Seks slag i folketingsvalget som du skal følge

Hvem får magten og hvem får taburetter på Christiansborg. Netavisen Pio peger på seks af valgkampens lokale kampe.
Inden for syv måneder skal der være folketingsvalg. Partierne har næsten alle kandidaterne klar, og det er derfor muligt at tegne et billede af, hvor de mest interessante lokale kampe bliver kæmpet.

Folketingsvalget tegner således ikke bare til at blive et tæt løb mellem rød og blå blok, men lokalt er der også mange små og store politiske slagsmål at se frem til, når de 179 pladser i folketinget skal fordeles.

Mange af de håbefulde kandidater har tyvstartet og bruger allerede nu weekenderne på at dele valgmaterialer ud på gader og stræder, banke på døre og skrive harmdirrende opslag på Facebook. Vi har kigget nærmere på de steder, hvor der er spænding at finde:
 

1) Kronprins-opgøret i Vestjylland

Et af de mest interessante politiske opgør overhovedet findes hos Venstre i Vestjylland Storkreds, hvor finansminister Kristian Jensen er oppe imod udlændingeminister Inger Støjberg.

Sidste gang vandt Inger Støjberg med 16.356 personlige stemmer mod Kristian Jensens 14.028 stemmer. Inger Støjberg har på det seneste været ude med meldinger om, at hun måske godt kunne blande sig i et formandsvalg, når Lars Løkke Rasmussens afløser engang skal findes.

Også ved Venstres Landsmøde fik Støjberg skabt stor opmærksomhed omkring sin person og politik, men spørgsmål er om det er nok til at vinde flere personlige stemmer end Finansminister og næstformand Kristian Jensen, der meget hyppigt stilles i spidsen for Venstres politik i medierne?

Valget mellem de to er også et politisk valg, om der er opbakning til Jensens mere liberale, globaliseringsvenlige linje eller til Støjbergs lidt anderledes udlægning af hvad liberalisme betyder. Og det indbyrdes opgør vil være en indikation på om hvorvidt Inger Støjberg har styrken eller opbakningen til at udfordre Kristian Jensen som efterfølger til Lars Løkke Rasmussen som Venstreformand.

Begge to ”pretenders” skal nok blive valgt, men hvem af de to har vælgernes gunst?

 

2) Slaget om Det Gule Danmark

I Sydjylland Storkreds er der et symbolsk slagsmål om hvem der er garanten for den mest stramme udlændingepolitik? Det slag står mellem Nye Borgerliges Pernille Vermund og Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl i det der ved sidste valg blev døbt som ”Det Gule Danmark”.

Sydjyllands Storkreds, som ikke blev farvet rød for socialdemokratisk eller blå for Venstre, men gul fordi Dansk Folkeparti her blev det største parti.

”Det Gule Danmark” skyldtes ikke mindst Kristian Thulesen Dahl selv, da han ved sidste folketingsvalg den helt store stemmesluger, som med 57.000 personlige stemmer trak både sig selv og to partifæller med i folketinget.

Pernille Vermund var ved sidste valg opstillet for de konservative i Nordsjælland, hvor hun fik 2.028 personlige stemmer, men siden hun droppede konserne og stiftede sit eget parti, har det ikke skortet på medieomtalen.

Det er selvfølgelig ikke til debat om Thulesen Dahl slår Pernille Vermund, for det gør han. Spørgsmålet er mere om Vermunds ”high stakes” satsning med at stille op som direkte modkandidat til Thulesen Dahl bærer frugt, eller om de indvandrerkritiske sydjyllandske vælgere forbliver hos DF-formanden?

Meningsmålingerne tyder på, at der bliver ”gule stemmer” at samle op fordi meningsmålingerne samstemmende tyder på tilbagegang til Dansk Folkeparti, der ved valget i 2015 blev det størst parti i Syddanmark med 28,5 procent.

Spørgsmål er så bare om stemmer går til rød, blå eller Vermunds sort-gule fraktion?

 

3) Slaget om den liberale sjæl


Vi bliver i Sydjyllands Storkreds, hvor det også  bliver ret interessant at følge valget hos Liberal Alliance.  Her står folketingsmedlem Henrik Dahl overfor byrådsmedlem Steen Holm Iversen fra Varde, der  lidt overraskende, blev valgt som spidskandidat for Liberal Alliance i hele storkredsen.

Et valg, hvor Steen Holm Iversen står for en mere ideologisk klassisk liberal linje, hvorimod Henrik Dahl har praktiseret en mere pragmatisk national-konservativ linje – blandt andet på udlændingeområdet. Spørgsmålet er hvilken linje Liberal Alliances vælgere ønsker?

Det kan godt gå hen og blive et tæt løb. Henrik Dahl fik godt nok 2.900 personlige stemmer ved sidste valg, mens Steen Holm Iversen fik 450. Men at han denne gang er spidskandidat, betyder at Steen Holm Iversen vil stå øverst på stemmesedlen i samtlige af de 13 opstillingskredse.

Liberal Alliance står til at miste det ene af deres to mandater i Sydjylland. Men det ene af partiets nuværende folketingsmedlemmer, kulturminister Mette Bock, genopstiller ikke, da hun i stedet opstiller til europaparlamentsvalget næste år.

Mette Bock var med 11.000 personlige stemmer den næststørste stemmesluger hos Liberal Alliance efter partiformand Anders Samuelsen.

Bliver det  klassisk liberalistisk eller pragmatisk national-konservativt for LA i Syddanmark?
 

4) Slaget om København

Som den episke afslutning i Den Gode, Den Onde og Den Grusomme, hvor de tre cowboys duellerer, er der også et interessant opgør hos Venstre i Københavns Storkreds, hvor partiets ”liberale stemme” Jan E. Jørgensen, folketingsmedlem Martin Geertsen og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers kæmper om det der lige nu ligner to mandater.

Partiets store stemmesluger i hovedstaden gennem et årti, Søren Pind, er som bekendt væk og det efterlader altså både stemmer og et mandat til at samle op.

Det er ikke første gang, at Martin Geertsen involveres i sådan et tre-vejs slagsmål. I 2005 kæmpede han med Jens Rohde og folketingsmedlem Ulrik Kragh om et enkelt mandat i den daværende Sønder Storkreds – et valg som i de tabloide medier blev omdøbt til ”Sønder Slagmark”, fordi de tre kandidater ikke lagde fingre imellem.

Det offentlige slagsmål blev så voldsomt, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen blev nødt til at bede kandidaterne om at lægge en dæmper på sig selv.

Helt så voldsomt bliver det nok ikke denne gang, selvom hverken Martin Geertsen eller Jan E. Jørgensen er kendt for at trække sig i tacklingerne. Og spørgsmålet er, om Tommy Ahlers ikke har haft for kort tid til at gøre sig kendt blandt V-vælgerne?

 

5) Giver Mettes Frederiksens hjemkomst bonus?

Hos Socialdemokratiet er der flere steder spænding om hvem der tager de yderste mandater, men helt i top er der et vist forventningspres til hvad partiformand Mette Frederiksen kan præstere, efter at hun i begyndelse af året meddelte, at hun skiftede hendes ellers stensikre Ballerupkreds i Københavns Omegn ud med Aalborg Østkredsen i Nordjylland.

Skiftet kommer efter overvejelser om, at den – i forhold til Københavns omegn – noget større nordjyske storkreds er tømt for nationale profiler, og at der derfor vil være vælgere at hente på at flytte et tungt navn som Mette Frederiksen ”hjem” til den by, hvor hun er født og opvokset.

