Det 20. århundrede var ideologiernes store slagmark. Med ufattelige lidelser for menneskeheden til følge blev utopiske ideologier afprøvet. Fascismen og nazismen udløste verdenskrig, og verden gennemgik et mareridt af industrialiseret ondskab, og ingen ud over nogle få galninge vil anbefale sådanne ideer til samfundets indretning.

Kommunismen fik desværre lov til at eksistere i et trekvart århundrede. Dens ofre skal tælles i hundrede af millioner. Kommunismen som styreform var i stand til at mobilisere en ufattelig ondskab i godhedens navn. Jeg bemærker mig, at enkelte stadig vil anbefale noget lignende. Må de aldrig få succes hermed. For de fleste af os har kommunismen det bedst død og begravet.

Konservatismen. Ja, hvad går det egentlig ud på? Vistnok noget med at fastholde de velhavendes privilegier. En kamp, som de konservative heldigvis tabte fra år til år, fra privilegium til privilegium, og i dag er kun symboler tilbage. Konservatismen er efterladt til historien – ingen ideologi eller engagement bærer den i dag.

Liberalismen, med dens markedslogik og fravalg af stærk stat, blev fravalgt som samfundsmodel i den vestlige verden efter den beviste sin indbyggede kynisme oven på det store finanskrak i 1929.

Tilbage står en samfundsmodel, som har sejret, og som efterstræbes verden over. Den socialdemokratiske velfærdsstat – som er det socialdemokratiske projekt – er alle sine modstandere og konkurrenter overlegen.

Sejrherren fra det 20. århundredets ideologiske slagsmål blev den demokratiske socialisme. Det blev den, fordi den indeholder så meget mere. Den bygger på tre solide søjler, inspireret fra den franske revolution: frihed, lighed og solidaritet.

Frihed, som tilstedeværelsen af værdige valgmuligheder for den enkelte i tilværelsen.

Lighed, som retfærdig og lige behandling af alle borgere uanset social og økonomisk status.

Solidaritet, som i praktiseret næstekærlighed.

Principper, som er tidløse, og med hvilke Socialdemokratiet byggede velfærdsstaten.

Den socialdemokratiske velfærdsstat er den mest frihedsproducerende samfundsform, der findes. Med fri og lige adgang til uddannelse og økonomisk hjælp i form af SU. Gratis og fri og lige behandling hos læge og sygehuse. Økonomisk omfordeling ved at skatten blev indrettet sådan, at de bredeste skuldre bærer det tungeste læs.

Punkt for punkt har vi givet det enkelte menneske værdige valgmuligheder. Skabt retfærdighed. Og indrettet os sådan, at man giver til fællesskabet uden nødvendigvis at få noget igen, men fordi man har det godt med at kunne gøre noget for andre.

Resultatet er blandt andet, at Danmark er et af de samfund i verden, hvor der er de mest lige muligheder for at få økonomisk succes. Som New York Times og mange andre har påpeget, så er den amerikanske drøm flyttet til Skandinavien.

Kort sagt: Velfærdsstaten og den demokratiske socialisme er en enestående succes.

Så hvorfor er det egentlig at nogen har så travlt med at tale om krise?
Jeg har lagt mærke til, at der ved lanceringen af denne bog er sket det, at Mogens Lykketoft er rykket ind blandt rækken af tænkere, der kom til, førend vi åbenbart ikke kan tænke længere. Nu kan jeg jo heldigvis huske, hvordan kritikken var i 90’erne og for eksempel af Mogens’ fremragende bog ”Sans og samling”. Dengang var kritikken, ja… den samme. Så tillykke til Mogens – det er velfortjent.

Det lader til, at afstand spiller en vis rolle. Desto længere tid siden ledende socialdemokrater var ledende, desto bedre bliver de. Måske er det for meget at håbe på, at kritikerne får kureret deres nærsynethed. Det er nok for meget at bede om. Men det vil jeg nu forsøge alligevel.

Derfor vil jeg bede kritikerne af Socialdemokratiet kigge sig omkring. Nogle måske her i salen – men primært alle dem udenfor. Se, hvad der tilbydes i det politiske landskab. Et Venstre, der hævder at tilslutte sig det socialdemokratiske velfærdsprojekt, men som gerne piller ved den grundlæggende frihed, lighed og solidaritet, hvis de får lov til at regere. Drivkraften for dem er vel liberalismens inderste: absolut maksimal egennytte. Næppe en ideologi som befolkningen ønsker frem for velfærdsstaten.

Og kig på højre og venstrepopulismen. Populært i nuet, men ubrugeligt i længden. Populisme er defineret ved fravær af ansvar. Så snart de to ting forbindes indtræder fordærvet. Og om det bliver leveret af Enhedslisten eller DF, er sådan set lige meget. Det er lige ubrugeligt til at bygge samfund på.

Hvis man vil kureres for sin nærsynethed, kan man i stedet kigge på det projekt, som centrum-venstre står for i disse dage som en logisk videreførelse af den socialdemokratiske velfærdsstat og ideologi. Målet er ganske enkelt at gøre velfærdsstaten fit til at kunne fungere i en international verden og økonomi.

Velfærdsstaten blev opbygget i en lokal og national kontekst, nu skal den fungere også i en international. Det vil sige, den skal trimmes, så den bliver konkurrencedygtig og fleksibel, så vi stadig kan levere frihed, lighed og solidaritet. Og husk: metoder er til at udskifte, ideologien aldrig.

Målet er det samme som for 20, 30 og 100 år siden - nemlig at sikre frihed, lighed og solidaritet.

Jeg kunne godt tænke mig at afslutte med følgende optimistiske anekdote fra en tidligere socialdemokratisk finansminister, som fremkom med den på Socialdemokratiets kongres i 1994.

Han sagde, at kritikerne af Socialdemokratiet minder om historien om manden, som står og slår hovedet ind i væggen, mens han gentager: ”Hvordan skal det nogensinde blive bedre – hvordan skal det nogensinde blive bedre?”

Jeg hilser bogen om de socialdemokratiske tænkere velkommen. Mit håb er, at den også vil være med til at bidrage til den altid levende debat om Socialdemokratiets kurs, sjæl og politik.

Og så vil jeg slutte med svaret, som den socialdemokratiske finansminister i sin tid gav til manden, der ikke vidste, hvordan det nogensinde skulle blive bedre:
”Det skal jeg sige dig”, svarede den daværende finansminister. ”Jeg har svaret: lad være med at slå hovedet ind i væggen!”

Tak for ordet. Og husk så på, at det er i dag er 90 år siden, at Thorvald Stauning og Socialdemokratiet sejrede ved folketingsvalget og med 36,6 procent af stemmerne blev det største parti både med hensyn stemmer og mandater. 12 dage senere blev landets første socialdemokratisk ledede regering udnævnt.