Selvom det er Dansk Folkeparti, der skifter kurs og åbner op for at pege på andre end Lars Løkke, så vækker udsigten til S og DF-samarbejde naturligt opsigt. Det var trods alt en socialdemokratisk statsminister, der i sin tid sagde at DF aldrig ville blive stuerene.
Der kan heller ikke herske nogen tvivl om at uenighederne mellem S og DF stadig er store.
Og Dansk Folkeparti har mange skeletter i skabet. For bare lige at nævne nogle af de ufattelige unoder, som partiet har stået bag: Afskaffelse af efterlønnen, underminering af dagpengene, utallige skattelettelser op igennem 00’erne, drømmen om at melde Danmark ud af det europæiske fællesskab, de nærmest talløse angreb på indvandrere i almindelighed og muslimer i særdeleshed, den mærkværdige opbakning til Putins regime og det er nok de færreste socialdemokrater, der helt har glemt billedet af Kristian Thulesen Dahl, der sad og mæskede sig i stegt flæsk på Restaurant Vejlegården. Bare lige for at nævne nogle stykker.
Men når det er sagt, så er muligheden for politisk samarbejde mellem S og DF alligevel en god idé af følgende seks årsager:
1) Giver mulighed for at bremse regeringens ulighedsskabende politik
Helt grundlæggende er det en styrke for Socialdemokratiet at Dansk Folkeparti er villige til at sætte sine mandater til rådighed for partiets politik.
Helt konkret giver det mulighed for at sætte en stopklods for nogle af regeringens mest konkrete og ulighedsskabende ideer, nemlig dem om højere pensionsalder, topskattelettelser og lavere boligbeskatning. Uden Dansk Folkepartis støtte kan de ting ikke blive gennemført.
Det giver desuden mulighed for at fortsætte bekæmpelse af social dumping og for at holde hånden under velfærden. Alt sammen emner, hvor S og DF kan danne fælles front mod VLAK-regeringens ideologiske drømme.
2) Lønmodtagerne får en stærkere stemme
Når det største og næststørste politiske parti udvider dialogen om en række udvalgte emner, så handler det i den grad om at forsvare de ufaglærte og mest udsatte lønmodtagere, som gentagne gange over sidste 10 år har betalt regning for den økonomiske krise og holdt for, når velfærden blev beskåret.
Den gruppe mennesker står i en langt bedre position end de har gjort længe.
3) Svækket blå blok
Samtidig må man heller ikke fornægte – selvom det er af mere strategiske karakter – at stilskiftet hos Thulesen Dal, viser at Lars Løkke står svagt. Der er ikke opbakning til hans politik, hverken blandt partierne eller danskerne.
Løkke rykker mod højre i den økonomiske politik presset af især LA, mens DF rykker mod venstre.
4) Udvidet manøvrerum
Samtidig giver et samarbejde mellem S og DF nye flertalsmuligheder i situation, hvor Socialdemokratiet igen skulle komme til regeringsmagten.
Under den sidste regeringsperiode var S meget afhængige af Margrethe Vestager, ligesom V under denne regeringsperiode har været underlagt LA og deres ultimative krav.
Den position vil Socialdemokratiet kunne undgå, hvis man har mulighed for flere forskellige flertalskonstellationer at arbejde med.
5) Realisering af velfærdsflertallet
Dele af venstrefløjen og fagbevægelsen har i årevis skreget på en realisering af det såkaldte ’alternative velfærdsflertal’, bestående af S, DF, SF og Enhedslisten.
Selvom den konstellation er smule fortænkt, så er der ingen tvivl at et tæt samarbejde mellem S og DF vil udgøre et værn for velfærdssamfundet, når de borgerlige gerne vil sende grønthøsteren i aktion. Hele venstrefløjen burde her klapper i hænderne om en meget tidlig julegave
6) Opgør med blokpolitikken
Ligesom realiseringen af velfærdsflertallet burde glæde mange, så burde den endegyldige afvikling af blokpolitikken også gøre det samme.
Blokpolitikken har været under gradvis afvikling i en årrække, men med en tættere S og DF dialog på udvalgte emner, så er der nu kastet jord på den afdøde tanke.
Jens Jonatan Steen er redaktør for Netavisen Pio.