Annonce

Sass: Vi skal ikke være "stakkelhadere"

Det skal være slut med reformer, der øger arbejdsudbuddet i Danmark, siger S-gruppeformand Henrik Sass Larsen. Partiet vil i stedet fokusere på uddannelse og opkvalificering.
De ledige skal ikke "pines og plages" yderligere, og ældre skal kunne trække sig tilbage og nyde den tredje alder, mener Socialdemokratiet, som nu melder klart ud: Det skal være slut med flere reformer, der har til formål at øge det såkaldte arbejdsudbud i Danmark.

Det skriver Berlingske torsdag, i et interview med den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen.

”På et tidspunkt var det vigtigt at gøre noget i forhold til arbejdsudbuddet og stramme bardunerne. Nu har vi været der, gjort arbejdet. Derfor er det tid til at sadle om,” siger til Berlingske.

Udmeldingen fra Socialdemokratiet kommer efter at en lang række af landets førende økonomer, blandt andre professor Nina Smith og flere af de økonomiske vismænd, på det seneste har argumenteret for, at der ikke længere er nogen brændende platform under dansk økonomi, og at de lavest hængende frugter er plukket, når det gælder at skaffe flere hænder.

S vil opkvalificering, ikke arbejdsudbudsreformer
Kort sagt, at hvis flere danskere skal i arbejde, er det ikke længere nok blot at sænke overførselsindkomsterne yderligere. Og hvis man strammer yderligere, så slår man blot folk oven i hovedet, uden at det har nogen effekt, lyder det fra socialdemokraten.

”Arbejdsudbudsreformer skal laves i en tid, hvor vi skal have genoprettet den økonomiske balance. Det er gjort. Så er der steder, hvor det er rimeligt at gøre noget mere, det er også gjort. Mission Accomplished. Der er orden i dansk økonomi, vi har fulgt alle de arbejdsudbudsreformer, der har været, til dørs, og strammet bardunerne, hvor vi kan. Hvis vi går videre, går vi fra at være reformivrige til at være stakkelhadere,” siger Henrik Sass Larsen.

Socialdemokratiet vil i stedet satse på uddannelse og opkvalificering. For ifølge Sass Larsen, så er udfordringen nu at få arbejdsstyrken uddannet til at fylde de huller på arbejdsmarkedet, der opstår, når manglen på kvalificeret arbejdskraft opstår..

Socialdemokratiet har derfor foreslået, at der afsættes 1,5 milliarder kroner til at nytænke efteruddannelsessystemet, styrke erhvervsskolerne og samle ufaglærte op og ind i arbejdsstyrken.

Der har været arbejdsudbudsreformer nok
Med udmeldingen fra Sass Larsen sætter Socialdemokratiet en stopper for en lang reformperiode, som har stået på i de seneste 25 år, siden Nyrup kom til magten i 90’erne. Fokus for reformerne har været at få flere i job og flere hænder på arbejdsmarkedet.

Man har siden dengang de facto fjernet efterlønnen, hævet pensionsalderen, sænket kontanthjælpen, forkortet dagpengeperioden og gjort det sværere at få tilkendt førtidspension.

I 2012 orienterede samme Sass Larsen i øvrigt danskerne om, at man oven på de kuldsejlede trepartsforhandlinger ville opleve barske reformer.

Socialdemokratiet har ifølge Berlingske foretaget en gennemgang af de 26 forslag, som den daværende Velfærdskommission fremlagde i 2005 med det formål at øge arbejdsudbuddet. Kun tre af forslagene er i dag ikke gennemført, resten er ført helt eller delvist ud i livet.

Borgerlige ønsker flere reformer
Udmeldingen fra Henrik Sass Larsen bliver ikke positivt modtaget af folketingets mere reformivrige kræfter. Venstre argumenterer for, at nok er der ingen efterspørgsel efter flere reformer lige nu, men det kan der på grund af flygtninge og ting der sker ude i verden, komme i fremtiden.

Liberal Alliances ordfører, Joachim B. Olsen, afviser helt økonomernes vurdering. Han mener fortsat at der er masser af offentlige ydelser, der kan blive beskåret.

”Det med at der ikke er flere lavthængende frugter at plukke er helt absurd. Der er masser af frugter at tage fat på - pensionsalderen, efterlønnen, SU-systemet, dimittendsatsen,” siger han til avisen og argumenterer for, at Sass Larsen udmelding alene skyldes partitaktiske hensyn og ikke hensynet til  ”Danmark og de kommende generationer”.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet