Henter indhold

6. august 2018

Annonce:
Nyheder
Sammenbrud i forhandlinger: “Vi er total klar til konflikt”
"Canal Tours ejere - Strømma Danmark - ville ingenting, da det kom til stykket," mener talsmand for Canal Tours turistguider, Oliver Wollenberg
6. august 2018

Canal Tours havnerundfartsbåde i Københavns kanaler bliver ramt af en historisk strejke om et par uger. Det sker efter sammenbrud i forhandlinger om en overenskomst mellem HK og Dansk Industri for omkring 130 turistguider, billetsælgere og mobile sælgere.

“Vi er totalt klar til konflikt. Canal Tours ejere – Strømma Danmark – ville ingenting, da det kom til stykket. Vi var sådan set klar på at indgå et kompromis og acceptere en lokalaftale i stedet for en egentlig overenskomst. Men da det kom til stykket, ville Strømma ikke gå med til en lokalaftale med et reelt indhold. Man var ikke klar til at give reelle lønforhøjelser eller en reel aftale om pension. Vi er rimeligt rasende over det her forløb. Det ser ud som om Strømma har forhandlet på skrømt,” siger talsmand for turistguiderne, Oliver Wollenberg, til Netavisen Pio.

Canal Tours ejere – Strømma Danmark – ville ingenting, da det kom til stykket

HK Service sender i morgen, tirsdag, varsel om strejke og sympatikonflikt til firmaerne Canal Tours og Strömma Danmark.

“Arbejdsgiverne har ført os bag lyset. De har trukket forhandlingerne i langdrag for at strejken ikke skulle ramme i turistsæsonen. Den går ikke længere,” siger Peter Moesgaard, faglig konsulent i HK Service Hovedstaden til Avisen.dk.

Sympatikonflikt
Strømma Danmark bliver ramt af sympatikonflikter fra mekanikere, bådførere og chauffører, som allerede har overenskomst med LO-forbund.

Ifølge HK aflønnes de ansatte med 18 procent under den dårligste overenskomst, fordi de ikke får pension, sjette ferieuge, helligdags-betaling og fritvalgsordning.

“De vil ikke betale deres ansatte helt almindelige basisvilkår. Vores krav er ikke ekstravagante. Men firmaerne afviser alt, hvad der ligner de arbejdsforhold som er almindelige på det danske arbejdsmarked. Vores dør er selvfølgelig åben, hvis de vil imødekomme vores krav, men vi fjerner ikke konflikttruslen den her gang. Det er helt sikkert,” siger faglig konsulent Peter Moesgaard.

Men firmaerne afviser alt, hvad der ligner de arbejdsforhold som er almindelige på det danske arbejdsmarked

Strejken kan træde i kraft 21. august.

Direktør: HK ønskede ikke forhandlinger
Direktøren for Canal Tours, Mads Vestergaard Olesen, mener, at Canal Tours har strakt sig langt for at finde en løsning:

“Vi vil gerne lave en aftale – ikke en overenskomst, men en aftale – der både kan omfatte medarbejdergrupper, der potentielt kan overenskomstdækkes og grupper, der falder udenfor HK’s område,” siger Mads Vestergaard Olesen. Ifølge ham har guiderne, der ofte er studerende som typisk alene arbejder i sommerhalvåret, ikke gavn af pensionsordning og sjette ferieuge. Canal Tours-direktøren placerer ansvaret for sammenbruddet hos fagforeningen:

“Vi har da diskuteret økonomi med HK, og vi har fremlagt et forslag, som vil koste os penge. Det har de ikke ønsket at forhandle videre ud fra, siger Mads Vestergaard Olesen.

 

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Designed by SKARP & GACELA 2018 PIOPIO