Samråd: Uklart hvad Støjberg vidste om terrorforbindelse

Var Inger Støjberg bekendt med, at hendes ministerium gav annoncekroner til en libanesisk avis med tætte bånd til terrororganisationen Hizbollah? Det står ikke helt klart, efter et noget rodet samråd med integrationsministeren.
Integrationsminister Inger Støjberg var i tirsdags kaldt i samråd for at svare på, hvorfor regeringen i sidste måned brugte skatteborgerpenge på at bindrykkede annoncer i en libanesisk avis med tætte bånd til den libanesiske terrororganisation Hizbollah.

Ballade begyndte for halvanden måned siden, da regeringen indrykkede annoncer i en række arabiske aviser for at informere om de strammere danske asylregler. Formålet var, mindske antallet af asylansøgere til Danmark. Kort efter kom det imidlertid frem, at en af de fire libanesiske aviser, som Støjberg havde annonceret i, nemlig avisen As-Safir, er kendt for sine tætte forbindelser til organisationen Hizbollah, der af både EU og USA betragtes som en terrororganisation.

Du skal bare åbne avisen, så kan du se, at den har støtte til Hizbollah og alt hvad Hizbollah står for”, fortalte eksempelvis mellemøstekspert Hanna Ziadeh til TV2.

Støjberg: Jeg tror jeg har kendt til forbindelse en del år
Vi synes det er meget, meget underligt, at vi bruger danske skattekroner på at støtte en avis, som enhver ved en meget simpel googlesøgning kan se, er meget tæt forbundet med en organisation som Hizbollah”, sagde Socialdemokraternes Dan Jørgensen som motivation for indkaldelsen til samråd.

Støjberg forklarede, at annonceringen i As-Safir ikke handlede om avisen sympatier, men udelukkende om at få budskaberne ud til så bred en kreds af libanesere som muligt. Og her anbefalede et libanesisk mediebureau, som regeringen havde hyret, at annoncere i fire aviser, herunder As-Safir.

Ifølge Støjberg blev hun af bureauet informeret om, at avisen var ”venstreorienteret”, og ”relationer til det syriske regime”. Dan Jørgensen ønskede imidlertid svar på, hvornår Støjberg blev klar over den tætte forbindelse mellem As-Safir og Hizbollah. Vidste hun det allerede før hun traf beslutningen, eller blev hun først klar over det gennem den efterfølgende medieomtale?

Jamen før. Jeg kender da trods alt, synes jeg selv, en lillebitte smule til Mellemøsten (…) Jeg kan ikke sige om det har været fra folkeskolen eller om det har været senere, at jeg har fået den viden. Jeg tror ikke det var i Folkeskolen. Men jeg tror, at jeg har vidst det i en del år”.

Senere ændrede Støjberg dog forklaring. Nu havde hun ”ikke kendskab til de enkelte aviser”, men byggede sin viden på et ”overordnet kendskab” til, at der er en ”ret stor sandsynlighed for” for at en venstreorienteret libanesisk avis også er pro-Hizbollah.

Støjberg havde ”ikke kompetence” til at træffe beslutning
Både Dan Jørgensen og kollegaen Astrid Krag spurgte gentagne gange ind til, hvordan beslutningen om at bruge penge på annoncer i As-Safir. Støjberg fortalte, at det var ”uden for min kompetence” at tage stilling til, hvilke aviser der skulle annonceres i. Et svar der undrede Dan Jørgensen.

Støjberg gentog gentagne gange, at ”mediebilledet i Mellemøsten er anderledes” og at hvis man vil ud med sine budskaber i den del af verden, må man derfor også acceptere, at det skal ske gennem aviser, der ”ikke har samme syn på frihedsrettigheder, som vi har”.

Den forklaring købte Dan Jørgensen ikke. ”Der er forskel på at indrykke en annonce i en avis, der ikke har samme forhold som os til menneskerettigheder og ligestilling, og så til at indrykke annonce i en avis, der er talerør for en terrororganisation”, mente han.

Støjboerg oplyste på samrådet, prisen for annoncen i As-Safir var godt 3.960 dollars, hvilket svarer til cirka 26.000 danske kroner. Socialdemokraterne vil nu stille en række skriftlige spørgsmål for at komme til bunds i de forhold, som ikke står klart efter gårsdagens samråd.

Hizbollah er blandt andet kendt for at være blandt de første organisationer til at gøre brug af selvmordsbombere, ligesom organisationen har en lang tradition for at sende raketter mod civile mål i Israel.


Kommentarer fra Facebook