Sass: Bankerne er blevet langt mere robuste

Takket være politisk regulering er den finansielle sektor i dag langt mere robust end før finanskrisen, mener Henrik Sass Larsen.
Vi kan aldrig gardere os mod en ny krise. Men der er blevet strammet voldsomt op på de åbenlyse svagheder i den danske finansielle sektor, som blev åbenbaret da finanskrisen ramte i 2008. Derfor er sektoren i dag langt mere robust end for ti år siden. Sådan lyder opsummeringen fra Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen, da Netavisen Pio møder ham på hans kontor på Christiansborg til en snak i anledningen af 10-året for finanskrisen.

Den nuværende socialdemokratiske gruppeformand har været en central del af arbejdet med at rydde op efter finanskrisen. Da krisen ramte tilbage i 2008, var han en del af toppen i Socialdemokratiet og sad med ved vigtige møder med den daværende VK-regering, da der skulle forhandles redningspakker på plads for bankerne. I 2013 overtog han posten som erhvervs- og vækstminister og satte sig for bordenden, da der skulle forhandles om skrappere bankregulering.

[read-also]

Banker var ikke ordentligt polstrede
Henrik Sass Larsen indleder med at slå fast, at vi på ti år er nået langt, når det kommer til at sikre en mere stabil finansiel sektor:

”De steder, hvor vi har fået øje på, at der var problemer, da den finansielle krise åbenbaredes, der mener jeg, at vi stort set har lukket alle huller. Alle de afgørende steder har vi stillet krav og indført regulering i et omfang, der gør, at hele den finansielle sektor i dag er meget, meget mere robust. Så hvis der opstår en ny krise, kan man begrænse skaden til der, hvor den bør være. Nemlig hos dem, der investerer og tager en risiko.”

Hvis der opstår en ny krise, kan man begrænse skaden til der, hvor den bør være. Nemlig hos dem, der investerer og tager en risiko

Ifølge Henrik Sass Larsen var problemet i Danmark blandt andet, at bankerne lånte alt for mange penge ud til tvivlsomme ejendomsspekulanter:

”Der var ejendomsprospekter, som var blevet pumpet op i en tro på en evig opadgående kurve, hvor man bare kunne blive ved med at sælge til stadig stigende priser. Og så længe priserne stiger, så ser regnskaberne jo rigtig fine ud. Men når priserne falder, så ser regnskaberne ikke så gode ud længere”.

Samtidig var bankerne slet ikke parate til at imødegå tab, da udviklingen på ejendomsmarkedet vendte: ”Der var simpelthen ikke noget at stå imod med, da man lige pludselig skulle indkassere nogle tab”.

[read-also]

Derfor har de gennemført en række tiltag, som ifølge Sass Larsen har sikret en mere sund finansiel sektor. Der er blevet indført skrappere kapitalkrav, så bankerne er blevet mere polstrede og bedre kan imødegå tab. Der er blevet strammet op på kreditvurderingen, så der ikke længere gives enorme lån til tvivlsomme projekter, og Finanstilsynet holder meget mere øje med den finansielle sektor.

For store til at gå ned
Et helt centralt spørgsmål i kølvandet på finanskrisen var, hvordan man håndterer de banker, der er ’too-big-to-fail’, eller ’Systemic Important Financial Institutions’ (SIFI), som de hedder i fagsproget. Det vil sige banker, der er så store, at de ved konkurs vil trække ikke kun sig selv og deres aktionærere, men hele samfundsøkonomien med ned i et stort hul.

De er så store, at vi må kunne stille nogle ekstra krav til dem. Og det har vi også gjort. Der er nogle ret markante kapitalkrav, og vi holder ekstraordinært øje med de banker

Dermed har staten ikke andet valg end at redde bankerne, når de kommer i problemer – hvilket igen kan opmuntre bankerne til at tage ekstra store risici, vel vidende, at staten står klar med en redningskrans. I kølvandet på finanskrisen blev der fra mange sider talt om behovet for at indføre ’branddøre’ eller helt opsplitte de store banker, så eksempelvis den almindelige bankdrift med ind- og udlån blev udskilt fra den mere spekulative investeringsdel.

Netop spørgsmålet om SIFI-bankerne var noget af det første, der landede på hans bord, da han i august 2013 overtog Erhvervs- og vækstministeriet: ”De er så store, at vi må kunne stille nogle ekstra krav til dem. Og det har vi også gjort. Der er nogle ret markante kapitalkrav, og vi holder ekstraordinært øje med de banker”, fortæller Sass Larsen.

[content_block id=38596 slug=kapitalkrav]

Resultatet af forhandlingerne blev den såkaldte Bankpakke 6, der indførte skærpede, målrettede kapitalkrav for landets seks største pengeinstitutter, der blev identificeret som SIFI’er: Dansk Bank, Nordea, Nykredit, Jyske Bank, Sydbank og DLR Kredit.

Sass Larsen mener, at der med de skærpede kapitalkrav til SIFI’erne er sørget for, at fremtidige bankkriser kan inddæmmes, selv om der ikke er sket en opsplitning: ”Hele operationen har været at sørge for, at hvis der går ild et sted i huset, så breder den sig ikke til alle mulige andre steder. Det har vi sørget for med de her krav.”

[read-also]

En mere ydmyg finanssektor
Et andet vigtigt aspekt af de mange bankpakker er ifølge Sass Larsen, at man fremover holder bankerne flydende, frem for at lade dem falde fra denne ene dag til den anden:

”Vi har også garderet os imod, at banker bare lukker fra den ene dag til den anden. For vi har set, at omkostningerne ved bare at lukke banker er kolossale. Det var jo en virkelig dårlig idé at lade Lehmann Brothers gå konkurs. Det er derfor, at der er blevet lavet puljer, som gør, at vi kan holde kriseramte banker flydende, så det kun er aktionærerne og indskydere, der taber.”

Hvis man går tilbage til tiden før den finansielle krise, så var der jo en attitude i dele af bankvæsnet, som var aldeles hovskisnovski

Under forhandlingerne oplevede Henrik Sass Larsen desuden en ny og mere ydmyg attitude fra bankerne, som giver ham håb om, at de har lært af krisen:

”Hvis man går tilbage til tiden før den finansielle krise, så var der jo en attitude i dele af bankvæsnet, som var aldeles hovskisnovski. Jeg har mødt fremtrædende medlemmer af direktionerne for store banker, som har optrådt arrogant og uforskammet og bare mente, at vi politikere skulle deregulere mest muligt. Det er heldigvis fra en anden tid. Sådan taler de ikke mere. Jeg har haft et godt samarbejde med bankerne, og det vil jeg gerne kvittere for”.

Spilleautomaten Saxo Bank
Han lægger dog ikke skjul på, at havde det stået til Socialdemokratiet, så var bankpakkerne blevet indrettet anderledes. Under forhandlingerne om Bankpakke II i starten af 2009 ønskede Socialdemokratiet en såkaldt upside mode, som ville have sikret staten andel i en fremtidig aktiestigning hos de banker, der modtog hjælp fra staten. Modellen blev dog afvist af VK-regeringen, og derfor fik staten ikke en krone, da eksempelvis Danske Banks aktier efterfølgende tredoblede sin værdi.

”Jeg havde gerne set, at man på nogle af bankpakkerne havde lavet en anderledes deal, så staten havde fået en større upside for sin ulejlighed. Der er blevet hentet penge hjem på bankpakkerne, det skal man ikke tage fejl af. Men man har også tabt lidt på karrusellen nogle andre steder. Hvis man regner det hele med, plus det enorme samfundstab på fem procent af bruttonationalproduktet, så synes jeg det er svært at hævde, at bankpakkerne har givet overskud”.

Du har en spilleautomat, der hedder Saxo Bank, og som dybest set går ud på, at du smider nogle jetoner ind, og så kan du spekulere dig til den store gevinst

Det ærgrer også Sass Larsen, at der ikke er blevet gjort mere for at begrænse den såkaldte højfrekvente handel, hvor værdipapirer købes og sælges i lynhurtige handler, der ofte er udtænkt af komplicerede computeralgoritmer. En form for spekulation, der ifølge kritikere fører til ustabilitet på de finansielle markeder:

”Du har en spilleautomat, der hedder Saxo Bank, og som dybest set går ud på, at du smider nogle jetoner ind, og så kan du spekulere dig til den store gevinst. Noget som helst samfundsnyttigt kan man ikke forestille sig, at de laver. Jeg synes det er ærgerligt, at de stadig kan ligge og trække penge ud af det finansielle marked ved at lave short selling [kortsigtet spekulation i kursudsving, red.]. Det havde jeg gerne set, vi havde fået gjort noget mere ved”.

Henrik Sass Larsen ønsker derfor en afgift på finansielle transaktioner, sådan som blandt andet EU-kommissionen foreslog tilbage i 2011: ”Hvis man lægger en afgift på, så ryger hele fidusen”. Socialdemokratiet meldte sidste år ud, at partiet ønsker dansk tilslutning til den gruppe på 10 EU-lande, der i øjeblikket arbejder på at indføre en sådan afgift.

Skulle have skruet op for investeringerne
Også på andre områder havde Henrik Sass Larsen gerne set et andet svar, når han i dag kigger tilbage på forløbet omkring finanskrisen. Først og fremmest savnede han et større fokus på at bekæmpe den stigende arbejdsløshed i de første kriseår:

”Man skulle i sin tid have stimuleret økonomien noget kraftigere, for at undgå den høje ledighed. Det forsømte man, og så fik man lige pludselig en stor stigning i ledigheden. Der skulle man have knaldet mere til den. Det anbefalede vi jo også i sin tid op til 2011-valget”, mener han.

Man burde blandt andet have gjort meget for at holde hånden under de små og mellemstore virksomheder, der pludselig fik svært ved at låne penge, da krisen ramte:

”I den tid, hvor bankerne skulle slanke deres balancer, skulle man have overvejet, om man kunne have stillet anden kredit til rådighed for vores små og mellemstore virksomheder. Danmark blev jo ufatteligt hård ramt, især de små og mellemstore virksomheder. Der døde for meget på vejen”.

Han forestiller sig eksempelvis, at man kunne have tilført flere midler til Vækstfonden, som kunne være blevet lånt ud til de små og mellemstore virksomheder, der ikke kunne låne penge af bankerne.

 

Netavisen Pio bringer i anledning af 10 året for den globale finanskrise den 9. august 2017 bringe en artikelserie, der stiller skarpt på hvad vi har lært og hvor vi står idag.


Flere artikler om emnet

Annonce