Se listen: Alternativister smækker med døren

Alternativets fine ord om gennemsigtighed og højt til loftet bliver ikke altid efterlevet i praksis. Vi har samlet en række eksempler.
Alternativet vil gerne være et parti, som driver politik på en ny måde. Væk med ’den gamle politiske kultur’ med lukkethed, taktik og spin, og ind med en ny kultur med åbenhed, ærlighed og højt til loftet.

Det lyder jo flot. Men Alternativets levetid har også vist, at det ikke altid er helt så nemt i at leve op til de flotte ord i virkelighedens verden. En række eksempler har vist, at partiets ledelse har gjort brug af midler, som til forveksling ligner den ’gamle politiske kultur’, når der skulle gøres op med besværlige elementer internt i partiet.

Seneste eksempler komme fra København, hvor byrådskandidat Stine Bardeleben Helles fik nok af soloridt og selvforlighelse: "Hvor elitære og selvforherligende kan vi som alternativister give os selv lov at være og stadig forvente, at almindelige mennesker med almindelige jobs og hverdagsbekymringer, socialt udsatte, erhvervsfolk … alle dem, som ikke er storbysmarte øko-hipstere, kan opfatte os som troværdige?”. Men hun er langt fra det eneste medlem, der enten har nedlagt sit kandidatur eller helt meldt sig ud.

Netavisen Pio har samlet en række eksempler fra partiets korte levetid:

1. Gav ordfører mundkurv på
Allerede under folketingsvalget i 2015 kom de første tegn på, at det ikke er helt nemt at forene ønsket om en åben og gennemsigtig partiorganisation med ønsket om klar og tydelig kommunikation.

Den københavnske folketingskandidat og partiets daværende integrationsordfører Uzma Ahmed udtalte, at ”Hvis man ikke gider at lære dansk eller ikke går ind for ligestilling, så skal vedkommende sendes tilbage til sit hjemland. Man kan simpelthen ikke være her”. Kort efter trak hun dog i land med den nogen besynderlige udtalelse, at ”jeg tager afstand fra sig selv.”

I oktober 2015 meldte Uzma Ahmed sig ud af Alternativet og udtalte i den forbindelse, at hun havde fået mundkurv på af partiledelsen: ”Jeg blev tvunget til tavshed, og tvunget til at tage afstand fra mig selv”, sagde hun i den forbindelse.

2. Fyring af ordfører var ikke fyring
Ulla Ahmed er ikke den eneste integrationsordfører, som er blevet sat på plads. Efter mindre end et år på posten fik partiets integrationsordfører Ulla Sandbæk nemlig i marts 2016 frataget sit ordførerskab, fordi hun ikke var nok i pressen og fik promoveret Alternativet.

I bedste gammel-politikker stil forsøgte gruppeforkvinde Josephine Fock over for pressen at bedyre, at der skam slet ikke var tale om en fyring af Ulla Sandbæk:

”Ulla Sandbæk har haft rigtig travlt med mange personsager. Og så er Ulla Sandbæk også det ældste medlem af Folketinget, så det er klart, at der er grænser for, hvor meget man kan nå. Og det er også derfor, at vi har valgt den ændrede prioritering.”, forklarede hun.

Modsat Uzma Ahmed, så valgte den detroniserede ordfører dog at blive i Alternativet, hvor hun siden har fristet et mere tilbagetrukket tilværelse.

3. Ledelse påvirker demokratiske processer
I sidste uge kom det frem, at den tidligere kandidat til Københavns Borgerrepræsentation, Stine Bardeleben Helles, havde trukket sit kandidatur i protest spidskandidat Niko Grünfelds ’soloridt’. Ifølge Helles blev vigtige beslutninger taget uden at inddrage den samlede gruppe af kandidater, en linje som ifølge hende blev støttet af partiledelsen på Christiansborg:

”At man fra politisk ledelse og sekretariat gang på gang vælger at påvirke de demokratiske processer så direkte for at få kortene til at falde i det ønskede mønster, er så tæt på det, vores håbefulde medlemmer kalder ’gammel politisk kultur’, at jeg ikke længere evner at se forskel,” skriver hun blandt andet i en mail til partitoppen i Alternativet.

4. Hykleri og manglende respekt for vedtægter
I maj 2017 kom det frem, at Alternativet havde ekskluderet Rolf Jackson som kandidat til kommunalvalget i Aarhus. Partiets Forperson Nilas Bay-Foged ville ikke gå nærmere i detaljer med årsagen til eksklusionen, men udtalte, at Jackson "ikke har levet op til det udvidede ansvar, han har som politisk kandidat og tillidsvalgt".

I en pressemeddelelse forklarede Rolf Jackson selv eksklusionen med, at han havde været højlydt i sin kritik af partiledelsen:

”Min centrale interne kritik af ledelsen har hovedsageligt været for hykleri og manglende respekt for vedtægterne. Helt centralt for mig er integritet: At vi gør, som vi siger. Men min oplevelse har været, at ledelsen i stedet for at se ærligt på disse ting igen og igen har fejet konflikterne ind under gulvtæppet - med frustration og mistillid til følge”, skrev han.

5. Kan ikke lede gennem e-mails
I december 2016 kunne DR berette, at flere medlemmer internt havde givet udtryk for utilfredshed med den medlemsinddragelse i partiet. De mente, at den politiske ledelse på Christiansborg var kommet for langt væk fra de menige medlemmer.

En af dem var tidligere kredsformand i Vestjyllands Storkreds, Povl E. Petersen, som på partiets dialogforum blandt andet skrev, at ”Man kan heller ikke lede en stor landsdækkende organisation ved at sidde og sende mails ud. Det virker ikke. Folk skal inddrages, involveres og begejstres. Det sker ved personlig kontakt.”

Partiformand Uffe Elbæk tog dog dengang kritikken med ro: ”Mine alarmklokker ville virkelig ringe, hvis der ikke var en levende debat i Alternativet.”, sagde han.

6. Er ikke kommet ind i den lokalpolitiske kamp
Lokalpolitikeren i Dragør Svend Mathiasen nåede at være medlem af Alternativet i fem måneder i løbet af 2016, inden han meldte sig ud igen. Mathiasen blev indvalgt i byrådet på lokallisten Amagerlisten, men valgte i marts 2016 at melde sig ind i Alternativet. Det blev dog en kort fornøjelse:

”I de små kommuner handler det ikke om at indføre nul-skat på arbejdsindtægt og en 30 timers arbejdsuge. Her handler det ikke på samme måde om at føre værdipolitik, men om at praktisere realpolitik”, skrev Mathiasen som tilføjede, at ”den kamp er Alternativet desværre aldrig kommet ind i. Hverken politisk eller organisatorisk.”


Flere artikler om emnet

Annonce