Helt nyt

Se listen: Regeringen ansætter særlige rådgivere

Flere af Mette Frederiksens ministre siger mandat goddag til deres særlige rådgiver.
Foto: Pressefoto: Statsministeriet
Statsminister Mette Frederiksen (S).
Mette Frederiksens regering satte mandag navne på flere af ministrenes særlige rådgivere - de politiske rådgivere, som i daglig tale betegnes som spindoktorer.

De særlige rådgivere rådgiver og hjælper ministeren med opgaver, der ligger i feltet mellem politikere og medierne..

Stillingen som særlig rådgiver skal efter regler ikke slås op, men alle ansættelserne skal godkendes af regeringens ansættelsesudvalg.

De særlige rådgivere ansættes sammen med ministeren og bliver opsagt sammen med ministeren. Sammenlagt vil Frederiksen-regeringen ansætte 23 særlige rådgivere til de 20 ministre. Det samme antal som den tidligere regering havde.

Hele holdet af særlige rådgivere forventes at være på plads i løbet af ugen.

 

Fra landbrug til landbrug

Den nuværende pressechef i Landbrug & Fødevarer, Søren Andersen, bliver særlig rådgiver for Mogens Jensen, der er minister for fødevarer, fiskeri, ligestilling og for nordisk samarbejde. Det skriver han i en opdatering på Facebook:

”Jeg er enormt stolt over, at Mogens har vist mig tilliden, og jeg glæder mig helt vildt til at tage hul på arbejdet på Slotsholmen. Det bliver fedt at stifte bekendtskab med en masse nyt og jeg er sikker på, at læringskurven bliver stejl som bare pokker,” skriver han i en opdatering.

Søren Andersen, 35, var ved at uddanne sig til smed, da han i 2007 skiftede til journalistik og siden har han blandt andet arbejdet som presserådgiver for Socialdemokratiet både på Christiansborg og i Europa-Parlamentet og som journalist på DR Syd.

 

Miljøminister henter rådgiver i kommunikationsbranchen

Miljøminister Lea Wermelin ansætter Mette Falkenberg Rasmussen som sin særlige rådgiver. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Hun kommer fra en stilling som chefrådgiver i kommunikationsbureauet Operate. Hun har tidligere været i forsikringsbranchen og hos fagbevægelsen, bl.a. i HK/Danmark, KAD og LO. Hun har desuden været knap otte år i kommunikationsbureauet Primetime.

Mette Falkenberg Rasmussen er uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har blandt andet en fortid i DSU, hvor hun var ansat som politisk konsulent og 2004 var kandidat til formandsposten.

 


Henter rådgiver med fra Bruxelles

Udenrigsminister Jeppe Kofod ansætter Ole Rydahl Svensson som særlig rådgiver i Udenrigsministeriet. Og ham kender ministeren ganske godt.

Ole Rydahl Svensson kommer fra en stilling som sekretariatsleder for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet. Han har derudover fungeret som politik- og presserådgiver for Jeppe Kofod i hans daværende virke som gruppeformand for Socialdemokratiet i Europa-Parlamentet, og er uddannet professionsbachelor i offentlig administration fra Professionshøjskolen Metropol i 2013.   

Fra tech-ambssadør til uddannelse- og forskning

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har ansat David Tarp som særlig rådgiver. Det skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

David Tarp kommer fra et job som rådgiver for Danmarks tech-ambassadør i Silicon Valley i Amerika, med ansvar for politisk og strategisk rådgivning samt kommunikation.

Han har tidligere arbejdet som journalist på Berlingske, presserådgiver for Socialdemokratiets gruppeledelse på Christiansborg og som ansvarlig for Microsofts digitale kanaler i Danmark.

David Tarp er 35 år og uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2008.

Han tiltræder dog først stillingen i begyndelsen af september 2019.

 

Astrid Krag henter rådgiver på Christiansborg

Lynne Birch Hansen er ny særlig rådgiver for social- og indenrigsminister Astrid Krag.

Hun kommer senest fra en stilling som politisk rådgiver i Socialdemokratiets politiske afdeling på Christiansborg, hvor hun siden 2016 har rådgivet Astrid Krag og Socialdemokratiets daglige ledelse i de velfærdspolitiske spørgsmål.

Før Lynne Birch Hansen kom til Socialdemokratiet har hun været ansat som specialkonsulent i Økonomi- og Indenrigsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Hun er uddannet cand.scient.pol fra Syddansk Universitet i 2007.

 

Erhvervsminister henter på Christiansborg

Erhvervsminister Simon Kollerup har ansat Sofie Findling Andersen som særlig rådgiver.

Sofie Findling Andersen kommer fra et job som politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg, hvor hun har været ansat siden 2016.

Tidligere har Sofie Findling Andersen blandt andet arbejdet som erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv, hvor hun har haft ansvaret for interessevaretagelse og politikudvikling.

Sofie Findling Andersen er uddannet fra Copenhagen Business School i International Business & Politics.

 

Carsten Hansen-veteran til Bødskov

Jakob Eldrup Lauesen er blevet udnævnt til særlig rådgiver for skatteminister Morten Bødskov. Det skriver skatteministeriet i en pressemeddelelse.

Han kommer fra en stilling som Partner og Public Affairs Director i lobbyistvirksomheden Rud Pedersen.

Tidligere har Jakob Eldrup Lauesen arbejdet som særlig rådgiver for Carsten Hansen, da han var minister for by, bolig og landdistrikter og minister for nordisk samarbejde, ligesom han før sin tid som særlig rådgiver arbejdede som politisk rådgiver for Socialdemokratiet på Christiansborg og som fuldmægtig i Beskæftigelsesministeriets ministersekretariat.

Han er 49 år gammel og er uddannet cand. techn. soc. fra Roskilde Universitet.

 

Forsvarsminister opruster med rådgiver fra Borgen

Josephine Ilchmann Jørgensen bliver særlig rådgiver for forsvarsminister Trine Bramsen, skriver forsvarsministeriet på sin hjemmeside.

Josephine Ilchmann Jørgensen er 37 år og uddannet jurist. Hun kommer fra en stilling som juridisk og politisk rådgiver i Socialdemokratiets sekretariat på Christiansborg hvor hun har været i knap fire år og har desuden flere års erfaring fra blandt andet Integrations- og Justitsministeriet. Hun var bl.a. ministersekretær for daværende justitsminister Morten Bødskov.

 

En bjørn til transporten

Transportminister Benny Engelbrecht ansætter Ida Bjørn-Mortensen som særlig rådgiver, oplyser ministeriet.

Ida Bjørn-Mortensen har siden 2016 været politisk rådgiver for Socialdemokratiet på Christiansborg med særligt fokus på klima, energi og det grønne område generelt. Hun har tidligere arbejdet som Policy Advisor i VELUX, juniorkonsulent i Kristiansen+Partners samt projektassistent i Tænketanken DEA.

Ida Bjørn-Mortensen er uddannet cand. soc. i Politisk Kommunikation og Ledelse fra Copenhagen Business School 2015.

 

Boligminister henter selvstændig rådgiver

Boligminister Kaare Dybvad ansætter Helge Toksvig Bjerre som sin særlige rådgiver.

Helge Toksvig Bjerre har siden 2018 været indehaver af kommunikationsbureauet Kampagnekontoret. Helge Toksvig Bjerre har tidligere arbejdet som kampagnechef i kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese og konsulent i 3Fs formandssekretariat.

Helge Toksvig Bjerre er bachelor i idéhistorie og journalistisk formidling fra Aarhus Universitet/Danmarks Journalisthøjskole i 2011.

 

Undervisningsminister henter tidligere DGS-formand

Børne- og Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil ansætter 29-årige Bjarke Dahl Mogensen, der kommer fra en stilling som politisk rådgiver i Socialdemokratiet.

Bjarke Dahl Mogensen har været ansat i Socialdemokratiet siden 2017. Her har han blandt andet arbejdet med finans, skat, social mobilitet og tværgående økonomisk rådgivning. Før det var han konsulent i huset DeltagerDanmark og været projektleder i tænketanken Cevea.

Han har desuden været formand for gymnasieelevernes organisation, DGS og aktiv i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU.

Bjarke Dahl Mogensen er uddannet cand.polit. fra Københavns Universitet.

 

Kulturminister henter rådgiver i rød tænketank

Kulturminister Joy Mogensen har ansat Kasper Fogh Hansen som ny særlig rådgiver.

Kasper Fogh Hansen er 43 år og kommer fra en stilling som politik- og kommunikationschef for Tænketanken Cevea. Han har gennem en årrække været kommunikations- og udviklingschef i FOOD, ligesom han tidligere har været pressechef i Københavns Kommune under daværende overborgmester Ritt Bjerregaard.

Kasper Fogh Hansen er oprindeligt cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

 

Sundhedsminister henter gammel kending

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke har ansat Rasmus Jønsson som særlig rådgiver.

Rasmus Jønsson er uddannet cand.comm. og har været selvstændig kommunikationsrådgiver og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og RUC. Rasmus Jønsson fungerede desuden også som særlig rådgiver, da Magnus Heunicke i 2014-2015 var transportminister i den daværende SR-regering under Helle Thorning-Schmidt.

 

Tesfaye henter rådgiver på Christiansborg

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har ansat Kristian Gladbo Platz som særlig rådgiver.

Kristian Gladbo Platz har en baggrund som udlændingepolitisk rådgiver i Socialdemokratiets politiske afdeling. Han har tidligere været ansat i Albertslund Kommune, Social- og Integrationsministeriet samt Forsvarskommandoen.

Kristian Gladbo Platz er uddannet cand.scient.soc. fra Københavns Universitet i 2007.

 

Justitsminister henter rådgiver i Københavns Kommune

Michael Baunsgaard Schreiber bliver særlig rådgiver for justitsminister Nick Hækkerup.

Michael Baunsgaard Schreiber kommer fra en stilling som fagdirektør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. En stilling han har haft i omtrent 4½ år. Han har tidligere bl.a. været chef for Overborgmesterens Sekretariat i Københavns Kommune, chefanalytiker i fagforeningen Dansk Metal samt rådgiver og konsulent for Socialdemokratiets ledelse.

Michael Baunsgaard Schreiber er 43 år og uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet.

 

Fra fagbevægelsen til beskæftigelsesministeriet

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har ansat Michael Johnson som særlig rådgiver.

Michael Johnson kommer fra et job som politisk konsulent i 3F og har tidligere været særlig rådgiver for statsminister Mette Frederiksen, da hun var justitsminister.

Han har blandt andet også arbejdet i DI, i Region Hovedstaden, i Dansk Ungdom Fællesråd og i Danmarks Socialdemokratske Ungdom (DSU), hvor han var politisk medarbejder for den daværende formand Peter Hummelgaard.

Michael Johnson har desuden været kredsformand i Socialdemokratiet.

Michael Johnson er 37 år og er uddannet i offentlig administration og historie fra Roskilde Universitet.

 

Erfaren rådgiver til klimaminister

Peter Strauss Jørgensen bliver særlig rådgiver for klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen. Det oplyser ministeren til Altinget.

Peter Strauss Jørgensen er hentet fra Borgen Communication & Public Affairs, hvor han er partner og seniorrådgiver. Tilværelsen med at være med på det socialdemokratiske hold er dog ingenlunde ny for ham.

Allerede i studietiden fik DSU’eren Peter Strauss Jørgensen job for Socialdemokratiet i Folketinget og efter en periode som politisk rådgiver for tidligere forbundsformand i 3F, Poul Erik Christensen, blev han særlig rådgiver for daværende erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

Peter Strauss Jørgensen er uddannet ba.scient.pol. fra Københavns Universitet.

 

 

Stor debat om stabschef

Der blev i første omgang sat navn på fem særlige rådgivere, inden regeringen gik på sommerferie.

Her fik ansættelsen af Martin Rossen som stabschef i Statsministeriet, skabt meget debat, bl.a. fordi han bliver medlem af to af regeringens udvalg.

Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, kaldte bl.a. for et ”frontalangreb på den danske forvaltningstradition”.

Martin Rossen får i Statsministeriet selskab af Martin Justesen, der har været souschef i Socialdemokratiets, og Sara Vad Sørensen, der har været personlig assistent for Mette Frederiksen.

Også finansminister Nicolai Wammen ansatte sine særlige rådgivere inden sommerferien. Det drejer som om Mads Brandstrup, der senest har været pressechef i Socialdemokratiet og Mathias Secher, der har været ansat som afdelingschef samme sted.

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook