Seks grunde til, at de gule ikke er rigtige fagforeninger

Få eller ingen overenskomster, nej til strejke-våbnet, ingen tillidsfolk og ingen adgang i Arbejdsretten kendetegner de såkaldte gule fagforeninger
Hvad er det egentlig, der adskiller Det Faglige Hus, Kristelig Fagbevægelse, Ase, Frie Funktionærer og Business Danmark fra 3F, HK, Dansk Metal, FOA, BUPL, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening, Dansk Magisterforening, DJØF og alle de andre klassiske fagforeninger?

Når skellet mellem de gule og de traditionelle fagforeninger fremhæves i medierne, er der særligt seks grunde til det. Vi giver dig overblikket:

1) De gule forhandler nærmest ingen overenskomster
Den bærende bjælke i den danske arbejdsmarkedsmodel er de kollektive overenskomster. Overenskomsterne, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere i fællesskab aftaler løn, arbejdstid, barsel, pension og meget andet, står i Danmark i stedet for den politiske regulering af eksempelvis løn og arbejdstid, som findes i andre lande. Men de såkaldte gule fagforeninger forhandler nærmest ingen overenskomster. Det Faglige Hus indgik eksempelvis sidste år overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening, som kun gælder ca. 15.000 ansatte. Det er blot cirka 12,5 procent af Det Faglige Hus’ medlemstal på ca. 120.000. Mange af Det Faglige Hus’ medlemmer nyder godt af goderne i de overenskomster, som LO-medlemmerne har forhandlet sig til, men som de gules medlemmer altså ikke har betalt til. Det er nemlig meget ressourcekrævende at forhandle og vedligeholde overenskomsterne og efterfølgende sørge for, at de bliver overholdt.

Fagforbundet 3F med 280.000 medlemmer har overenskomster på mere end 28.000 arbejdspladser, mens Det Faglige Hus med sine 120.000 medlemmer kun har overenskomster på 900 arbejdspladser.

Det Faglige Hus’ overenskomst for blot 15.000 ansatte er en dråbe i overenskomsthavet, når vi ser, hvor mange medarbejdere LO’s overenskomster omfatter. Da de private overenskomster på LO’s område faldt på plads sidste år, omfattede de cirka 600.000 ansatte. De verserende forhandlinger på det offentlige arbejdsmarked, som forhandles i fællesskab af fagforeninger fra både LO, FTF og AC, omfatter hele 750.000 ansatte.

Fagforbundet 3F med 280.000 medlemmer har overenskomster på mere end 28.000 arbejdspladser, mens Det Faglige Hus med sine 120.000 medlemmer kun har overenskomster på 900 arbejdspladser.

Mens LO’s, FTF’s og AC’s fagforbund er organiseret efter fag og branche og dermed er specialiserede i deres medlemmers dagligdag, er de gule kendt for at være tværfaglige og optager altså medlemmer fra alle fag og brancher.

Mens LO, FTF og AC kan benytte sig af strejke og blokade, og arbejdsgiversiden tilsvarende kan lave lockout af medarbejderne, så har de gule afvist disse redskaber

2) De gule afviser de kollektive kampskridt som strejker og blokader
Det, der historisk adskiller de gule fra de traditionelle, overenskomstbærende fagforeninger, er synet på kollektive kampskridt. Det vil sige, hvilke redskaber man har til rådighed, når man er uenig i en forhandlingssituation, eller når virksomheder nægter at indgå overenskomst.

Mens LO, FTF og AC kan benytte sig af strejke og blokade, og arbejdsgiversiden tilsvarende kan lave lockout af medarbejderne, så har de gule afvist disse redskaber. Det er også grunden til, at de gules medlemmer i disse måneder kan risikere at skulle arbejde videre under en konflikt, altså det man populært kalder skruebrækkere. Det har vi også skrevet om her. De gule har altså frasagt sig et centralt redskab i kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår.

