Annonce

Sanders og Varofakis: ”Progressive i hele verden, foren eder”

Den liberale verdensorden skal ikke reddes, den skal reformeres, lyder det fra Bernie Sanders og den tidligere græsk finansminister Yanis Varoufakis.
Siden finanskrisen er bankfolk og fascister de eneste der har organiseret sig, lyder det fra tidligere amerikansk præsidentkandidat-kandidat Bernie Sanders og den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, der nu vil samle alverdens progressive i et globalt netværk af enkeltpersoner og organisationer, der vil kæmpe sammen ”for værdighed, fred, velstand og planetens fremtid”.

Den nye organisation har fået navnet Progressive International, som spiller på den klassiske socialistiske sammenslutninger, der igennem historie netop hed internationale.

Sanders samler førende progressive

Lanceringen af de nye internationale samarbejde skete på et møde i organisationen Sanders Institute i begyndelsen af december måned. Sanders Institute blev oprettet sidste år, med det formål at "genoplive demokratiet ved aktivt at engagere individer, organisationer og medier i stræben efter progressive løsninger på økonomiske, miljømæssige, racemæssige og sociale retfærdighedsspørgsmål".

The Gathering, som mødet hed, var det første større arrangement i Sanders Institute-regi.

Tilstede ved mødet i Sanders Institute, der blev afholdt i Sanders hjemby Burlington i delstaten Vermont, var omkring 250 mennesker fra hele verdenen – foruden en række amerikanske politikere tæt på Sanders blandt andet den tabende brasilianske præsidentkandidat Fernando Haddad, New Yorks borgmester Bill de Blasio, Barcelonas borgmester Ada Colau, forfatteren Naomi Klein og de amerikanske skuespiller Danny Glover (Bedst kendt som Murtaugh i Dødbringende Våbene-film), John Cusack (Being John Malkovich og High Fidelity) og Cynthia Nixon (Miranda fra tv-serien Sex And The City), sidstnævnte som i år forsøgte at bliver guvernør i New York.

Se listen med talere på konferencen her.

DiEM25 blev lanceret i 2016 som en fælles-europæisk bevægelse af den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis og den græske filosof Srecko Horvat, med det formål at skabe et mere demokratisk EU. Uden den demokratisering, så vil EU falde fra hinanden. Bevægelsen er især bygget op omkring modstand imod austerity, den sparepolitik, som man i EU har ført overfor de sydeuropæiske lande.

Blandt initiativets mest kendte støtter er Julian Assange og den amerikanske lingvist Noam Chomsky. DiEM25-bevægelsen har også fået opbakning fra danske Alternativet, som har tilsluttet sig de overordnede principper.

DiEM25 planlægger at opstille til næste års valg til Europa-Parlamentet i flere lande, og de to stiftere, Varofakis og Horvat, vil begge være på stemmesedlen – i Tyskland.

Tager afstand fra reformisme

Bernie Sanders har ellers ved utallige lejligheder gjort sig til talsmand for at det amerikanske samfund skal udvikle sig i en retning inspireret af skandinavisk social-demokratisme.

Men i stedet for at slå pjalterne sammen med nogle af de nordiske kræfter, som har gjort den skandinaviske velfærdsmodel mulig, så har Bernie Sanders organisation valgt at etablere et internationalt samarbejde med organisationen DiEM25, Democracy in Europe Movement 2025.

I en video om præsenterer den nye organisation, som Milos Varoufakis lagde på Twitter, tages der ret eksplicit afstand for ”reformisme”, som ellers er en af hjørnestenene i den skandinaviske socialdemokratiske model.

En trussel mod menneskeheden

Lanceringen af Progressive International skete med et fælles opråb fra Yanis Varoufakis og Jane O’Meara Sanders, der er med-stifter af Sanders Institute og gift med Bernie Sanders. I den erklæring, et såkaldt Open Call, skriver de blandt andet:

”Et netværk af højre-bevægelser spredes over grænserne, med det formål at nedbryde menneskerettighederne, undertrykke og fremme intolerance. Ikke siden 30erne er menneskeheden udsat for en så eksistentiel trussel.

Ikke siden 30erne er menneskeheden udsat for en så eksistentiel trussel.

For at besejre denne Nationalistiske Internationale kan vi ikke bare gå tilbage til den mislykkede status quo. Den uregulerede globalisering lovede fred og velstand. Men den leverede finansiel krise, unødvendig krig og katastrofale klimaforandringer i stedet.

Tiden er kommet for progressive til at danne en græsrodsbevægelse for global retfærdighed: At mobilisere arbejdstagere, kvinder og undertrykte over hele verden bag en fælles vision om demokrati, velstand, bæredygtighed og solidaritet," lyder det i erklæringen.

I USA bliver begrevet progressiv, i politisk sammenhæng, ofte benyttet om dem, der ligger til venstre for de liberale, som er de almindeligt venstreorienterede. Tidligere var det især et begreb som socialister og social-demokrater benyttede sig af, for ikke at skræmme de kommunist-forskrækkede midtervælgere væk.

Huffington Post har en fin pædagogisk forklaring på forskellen mellem liberal og progressive her.

Islands statsminister er med

Den erklæring og opfordring har enkelte taget til sig. Mest fremtrædende er den islandske premierminister Katrín Jakobsdóttir der i denne uge annoncerede sin støtte til Sanders og Varoufakis’ projekt på Facebook.

Den erklærede feministisk og miljødrivende Jakobsdóttir, skrev på sin Facebook-side, at Progressive International repræsenterede "kampen for bedre velfærd, sikkerhed og værdighed for alle mennesker", og at et grænseoverskridende netværk af dem til venstre ville hjælpe "lindre social og økonomisk ulighed, foretage ændringer i det globale finansielle system, vende sig væk fra våbenkampen og standse klimaforandringerne", ifølge vores egen oversættelse af hendes opslag.

Katrins Jakobsdottirs parti, VG, den venstre-grønne bevægelse, er tilknyttet den fælles nordiske venstrefløjsgruppe, NGLA, sammen med blandt andet Enhedslisten, men har ikke nogen international tilknytning.

placeholder

Indtil videre består den nye organisation af en politisk ide og en ikke særlig uddybende hjemmeside, og hvordan organisationen mere konkret vil udvikle sig, kan man nok ikke sige så meget om endnu.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet