Forleden udkom den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Sass Larsen med debatbogen ”Exodus – Vejen frem for centrum-venstre”. I den anledning havde han inviteret til boglancering på hjemmebanen i Køge.

Exodus er det latinske ord for Anden Mosebog, der blandt andet handler om israelitternes udvandring fra Egypten, delingen af Det Røde Hav, tilblivelsen af de 10 bud og episoden med guldkalven. Bogen lover at anvise en vej ud af ørkenen, for de mange europæiske socialdemokratiske partier, som i disse år er faldet som fluer.

I Henrik Sass Larsens øjne, fordi centrum-venstre ikke tidligt nok anerkendte udfordringen med muslimsk indvandring og de socialdemokratiske partier derfor har mistet troværdighed og opbakning blandt de traditionelle kernevælgere. Det handler om antallet.

Til dagens arrangement er det Weekendavisens politiske redaktør Arne Hardis, der er har sagt ja til at udspørge Sass Larsen om bogens mange pointer, og han forsøger sig indledningsvis med lidt smiger for at indynde sig hos det socialdemokratiske hjemmepublikum.

”I Socialdemokratiet er det folk som Kaare Dybvad, Mattias Tesfaye, Dan Jørgensen og nu dig, der skriver bøger. I Venstre er det folk som Birthe Rønn og Bertel Haarder,” siger han og publikum tager gladeligt imod komplimentet som forventet. De fleste kan jo godt lide at blive bekræftet i, at de er med på vinderholdet.
Fuldt hus trods pinsen

Lanceringen af Henrik Sass Larsens bog foregår på Bryggeriet Braunstein, som ligger på Køge Havn. Det ville være synd at kalde de rustikke lagerlokaler for deciderede hyggelige, men de tjener til formålet og der er mulighed for at smage en af bryggeriets mange øl, og udenfor skinner solen, så stemningen er ganske god.

Henrik Sass Larsen signerer bøger til de fremmødte på Bryggeriet Braunstein.

Der er et ret pænt fremmøde, når man tager med, at det er fredag inden pinse, og mange formentlig allerede er på vej i sommerhuset.

Efter et par dages heftigt skriveri i medierne om udvalgte dele af bogen, er der sikkert også mange, som gerne vil høre fra forfatteren selv, hvorfor han mener, som han gør om blandt andet israelsk EU-medlemskab, fri hash og et nyt aflønningssystem for effektive offentligt ansatte.

Tilhørerne kan lidt groft sagt deles op i to grupper. Der er de lokale partimedlemmer i T-shirts eller skovmandsskjorter, og så er der de politisk konsulenter og lobbyister, som har taget turen fra København i deres mørke blazerjakker, der alle ligner nogle, som kunne komme direkte fra Deadline-studiet. Det er ret tydeligt, hvem der er hvem.
”Jeg har fået lov”

En af diskussionerne i forbindelse med bogen har handlet om, hvordan Henrik Sass Larsen har lov til at mene noget, der går imod partilinjen, når partifællen Mette Gjerskov ikke kunne være ordfører, når hun stemte imod burkaforbuddet. Arne Hardis vil gerne vide, hvorfor der gælder særlige regler for Sass.

Forskellen er, at jeg har fået lov til at gå over stregen.

”Forskellen er, at jeg har fået lov til at gå over stregen. Bogen har været forbi partiets ledelse, og det har betydet, at nogle ting er røget ud,” siger han og forklarer, at det handler om, at der i hans optik er to områder, hvor man skal kunne stole på Socialdemokratiet. Hans udgave af Moseloven for Socialdemokrater lyder:

”Det ene handler om den økonomiske politik, hvor de andre partier skal vide, at når vi laver en aftale, så står vi ved den. Det andet handler om udlændingepolitikken, hvor vælgerne skal kunne stole på det, vi siger,” lyder det meget kategorisk fra Henrik Sass Larsen.
Tættere bånd til Israel

Staten Israel og det jødiske folk har altid stået Henrik Sass Larsen nær, og et af kapitalerne i bogen handler om venstrefløjens forhold til Israel. Israel er grundlæggende en socialdemokratisk konstruktion, og særligt det israelske centrum-venstre, har brug for vores opbakning, lyder budskabet. Der skal derfor knyttes tættere bånd mellem Israel og Europa, og Israel skal på sigt blive medlem af både EU og NATO.

Ikke ligefrem Socialdemokratiets politik, og vel heller ikke noget, som ligger lige for, spørger Arne Hardis.

Men det er faktisk ikke så urealistisk, mener Henrik Sass Larsen og spørger retorisk, om det giver mere mening, at Tyrkiet, med Erdogan i spidsen, kan være medlem. Han fremhæver desuden, at det vil give mening at knytte det israelske erhvervsliv, der hører til blandt de mest højteknologiske, tættere på Europa.

Han kritiserer desuden de arabiske ledere, som har så travlt med at skyde skylden på Israel for alt ondt, mens de selv fylder deres egne lommer.

Sass Larsen bliver ofte betegnet som en kalkulerende kyniker, men når det kommer til Israel, så er det hverken hensyn til meningsmålinger, eller hvad der nu er populært at sige, som er styrende. Det er bare dét, han mener. Han er – for at blive i Anden Mosebog-terminologien – én, der deler vandene.
Ny styring af den offentlige sektor

Et andet af dagens emner er styringen af den offentlige sektor. Henrik Sass Larsen har i bogen blandt andet foreslået, at medarbejdere der eksempelvis reducerer sygefraværet skal have en del af de sparede penge udbetalt som lønbonus.

Men er det overhovedet muligt, når man i de offentligt ansattes fagforeninger har et princip om ikke at gøre forskel på offentligt ansattes lønninger? En varm hånd er en varm hånd, lyder det skeptisk fra Hardis.

Det behøver han dog ikke være, forsikrer Henrik Sass Larsen, der har talt med mange offentligt ansatte, som synes, de får stress af det nuværende system, og så må man jo prøve noget andet. Det handler også om at give kommuner og institutioner flerårige budgetter, så kommunalpolitikerne ikke bare stryger de gevinster, som medarbejderne får frembragt.

Hvis skolerne bare kan lære børnene at læse, skrive og regne, så kan man måle på det.

Diskussionen er en del af en mere overordnet ide om, at politikere – og embedsmænd – i højere grad skal holde sig i baggrunden og lade medarbejderne og lederne ude i den offentlige sektor tilrettelægge deres arbejde selv. Politikerne skal have mere tillid til at de offentligt ansatte godt kan selv.

”Hvis skolerne bare kan lære børnene at læse, skrive og regne, så kan man måle på det, og så kan politikerne blande sig uden om resten,” lyder Sass Larsens ide.

Undervejs får Henrik Sass Larsen langet ud efter antallet af kommunikationsmedarbejdere i det offentlige. ”Hvem efterspørger dog alt den kommunikation,” spørger han. Partimedlemmerne fra Køge klapper eller nikker, mens kommunikationsfolkene fra København mumler og ryster lidt på hovedet. Sådan kan folks perspektiver jo være forskellige.
Der kommer Røde og Fede

Efter at have været forbi emner som de nyligt overståede overenskomstforhandlinger, Socialdemokratiets forhold til fagbevægelsen og 68’ernes indflydelse på partiet (de gik for langt!), vil Arne Hardis gerne vide, hvem der er Henrik Sass Larsens favoritparti, altså udover Socialdemokratiet.

Det har ikke rigtigt noget med bogen at gøre, men det giver Sass Larsen mulighed for at fortælle en anekdote om engang han blev skældt ud af Helle Thorning-Schmidt for i et medie, at have kaldt SF for ”folketinget næstbedste parti”, hvilket åbnede op for, at SF kunne komme med i regering.

Da Henrik Sass Larsen, i selskab med den daværende gruppeformand Carsten Hansen (der også er til stede ved boglanceringen), efterfølgende møder Helle Thorning-Schmidt til en kongres i Lissabon, hilser hun dem med ordene: ”Der kommer Røde og Fede”.

”Det fik mig til at love mig selv, at jeg skulle afholde mig fra at lave den slags lister fremover,” slutter han overfor den klukkende forsamling.