Sass og Brosbøl vil have miljø i regnskabet

Ud over at rapportere om samfundsansvar i årsrapporterne skal Danmarks 1100 største selskaber nu også gøre status over, hvordan de påvirker miljøet. DI er positive. Det skriver Børsen.
Det har i lang tid været fast procedure, at når landets store selskaber afleverede årsregnskab, så gjorde de også status over deres samfundsansvar. Men står det til miljøminister Kirsten Brosbøl og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, så skal virksomhederne fra 2015 også rapportere om de miljømæssige konsekvenser af deres aktiviteter. Det skriver Børsen.

”Det vil give virksomhederne et stærkt incitament til at udvikle en miljøpolitik, hvis de ikke allerede har en. Alt andet lige er der altså flere virksomheder, der nu skal arbejde med miljø,” siger Kirsten Brosbøl til avisen.

Det ny initiativ vil ikke betyde ekstra administrativt arbejde for virksomhederne, da kravet om grønne regnskaber samtidig afskaffes.

Ifølge Børsen ser erhvervsorganisationen Dansk Industri store fordele ved det nye miljøinitiativ, og store virksomheder såsom Arla, Novo Nordisk og Maersk Drilling har allerede indgået et samarbejde med Miljøministeriet om at få klarlagt hver deres samlede miljøpåvirkning.

”Det er en positiv ændring(…) Når man skifter rapporteringsformat, vil det være muligt, at man rapporterer på de forhold, som er væsentlige for ens egen virksomhed og ikke ud for en forud defineret skabelon,” siger miljøpolitisk chef i DI Karin Klitgaard til Børsen.

De nye krav vil gælde fra og med årsregnskabet i 2015.


Flere artikler om emnet

Annonce