Der er ikke andre partiformænd opstillet i Nordjyllands Storkreds, og de største nationale profiler fra de andre partier er Venstres skatteminister Karsten Lauritzen, Liberal Alliances politiske ordfører Christina Egelund og SF's Lisbeth Bech Poulsen.

Mette Frederiksen var med 24.486 personlige stemmer, den næststørste stemmesluger i Socialdemokratiet efter Helle Thorning-Schmidt.

Men spørgsmålet er hvor mange stemmer hun kan trække, i et område som normalt stemmer rimelig lokalt? Sammenligner man med Venstre Søren Gade, som var den største stemmesluger i Nordjylland ved valget i ’15, så fik han 28.916 stemmer, på baggrund af et valgresultat på 23,2 procent.

Socialdemokratiet fik 30 procent af stemmerne i Nordjylland, og Mette Frederiksen bør alene på den baggrund komme op over 40.000 personlige stemmer og sikre hendes parti et syvende mandat i Nordjylland.

Spørgsmålet er om det lykkedes?

 

6) En grøn eller en rød SF’er?

SF står i målingerne til et resultat omkring valgresultatet og det betyder umiddelbart ikke den store udskiftning i den syv mand store folketingsgruppe.

Men et af de steder hvor et af partiets nuværende folketingsmedlemmer Trine Torp, kan komme i problemer, er i Nordsjælland, hvor Trine Torp er oppe imod partiets næstformand Lise Müller. To kandidater som på mange måder er symbolsk for de to hovedstrømninger i SF, den grønne og den røde linje.

Den ene kandidat er kendt som partiets grønne håb, mens den anden er blevet kendt som ’sygeplejersken der ikke kunne holde kæft’ for sine politiske skriverier.  

Trine Torp, der er psykolog, har siddet i folketinget siden 2015 og er blandt andet miljø- og social- og psykiatriordfører, uden at det har medført det helt store nationale gennembrud. Hun tilhører partiets grønne fløj og i en valgkamp, hvor klima- og miljø ser ud til at blive et stort emne, kan det blive en fordel.

Der er kamp om de grønne stemmer i Nordsjælland, hvor Enhedslisten tidligere stillede med Maria Reumert Gjerding, der nu er præsident for Danmarks Naturfredningsforening og hvor Alternativet stiller med miljøordfører Christian Poll og klimaforsker Theresa Scavenius.

Sundhedsområdet er også et emne, som formentlig bliver stort i valgkampen, og her rammer Lise Müller, der er uddannet sygeplejerske, et andet af SF’s kernesegmenter – de offentligt ansatte.

Lise Müller, der er opstillet i Hillerødkredsen, blev kendt i offentligheden forrige år, da hun skrev en Facebook-opdatering om forholdene på sin arbejdsplads. Det kostede hende en samtale hos chefen og en efterfølgende sag hos ombudsmanden, som ytrede kritik af arbejdspladsen.

Trine Torp fik 2.400 personlige stemmer ved sidste valg, mens Lise Müller, der var opstillet i Gentoftekredsen i Københavns Omegn, fik 624 personlige stemmer.

Trine Torp har umiddelbart SF-medlemmernes opbakning, og hun vandt en urafstemningen om placeringen på listen, rimeligt klart. Men hvad siger vælgerne: Skal det være en rød eller en grøn SF'er?


Der skal seneste være valg til folketinget den 17. juni 2019.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Der er igen en kedelig mangel på seriøsitet i dækningen af et politisk emne: S har selv valgt rød som sin farve “blå blok” har også selv valgt farven, men så kommer vi til DF, der kaldes gul af Garby-Holm med alt, hvad det indebærer af dårlige associationer. En farve brugt som skældsord på en næsten pubertær måde. Det er ikke i orden, det er ikke seriøs journalistik. Han omtaler også Det gule Danmark som det blev døbt ved sidste folketingsvalg. Her gemmer skribenten sig bag passivformen! Døbt af hvem? Af Garby-Holm eller højere magter.