Hun hævder at være imod de seneste asylstramninger, men har selv delt Facebookopslag der argumenterer for nødvendigheden af at stramme reglerne. Hun kritiserer Bjarne Corydon for at have for meget indflydelse på Socialdemokratiet, men meldte sig under fanerne da han havde meget indflydelse, og meldte sig ud da han var forsvundet.

Hun hævder at Socialdemokriet er gået på knæ for Dansk Folkepartis integrationspolitik på et tidspunkt, hvor de to partier er helt uenige om, hvorvidt der overhovedet skal ske en integration af flygtninge. Og hun hævder at have rejst en kritik internt, som der åbenbart ikke er nogen i hverken folketingsgruppe eller bagland, der har hørt.

Pernille Schnoor har i dagens Politiken indrykket en kronik om, hvorfor hun har forladt Socialdemokratiet til fordel for Alternativet. Kronikken rejser dog langt flere spørgsmål, end den giver svar. Jeg har nedenfor udvalgt en række citater fra kronikken og kommenteret dem.

Gik til valg på at fortsætte ”corydonismen”
”Da corydonismen tegnede partiet, begyndte Socialdemokraterne og jeg at glide fra hinanden, fordi jeg personligt går op i lighed, social mobilitet og social retfærdighed - kort sagt social bæredygtighed. Og det får man i min optik ikke meget af, når man underlægger sig neoliberalismens fokus på konkurrencestaten.”

Der er to mærkelige forhold i det udsagn. For det første stillede Pernille Schnoor jo altså op til valget juni 2015, og kæmpede derfor for at få regeringen (og Bjarne Corydon!) genvalgt. Nu hvor Bjarne Corydon har forladt Socialdemokratiet, melder Schnoor sig så ud med den begrundelse, at Corydonismen fylder for meget. Det er en besynderlig timing.

For det andet virker det mærkeligt, at Schnoor fremhæver ”social mobilitet” som en af sine mærkesager i kritikken af den såkaldte ”corydonisme”. For en central kritik af ”corydonismen” er jo netop er, at den lægger for meget vægt på social mobilitet frem for økonomisk omfordeling.

Ønskede fair konkurrence mellem offentlige og private
”Jeg tror fuldt og fast på, at de institutioner, der leverer helt basale og livsnødvendige ydelser, skal friholdes fra at konkurrere på pris og markedsvilkår, fordi denne prioritering så ofte bliver sat over humanisme og medmenneskelighed. (…) Skoler og daginstitutioner kan ikke konkurrere på markedsvilkår, så længe de er offentligt finansierede og underlagt politiske prioriteringer.

Hvor er det lige, at Pernille Schnoor mener Socialdemokratiet har ændret holdning siden valget i sommers, da hun jo åbenbart godt kunne se sig selv i partiets politik? Tonen fra Schnoor var der også mere afdæmpet op til folketingsvalget, her skrev hun på Netavisen Pio om at ”skabe fair konkurrence mellem privatskolerne og folkeskolerne”. Siden valget har Socialdemokrattet eksempelvis været imod at hæve tilskuddet til friskolerne, sådan som det blev besluttet i forbindelse med finansloven. Det er altså også her lidt uklart, hvad det præcis er i den nuværende socialdemokratiske kurs, som Schnoor er utilfreds med.

S og DF står langt fra hinanden i integrationsdebatten
”Da Mette Frederiksen kom til, troede jeg - og sikkert også mange andre - at Socialdemokraterne ville slå ind på en tidligere kurs, og jeg glædede mig. Men det stik modsatte er i min optik sket: Opgøret med corydonismen er udeblevet, mens partiledelsen er gået på knæ for Dansk Folkepartis asyl-og integrationspolitik i et forsøg på at genvinde tabte vælgersegmenter. Og som følge heraf er Socialdemokraterne og jeg gledet yderligere fra hinanden.”

Hvad er det for en tidligere kurs Schnoor taler om? Og hvad er det for noget med at gå på knæ for Dansk Folkeparti i asyl- og integrationspolitikken? Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti har formentlig aldrig stået længere fra hinanden i netop integrationsspørgsmålet: Dansk Folkeparti ønsker at asylansøgere placeres i isolerede flygtningeghettoer og slet ikke forsøgt integreret i det danske samfund. Socialdemokratiet ønsker en styrket indsats for at integrere de flygtninge, der kommer til landet, og har blandt andet præsenteret et decideret  integrationsudspil. Så hvor er det Schnoor ser ”knæfaldet”?

Hvem har hørt om intern kritik?
Og disse uenigheder kender min nu tidligere folketingsgruppe godt, for jeg har rejst min kritik internt - også over for partiledelsen.

Flere folketingsmedlemmer har i dagens løb givet udtryk for, at Pernille Schnoor bestemt ikke har råbt op på de interne linjer om sin utilfredshed. Og som vi har skrevet andetsteds, har heller ikke Pernille Schnoors bagland i Nordsjælland hørt meget til den påståede kritik. Spørgsmålet er derfor, hvem hun egentlig har rejst den for. I øvrigt er det at stemme for forslag, man ikke nødvendigvis er 100 procent enig i, jo en del af det at være med i en folketingsgruppe. Det burde Schnoor nok have gjort sig klart, inden hun stillede op til valg.

Pernille Schnoor "havde håbet at S ville dreje ind på mere humanistisk kurs". Det pudsige er, at hun på 10 mdr ikke har sagt det én gang.— Peter Hummelgaard (@PHummelgaard) 25. april 2016

Skrev intet om kontanthjælp eller DONG-salg
”Da Socialdemokraterne f. eks. tog ansvar for at sænke selskabsskatten og øge topskattegrænsen, var det ikke beundring, jeg følte. Det var det heller ikke, da mit tidligere parti forringede kontanthjælpen, da partiet undlod at redde de 60.000 dagpengemodtagere, der faldt ud i bunden, da det afhændede Dong til Goldman Sachs, eller da det ikke fandt redskaberne frem til at løse den stigende ulighed.

Igen henviser Schnoor til forhold, der blev vedtaget før folketingsvalget i 2015. Og her stillede Schnoor som bekendt op for netop at være med til at fortsætte den linje. Dengang lød der intet om, at hun var utilfreds med linjen. Tættest på kom vi under valgkampen, hvor Schnoor i en artikel om S-kandidaters holdning til dagpengespørgsmålet udtalte til Jyllands-Posten, at ”Jeg vil ikke udelukke, at vi skal bruge flere penge på det.”. Det må siges at være en meget forsigtig formuleret kritik. Og i øvrigt endte forhandlingerne om et nyt dagpengesystem netop med, at der blev tilført 300 millioner kroner ekstra.

Ingen tidligere kritik af asylpolitik
"Og det er heller ikke beundring, jeg føler, når jeg ser Socialdemokraterne tage ansvar for smykkelov, familiesammenføringsregler på 3 år, strammere og strammere regler og skiftende pointsystemer for permanent opholdstilladelse, der rammer de mest velintegrerede unge, som er født og opvokset i Danmark, og som derfor må leve deres liv i konstant usikkerhed.”

Igen er der ikke tale om en kritik, som nogen har hørt Schnoor fremføre før i går. Heller ikke blandt de folkevalgte og de medlemmer af det socialdemokratiske bagland, som Netavisen Pio har været i kontakt med. Da tre medlemmer af folketingsgruppen meddelte, at de ikke kunne stemme for L87, den lovgivningspakke som blandt andet indeholdt den meget omtalte smykkelov, var Pernille Schnoor ikke iblandt.

Tværtimod delte Schnoor på sin Facebookprofil 31. januar, mens debatten om smykkeloven var på sit højeste, en artikel fra Netavisen Pio, hvor tidligere minister Jytte Andersen kaldte Mette Frederiksens stramninger af i udlændingepolitikken for ”bydende nødvendige”. Schnoor skrev, at ”Jeg kan anbefale at læse Jytte Andersens beskrivelse og vurderinger ift. flygtningesituationen og S-politikken. Vi har et stort ansvar. Og det her handler om rigtige mennesker - ikke om Christiansborg-taktik.”. Det harmonerer ikke just med påstanden om, at hun længe har udtrykt kritik af stramningerne.

Blev ikke valgt på egne stemmer
”Grundlovens paragraf 56 lyder: »Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere«, og det er netop sådan, jeg har det: Jeg er, og jeg vil være bundet af min overbevisning - jeg vil bevare min personlige integritet. Så det er også svaret, hvis nogle spørger, hvorfor jeg i stedet for at skifte parti ikke nedlægger mit mandat: Jeg føler mig personligt forpligtet til at videreføre den politik, jeg gik til valg på - uagtet at den ikke længere deles af mit nu tidligere parti.”

Igen er det vanskeligt at blive klog på, hvad det helt præcist er for en politik, der ikke længere deles af Socialdemokratiet. Schnoor gik til valg på at videreføre Helle Thorning-Schmidts og Bjarne Corydons politik. Og ja, nu er Thorning og Corydon væk, men at påstå partiet fører en helt anden politik i dag end før valget, er svært at se. Udfordringerne har ændret sig siden valget, ikke mindst set i lyset af flygtningesituationen, og derfor er der også taget nye redskaber i brug.

I øvrigt fik Schnoor ved seneste valg blot 3.811 personlige stemmer. Der skal på den gode side af 20.000 stemmer til for at sikre et kredsmandat. Schnoor havde med andre ord ikke været i nærheden af at blive valgt, hvis det ikke havde været for de mange Socialdemokratiske listestemmer, hun fik lagt oven i sit personlige stemmetal. 16.000 vælgere stemte altså for at styrke Socialdemokratiet, men endte i stedet med at styrke Alternativet.

Stod lysende klart – allerede for to en halv måneder siden
”Og hvorfor så lige Alternativet? (…) Dette stod for eksempel lysende klart, da jeg deltog i en debat om undervisning, VUC, hf og videregående uddannelser (… ) I løbet af debatten, jeg havde vist afsluttet en lang passage om at sætte skolerne langt mere fri, vendte Uffe Elbæk sig mod mig og sagde: »Hvis der var valg i morgen, ville jeg stemme på dig!«.”

Af Pernille Schnoors Facebookprofil fremgår det, at det omtalte møde fandt sted 9. februar – altså for to en halv måneder siden. Så længe har det åbenbart stået ”lysende klart” for Schnoor, at hendes fremtid er i Alternativet. Også da hun for få uger siden blev genvalgt som folketingskandidat for Socialdemokratiet i Helsingørkredsen.

Ikke al velfærd giver ikke økonomisk overskud
"Selvfølgelig spiller regneark en rolle, men det bliver skadeligt, når et bredere og bredere udsnit af danske politikere har indvilliget i at underordne sig ' hvad koster det?'-logikken. Hvis en bestemt politik er klog og gennemtænkt, så koster den ikke en krone - så er den en investering i fremtiden, der på sigt giver sorte tal under alle tre bundlinjer.”

På højrefløjen findes der den opfattelse, at lavere skat er selvfinansierende. På visse dele af venstrefløjen findes der en lignende holdning om, at alle ”investeringer” i velfærd på samme måde Begge tilgange er for mig at se useriøse og handler i virkeligheden om, at man ikke gider forholde sig til det grundlæggende faktum, at politik handler om prioritering: Bruger man flere penge ét sted, må man bruge færre penge et andet sted. Uanset om man er rød eller blå. Uanset hvor velgennemtænkt en god ældrepleje måtte være, så er det altså ikke noget, der giver et økonomisk overskud. Og det er jo heller ikke derfor, vi gør det.

Socialdemokratiet kan ikke klandres for Schnoors friheder
”Som person har jeg altid taget og vil altid søge at have friheden til at foreslå mine bud på ideelle løsninger og gå efter at få dem gennemført. Og hvis ikke jeg når helt i mål i første hug, så fint, så tager vi resten i næste politiske sæson. Eller når muligheden igen byder sig. Det var, hvad jeg kommunikerede under min valgkamp. (…) Siden har jeg som nævnt været en skygge af mig selv, fordi jeg gik til valg på en politik, som partiet ikke længere har.”

Pernille Schnoor skal da være velkommen til at forslå sine ”ideelle løsninger” når hun fører valgkamp, men hun kan jo så ikke komme bagefter og påstå, at det er partiet der har et problem, fordi hun har taget sig friheder og foreslået løsninger, der går længere end dem, partiet har foreslået. Her må Schnoor nu engang selv påtage sig ansvaret og fortælle over for sine vælgere, hvis hun er kommet til at love noget, hun ikke kan holde.