Scandlines har tjent fedt på Femern-forsinkelser: Nu gør kapitalfond klar til salg

Medie: Det tidligere statsejede rederi Scandlines skal sælges for op imod 15 mia. kroner.
Kapitalfonden 3i, som ejer Scandlines, gør klar til et salg af rederiet, skriver det britiske medie The Sunday Times. Kapitalfonden har efter sigende allieret sig med den internationale investeringsrådgiver Rothschild, som skal stå for salget.

Men den formodede etablering af Femern-tunnelen, der skal forbinde Lolland med Nordtyskland, kan vanskeliggøre salget, da der alt andet lige vil komme mindre efterspørgsel på færgebilletter fra Rødby til Puttgarden.

Scandlines, som driver ruterne Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock, har i Danmark været udsat for massiv kritik for at have forsinket det offentlige byggeprojekt af Femern Tunnelen, som skal forbinde Sjælland med Nordtyskland. Et byggeprojekt som skulle have stået færdigt i 2018, men som ingen længere forventer vil stå færdigt før 2028.

I anledning af det formodede salg ser Netavisen Pio tilbage på, hvordan Scandlines er gået fra statseje til at blive en privat virksomhed med millioninteresse i at forhale Danmarkshistoriens største byggeprojekt nogensinde.

Fra statsejet til privat virksomhed
”Scandlines ydeevne har taget fart siden vores yderligere investeringer i 2013. Vi forventer yderligere forsinkelser i det konkurrerende Rødby-Puttgarden tunnelprojekt, imens forretningen fortsat genererer et godt pengestrømsniveau og indtjeningsvækst,” står der i deres årsrapport fra både 2016 og 2017.

Indtil 2007 var Scandlines ejet af den danske og tyske stat, men blev efterfølgende delvist opkøbt af den britiske kapitalfond 3i, indtil de i 2013 overtog hele ejerskabet. Da 3i købte de første 40 procent af aktierne i 2007 vidste selskabet godt, at der med al sandsynlighed ville blive lavet en fast forbindelse over Femern, som delvist ville gøre Scandlines-forbindelsen fra Rødby-Puttgarden overflødig.

”Det er klart, at det bliver en stærk konkurrent, men vi tog beslutningen om at købe virksomheden med en klar viden om, at tunnelen vil komme. Så handler det om at bevare trafikvolumen efter tunnelen. Men selvfølgelig vil den tage trafik fra os,” sagde partner i 3i Group, Peter Wirtz, til mediet Shipping Watch i 2013.

’Enhver forsinkelse vil kun stille os bedre’
Ifølge en analyse af revisionsfirmaet KPMG fra 2016 udgjorde den samlede omsætning i Scandlines i 2014 omtrent 3,9 milliarder kroner. Overfarten mellem Rødby-Puttgarden indbragte 2,5 milliarder, hvilket svarer til 65 procent af den samlede omsætning. Ruten Rødby-Puttgarden er altså koncernens vigtigste rute.

Og meget tyder på, at hver eneste måneds forsinkelse på byggeriprojektet har været en god forretning for Scandlines. I 3i’s regnskab fra 2016 er værdien af Scandlines opskrevet med knap 1,2 milliarder kroner, som følge af forsinkelserne af Femerntunnelen.

Partner i 3i Group har sagt herom: ”Enhver forsinkelse vil kun stille os bedre (…),” ligesom administrerende direktør i Scandlines, Søren Poulsgaard Jensen, har udtalt til Jyllands-Posten: Det ville være løgn at påstå, at en udskydelse af Femern ikke er positivt for os. Når en konkurrent truer med at åbne lige ved siden af, er det jo en stor ændring.”

Købt støtte fra tysk NGO
Men en ting er, at Scandlines har haft økonomisk interesse i en forsinkelse af byggeprojektet, noget andet er, hvor langt man er gået for aktivt at bremse byggeriet.

En af grundende til, at byggeriet er blevet forsinket gentagne gange er, at den tyske miljøorganisation NABU har indgivet en række klager til de tyske myndigheder. Miljøorganisationer har i Tyskland en særlig status som høringsberettiget part i myndighedsgodkendelsesprojekter og har derfor mulighed for at indbringe klager ved domstolene.

Men som det blandt andet fremgår af NABUs årsrapport, er NABU og Scandlines samarbejdspartnere – det vil sige, at NABU har modtaget økonomisk støtte fra Scandlines, hvorfor fortalere for Femern-projektet sår tvivl ved NABUs status som uafhængig organisation.

Derudover har Scandlines indsendt en række klager, blandt andet for EU-domstolen, hvor de anklager Femerntunnelen for at være et eksempel på ulovlig statsstøtte. EU-domstolen har ikke givet Scandlines medhold i klagen, til gengæld har klagen været med til at forsinke byggeprojektet yderligere.

Danske politikere har set sig sure på Scandlines
Hele processen har betydet, at de danske politikere har set sig sure på Scandlines. Europaparlamentariker Bendt Bentsen (K), som var partiformand og vicestatsminister, da man forhandlede med Tyskland om etableringen af den faste forbindelse og salget af Scandlines til private investorer, skrev i et debatindlæg i Berlingske i marts 2015:

”De kæmper med næb og kløer – klager til EU-Kommissionen, truer med sagsanlæg mod tunnelselskabets rådgivere og sender byger af negative avisindlæg. Det er jo indlysende, at for hver måned eller år, man kan forsinke den faste forbindelse, så er der masser af kroner ned i kassen hos Scandlines.”

Og også hos socialdemokratiet har Scandlines ageren vakt irritation. Transportordfører Rasmus Prehn skrev i et debatindlæg i Lolland-Falsters Folketidende i 2015:

”Hvad vi ser her, er en virksomhed, der tjener store beløb ind til sin ejer, er omfattet af særdeles gunstige skatteregler og andre regler, og derfor ingen eller næsten ingen skat betaler, og som har sikret sig mod konkurrence på sin hovedrute Rødby Puttgarden.  Alligevel flyder der en endeløs strøm af beklagelser over den kommende faste forbindelse mellem Danmark og Tyskland og statens rolle heri.”

Scandlines: Vi er altid til salg
Scandlines har ikke villet be- eller afkræfte rygtet om det forestående salg, men kommunikationsdirektør Anette Ustrup Svendsen skriver følgende i et kort svar til Netavisen Pio:

”Som ejet af en kapitalfond er vi i princippet altid til salg. Vores ejer, den britiske kapitalfond 3i, bestemmer hvornår tidspunktet er rigtigt.”

Det danske medie Insidebusiness har tidligere skrevet, at 3i Group håber at kunne sælge rederiet for 15 milliarder kroner.

 

 

 


Flere artikler om emnet

Annonce