Satirekongen skruer op for fjollerierne i ny Dickens-film

Satirekongen Armando Iannucci har lavet særdeles underholdende genfortolkning af Charles Dickens' klassiker om David Copperfield.
Filmplakat fra The Personal History of David Copperfield.
Det er ikke første gang Charles Dickens’ selvbiografiske roman har fundet vej til det hvide lærred. I alt syv gange er det sket i tidens løb. Ej at forglemme de seks gange, hvor fortællingen er blevet dramatiseret som tv-serie.

Nu er turen imidlertid kommet satirekongen Armando Iannucci ('In the Loop', 'Stalins død'), der sammen med sin faste manuskript-makker Simon Blackwell har kastet sig over den verdenskendte roman med titlen ”The Personal History of David Copperfield”.

I hænderne på det filmiske makkerpar får vi således en sjov og surrealistisk fortælling om den lille David og hans odyssé igennem i de sociale klasser i 1840'ernes England, for til sidst at ende som forfatter og gift sig med den smukke, kloge og uselviske Agnes.

En film, hvor den anmelderroste instruktør ikke bleg for at give sit helt eget take den gamle klassiker.

Farveblindhed og teatertricks

Allerede fra begyndelsen er det tydeligt, at filmen er mere end bare en David Copperfield-filmatisering end i traditionel forstand, da instruktøren flittigt trækker på litteraturens mundtlighed og teatrets enestående mulighed for at sætte forholdet mellem fiktion og ikke-fiktion i scene.

”Om jeg selv bliver helten i min egen livshistorie, eller om en anden kommer til at indtage denne plads, må disse første sider vise”, lyder det i bedste Charles Dickens-stil (den populære forfatter var efter sigende selv lidt af en oplæsningens mester rundt omkring i 1800-tallets England), inden han bogstaveligt talt træder ind i sin livshistorie.

Samtidig åbner dette metagreb for en forfriskende farveblindhed i castet, der giver en snert af finurlighed, men også mangfoldighed, hvor bl.a. den mørklødede hovedperson Dev Patel afviger fra originalteksten.

Understøttende fortællingens fokus på eviggyldige temaer som længsel og identitet handler filmen dermed i høj grad om den unge David Copperfields vej gennem et forarmet England, men også hvordan man sammenfletter en samlet fortælling om sig selv.

En ting vores unge helt ikke er ubevidst om, når han forklarer: ”Jeg husker stærke personligheder, og væver den ind i mit livs rejse.”

Fremragende skuespil

På lige netop den rejse stifter vi bekendtskab med et farverigt og sprudlende persongalleri, der hver især smitter på hovedpersonens selvidentitet undervejs.

Lige fra en gældtynget Mr. Micawber (Peter Capaldi) der naivt luller sig ind i forestillingen om at ”noget vil dukke op” og den kærlige barneplejersken Peggotty (Daisy May Cooper,), der bor på stranden under en opadvendt båd til hans rige, excentriske tante Betsey (Tilda Swinton) og psykisk ustabile og drageflyvende lejer Mr. Dick (Hugh Laurie).

Alle funkler de i biografmørket på måde, der giver filmens samlede udtryk kant.

Ikke mindst en velspillende Dev Patel i rollen som David Copperfield, der med sin godhjertede charme fremstår lige så sympatisk som i den Oscar-vindende debut ”Slumdog Millionaire” fra 2008.  

Dus med Dickens

Selvom det klart er en kvalitet, at Armando Iannucci stilsikkert har formået at skrue op for det humoristisk potentiale, der gemmer sig i den gamle klassiker, bliver er det nu og da dog desværre lige også en smule for gakket og fantasifuld.

Ikke fordi der er noget galt med det, for Charles Dickens mente selv, at forfattere gerne kan skrive om børnearbejde, grådighed og personlig tragedie på en sjov og underholdende måde, hvad undertegnede er helt enig i.

Alligevel fremstår filmen i sin helhed dog lidt for dus med Dickens. Som når Armando Iannucci gentagende gange f.eks. lader vores unge helt banke panden imod bjælkerne i et lavloftet fiskerhus.

Alt i alt er ”The Personal History of David Copperfield” en særdeles underholdende film, der med sin moderne fortolkning af en gammel klassiker fortjener at blive set.

 

Armando Iannucci: ”The Personal History of David Copperfield.” 1 time og 59 minutter. Scanbox, 2019. I biografen nu.

Kulturskribent og anmelder


Kommentarer fra Facebook

Annonce