3) De gule uddanner som hovedregel ingen tillidsfolk
Ser vi bort fra Kristelig Fagbevægelse, der har ganske få tillidsrepræsentanter, så er der ingen tillidsvalgte i de såkaldte gule fagforeninger. De traditionelle fagforeninger er ellers kendetegnet ved, at medarbejderne har en tillidsrepræsentant på deres arbejdsplads, som spiller en nøglerolle i lokale forhandlinger og konfliktløsning på virksomheden. Den overenskomstbærende fagbevægelse bruger også store summer på at uddanne og træne tillidsrepræsentanterne. Tillidsfolkene uddannes eksempelvis ad fire omgange på hver cirka fem dage, hvor de bliver klædt på til forhandlinger, organisering, kommunikation og meget andet. Denne opgave løser de gule ikke – altså bortset fra Kristelig Fagbevægelse.

De gules situation betyder altså, at de ikke kan rejse sager i arbejdsretten for de af deres medlemmer, der er omfattet af en LO-overenskomst

4) De gule kan ikke hjælpe medlemmer i Arbejdsretten
Arbejdsmarkedets parter – her forstået som LO, FTF og AC og arbejdergiverorganisationerne – driver i fællesskab Arbejdsretten. Det arbejdsretlige system ligger uden for det almindelige, statslige domstolssystem. Arbejdsretten har til formål hurtigt og effektivt at løse fagretslige tvister, sager om brud på overenskomster og lovligheden af konflikter. Dette system bidrager de såkaldte gule fagforeninger ikke til – hverken økonomisk eller på anden vis, og de har ikke adgang til Arbejdsretten. De gules situation betyder altså, at de ikke kan rejse sager i arbejdsretten for de af deres medlemmer, der er omfattet af en LO-overenskomst. Her er det kun det relevante LO-fagforbund, der kan repræsentere den ansatte.

5) De gule er ikke med til at udvikle erhvervsuddannelserne
Det er måske ikke alle, der ved det, men de danske erhvervsuddannelser udvikles og vedligeholdes i dag i et tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, så de passer til arbejdsmarkedets efterspørgsel. Et konkret eksempel på det er Industriens Uddannelser, som ejes og drives i fællesskab mellem arbejdsgivere og arbejdstagere på industriens område. Industriens Uddannelser har som mål ”at være på forkant med udviklingen af arbejdsmarkedets behov for kompetente medarbejdere og udvikle uddannelser, der imødekommer disse behov”.

Et særligt kendetegn ved både det danske arbejdsmarked og vores politiske system som helhed er trepartssamarbejdet

Et andet og bredere eksempel er, at arbejdsgivere og arbejdstagere – her de klassiske fagforeninger – sidder i bestyrelserne rundt omkring på erhvervsuddannelsernes institutioner og er med til at udvikle uddannelserne. 3F, Dansk Metal, HK og Serviceforbundet har eksempelvis repræsentanter i bestyrelsen på NEXT, som er en stor uddannelsesinstitution i Københavnsområdet, mens FOA i Sønderjylland på samme måde har plads i bestyrelsen på uddannelsesinstitutionen SOSU Syd. De gule løfter ikke denne opgave.

6) De gule er ikke med i trepartssamarbejdet
Et særligt kendetegn ved både det danske arbejdsmarked og vores politiske system som helhed er trepartssamarbejdet. Skiftende regeringer har gennem tætte forhandlinger med arbejdsgivere (DA) og arbejdstagere (primært LO) truffet afgørende beslutninger for hele samfundsudviklingen.

Et eksempel er, da arbejdsmarkedspensionerne blev indført i en trepartsaftale i 1987 under Schlüter-regeringen. Både i 2016 og 2017 indgik de borgerlige regeringer trepartsaftaler. Først om integrationen af flygtninge på arbejdsmarkedet, dernæst om videre- og efteruddannelse og praktikpladser. Det er således LO, FTF og AC, der repræsenterer arbejdstagersiden i forhandlingerne, mens de gule ikke er en del af samarbejdet om det store samfundsansvar.

Public affairs- og pressekonsulent hos Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Tidligere student på Netavisen Pio


Flere artikler om emnet

Annonce