Se listen: Her er regeringens to-do-list for 2020

Regeringen går ind i et travlt politisk år med en række store emner på dagsordenen.
En udligningsreform, nyt politiforlig og pension til Arne. Det er nogle af de ting, der står øverst på regeringens to do-list i det nye år.

Det fortalte statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i statsministerresidensen på Marienborg, hvor regeringen var samlet til et såkaldt regeringsseminar mandag.

1. Ny udligningsreform

Den første opgave som statsministeren nævnte er en ny aftale om kommunal udligning.

Den tidligere ledede regering forsøgte i sidste valgperiode, uden held, at lave om på det nuværende system.

Men statsministeren var fortrøstningsfuld.

”Det er så absolut en af de sværeste opgaver som vi står overfor, men det er en bunden opgave,” sagde hun.

”Vi vil sikre en mere retfærdig udligning, så alle kommuner kan sikre borgerne den velfærd som vi synes de skal have. For som vi tidligere har sagt, så er Danmark et for lille land til store forskelle.”

2. Politiet tættere på borgerne

Regeringen har også annonceret, at der skal laves en ny aftale om politiet.

”Vi skal have lavet en ny politiaftale som får politiet tættere på borgerne og som tager hånd om de problemer der er, både i politiet og i anklagemyndigheden, blandt andet med sagsbehandlingstider og sagsbunker,” sagde Mette Frederiksen.

Regeringen vil nu indkalde Folketingets partier til forhandlinger og samtidig inddrage politi og anklagemyndighed i arbejdet.

”For os handler det først og sidst om tryghed og om at få skabt et mindre rigspoliti og styrket politiet derude hvor borgerne oplever kriminaliteten.”  

3. Nye tiltag mod fremmedkrigere

Regeringen vil også stramme reglerne for såkaldte fremmedkrigere, altså danskere, der tager til f.eks. Syrien eller Irak, for at kæmpe for Islamisk Stat.

”Noget der skaber utryghed, er fremmedkrigere. Det er mennesker, der har vendt Danmark ryggen og som vi ønsker tilbage, derfor er jeg også glad for, at vi fik lovgivning på plads i efteråret, så vi administrativt kan fratage statsborgerskab, der hvor det er muligt.”

”Det vil ikke være muligt for alle, og derfor indkalder vi til pressemøde på torsdag (i morgen, red.) hvor vi præsenterer nogle nye stramninger på det her område, sagde hun.

4. Pension til Arne (og andre der er nedslidte)

Statsministeren gentog også ambitionen om at gennemføre valgløftet om en tidligere pension til de mest nedslidte, personificeret ved bryggeriarbejderen Arne, men først når arbejdsmarkedets parter på det private område, har forhandlet nye overenskomster på plads.

”Når vi har været igennem foråret med private overenskomster, så er vi klar med at præsentere regeringens konkrete bud på en pension til dem, der er nedslidte.”

”Vi bliver nødt til at respektere den danske model, og det gør vi med glæde, men bagefter begynder vi forhandlingerne om at finde en ny løsning for dem der er nedslidte,” sagde hun.

5. Konkrete klimahandlingsplaner

Regeringen, som gerne vil bryste sig af at være meget grøn, vil også konkretisere hvordan man kommer i mål med den målsætning om at reducere CO2-udledningen med 70 procent, som et bredt flertal i Folketinget aftalte før jul.

”Vi har fået gjort en del i efteråret. Vi har løftet den grønne forskning. Vi har fået erhvervslivet med. Og før jul fik vi den mest ambitiøse klimalov på plads,” sagde Mette Frederiksen.

”Nu skal vi tage de næste skridt, som er konkrete klimahandlingsplaner, der kan vise vejen hen imod de 70 procents reduktion. Der får vi brug for vores 13 partnerskaber med erhvervslivet.”

6. En stærkere stemme til børnene

Mette Frederiksen lancerede i sin nytårstale et mål om flere bortadoptioner og anbringelser af udsatte børn og unge. På pressemødet satte hun flere ord på, hvad det er som regeringen også påtænker at gøre på området.

”Vi har besluttet os for at forbedrede en større ændring af det her område, det lægger vi sporene ud til i dag. Vi vil gøre os den umage at tale med alle dem der har med børneområdet at gøre, så vi er sikre på at vi lander på de rigtige løsninger,” sagde hun.

”Jeg vil gerne slå fast, at hver eneste gang samfundet har rykket på børneområdet, og hver eneste gang der er nogen har sat sig for at give børnene en stærkere stemme og flere rettigheder, så har modstanden været stor. Derfor kommer det ikke bag på mig, at det er det i den her diskussion,” lød det fra Mette Frederiksen, der dog agtede at tage kampen op – eller ”blive på scenen” som hun utrykte det.

”For der er for mange børn der er udsat, og der er for mange børn, der ikke bliver passet ordentligt på og det bliver vi nødt til at få gjort noget ved,” fastslog hun.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce