Seksuel sundhed skal prioriteres politisk - “Alt andet er en dårlig investering”

I 'KV21 - Organisationernes opråb’ kan du læse om, hvad organisationerne ønsker på dagsordenen. Sex & Samfund: Mere fokus på køn, krop og trivsel i byrådssalen
Foto: Unsplash, Marie S
Sex og Samfund ønsker, at der tages et større kommunalpolitisk ansvar for køn, krop og seksualitet.
Der skal være markant større fokus på køn, krop og trivsel i byrådssalen, mener Sex og Samfund, der efterspørger en højere prioritering af området.

Til trods for en langt større interesse for køn, krop og seksualitet med Me-too bølgerne, der har vakt rører i kultur- og mediebilledet, er seksuel sundhed stadig ikke en kommunalpolitisk prioritet, mener Sex og Samfund.

Organisationen arbejder for retten til at bestemme over sin egen krop og seksualitet, og vil have området ind i de kommunalpolitiske beslutninger.

Først og fremmest skal seksuel sundhed være en lige så høj prioritet på dagsordenen som andre forebyggelsesområder, mener Lene Stavngaard, der er national chef i Sex og Samfund.

Sex & Samfund: Kommuner lever ikke op til minimumsanbefalinger

Hvad vil I som organisation gerne sætte på dagsordenen i forbindelse med kommunalvalget?

“Seksuel sundhed og trivsel er en kommunal forebyggelsesopgave, som de færreste kommuner løfter og de færreste politikere prioriterer,” siger Lene Stavngaard til Netavisen Pio og fortsætter: 

“Sex & Samfunds undersøgelse af kommunernes arbejde med seksuel sundhed fra 2019 viste, at ingen ud af 69 deltagende kommuner lever op til de opstillede minimumsanbefalinger fra Sundhedsstyrelsens Forebyggelsespakke om Seksuel Sundhed, og kun meget få kommuner har indarbejdet seksuel sundhed i sundhedspolitikkerne.” 

“Dette skyldes blandt andet manglende budget og politisk prioritering. Seksuel sundhed bør vægtes ligeså højt som andre forebyggelsesområder som f.eks. kost, rygning, alkohol og motion.”

Kommunerne skal tage ansvar  

Hvilke områder skal kommunerne tage fat i og hvad skal der gøres noget ved?

“Sex & Samfund har lavet en kort opsummering med fem fokusområder som er vigtige, at kommunerne tager stilling til og handler på: 1) Forebyggelse og test for at knække den stigende klamydiakurve. 2) En styrkelse af seksualundervisningen i kommunens skoler. 3) Oplysning om seksuel sundhed til kommunens unge. 4) Ligestilling i børnehøjde for at sikre børns lige muligheder i fremtiden. 5) En systematisk tilgang til seksuel sundhed ved blandt andet en kommunal plan for området.”

Meget få kommuner har indarbejdet seksuel sundhed i sundhedspolitikkerne

Vi skal tage seksuel sundhed seriøst 

Hvordan har I arbejdet med jeres mærkesager op til kommunalvalget? 

“Vi har desværre ikke ressourcer til at iværksætte en større kampagne i forbindelse med kommunalvalget.”

“Men vi tilbyder oplysning og sparring til politikere, som også altid er velkomne til at tage på inspirationsbesøg hos os og blive klædt på til området.” 

“På nuværende tidspunkt har vi 28 samarbejdskommuner, som vi tilbyder sparring og indsigt i den enkelte kommunes lokale tal for seksuel sundhed samt tilbyder løsninger.”

Hvordan er jeres forslag blevet modtaget - har der været opbakning?

“I kølvandet på Metoo-bølgerne og et stort fokus på både voldtægt, overgreb og digitale krænkelser, oplever vi en langt større interesse for vores område.”

“Desværre er det et område, som hovedsageligt drives frem af lokale ildsjæle.” 

“Derfor ønsker vi at se et markant større kommunalpolitisk ansvar, hvor køn, krop og seksualitet tages seriøst og vægtes på lige fod med andre forebyggelsesområder. Alt andet er en dårlig investering.” 

Dette er femte artikel i Pio-serien ‘KV21 - Organisationernes opråb’.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

"Der skal være markant større fokus på køn, krop og trivsel i byrådssalen, mener Sex og Samfund, der efterspørger en højere prioritering af området."
Set isoleret kunne det måske øge underholdningsværdien ved det lidt tørre byrådsarbejde, men afsenderen af forslaget in mente, er det nok ikke lige forholdende hos de radikale, man har som forbillede :-)

Annonce