjorde igen-igen som statsminister.

Det var denne form for solidarisk ansvarlighed som udgjorde motivationen for Jytte Andersen, Vibeke Storm Rasmussen og Anker Jørgensen, ligesom den også i dag gør det for Socialdemokratiets nuværende partiformand.

Faktum er, at Ankers Socialdemokrati ligger meget tættere på tidens Socialdemokrati end Zenia Stampe forsøger at bilde os ind. Men samtidig er partiet også meget anderledes – netop fordi tiden og udfordringer var nogle andre.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør for Netavisen Pio.

 

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce