Sass: Det humanistiske Utopias tid er ovre

Socialdemokratiets gruppeformand mener at tanken om fri indvandring undergraver velfærdsstaten og hvis ikke der bliver sagt stop for masseindvandringen, så vil vælgerne i stedet gå til yderligtgående politiske kræfter.
Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen langede i weekenden et læserbrev i Dagbladet Information ud efter det, han kalder ”den humanistiske Utopias ideologi”.

En ideologi baseret på tanken om fri indvandring og afskaffelsen af nationalstaterne, der ifølge Sass Larsen har spillet fallit. Når Socialdemokratiet nu siger fra overfor indvandring, er det ikke på grund af afmagt, men fordi partiet tager ansvar og lytter til folks bekymringer.

Ifølge Sass Larsen, så har tilhængerne af denne ideologis  ønske om at skabe fri indvandring og give rigide rettigheder til flygtninge skabt en masseindvandring, som nu er ved at undergrave vestlige landes økonomier og sammenhængskraft. Indlægget fra Sass Larsen var foranlediget af denne kommentar, som Informations David Rehling skrev forleden ($).

”Mens socialdemokrater har haft travlt med at opbygge velfærdsstater med primært nationalt udgangspunkt, har vores makkere ofte haft det humanistiske Utopia som målsætning,” lyder det fra Henrik Sass Larsen med klar adresse til partierne på venstrefløjen, de radikale og lederkollegiet på Dagbladet Politiken.

En dundrende fiasko
Det humanistiske Utopia har ifølge Sass Larsen været en dundrende fiasko og vælgerne reagerer derfor ved at stemme på partier, som vil sætte en stopper for det, der undergraver velfærdssamfundene i vesten. Og Socialdemokratiet har haft et medansvar for denne udvikling.

”Med stor folkelig opbakning og succes er velfærdssamfundet bygget op, mens det har knebet mere med succes og opbakning til det humanistiske Utopia. Vores (Socialdemokratiets, red.) brøde består i, at vi i nogen udstrækning er gået for langt med utopisterne. At vi i dag slår hælene i og overtager rorpinden fra folk, der har sat den vestlige verden på slingrende civilisationskurs, er ikke udtryk for afmagt. Det er udtryk for, at vi tager ansvar og styring.”

Og det, som Socialdemokratiet vil styre mod, er et stop for masseindvandringen og en indhegning af globaliseringen.

”Ikke mere masseindvandring – i stedet skal der styr på antallet af indvandrere. Ingen opløsning af nationalstaten – det er med afsæt i netop nationalstaten, at internationalt samarbejde skal foregå. Og global frihandel går hånd i hånd med ordentlige konkurrencevilkår og fair beskatning – ellers bliver det nej tak herfra. Nej tak til utopisk humanisme – ja tak til praktisk humanisme,” lyder det fra Sass Larsen.

Sammenligner Sass med Erdogan
Indlægget fra Henrik Sass Larsen blev henover weekenden flittigt debatteret på sociale medier, hvor en lang række fremtrædende debattører til venstre for Socialdemokratiet ikke udtrykte uddelt begejstring med Sass Larsens analyse og stil.

Tidligere folketingsmedlem Özlem Cekic, der forleden meldte sig ud af SF, sammenlignede eksempelvis Henrik Sass Larsen med den tyrkiske præsident Erdogan.

Filminstruktøren Annette K. Olesen mente, at Henrik Sass Larsen gav alle humanister et prædikat som landsforrædere.

Stine Bosse, der er formand for Europabevægelsen, mente at Sass Larsens indlæg var udtryk for “poppolitik”.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook