Selvejende skoler kan stille politikere til ansvar

Reportage: Ansigtsløse nedskæringer af folkeskolen gør det nemt for politikerne at skære til benet og løbe fra ansvaret.
Boldene er kastet op i luften: Er selveje et bedre alternativ til den nuværende styring af folkeskolen, skal vi bare gøre lige som i Finland, eller hvad er vejen for vores hårdt prøvede skole. Tænketanken Cevea har sammen med Danmarks lærerforening, Skole og Forældre og Skolelederforeningen kaldt til konference under overskriften ’Folkeskolen i klemme i selvstyret’.

Danmark er ingen administrativ supermagt
Forarbejdet er lavet netop af Cevea, der har taget sig tid til at gå den danske model efter i sømmene og har kigget på, hvordan man gør andre steder i verden. Fra tænketankens Kommunikations- og analysechef Kasper Fogh, der både var ordstyrer på konferencen og bagmand til rapporten, lød oplægget således:

”Der er nogen lande, der også er enormt gode til at drive skole. Og måske endda en lille smule bedre end os. Dem skal vi selvfølgelig lad os inspirere af. Og vi skal turde teste nye ting af og prøve os frem. Danmark er ikke nogen administrativ supermagt, der ikke kan lære noget af andre lande”.

Programmet indeholder en række oplægsholdere, debattører og aktører, der hver især tegner et perspektiv af, hvordan vi kunne gøre det bare lidt bedre. Der var borgmestre, lærere, forældre, skoleledere, forskere og sågar en enkelt pædagog på programmet.

Alle vil bestemme – ingen vil tage ansvar
Og Kasper Fogh fortsætter med det, som han ser, som det egentlige problem med styringsmodellen for den danske skole. Alle skærer ned og ingen tager ansvar. Det manglende, eller nærmere usynlige, ansvar bliver konferencens egentlige røde tråd.

Det er svært at se, hvem der er ansvarlig for nedskæringer og besparelser

”Det er meget nemt at være folketingspolitiker i Danmark. Når der ikke er mange penge i systemet, hvilket der ikke har været siden finanskrisen, så fungerer den danske model jo sådan, at det er svært at se, hvem der er ansvarlig for nedskæringer og besparelser. Det er mange offentligt ansatte utilfredse med. Og de har ret i, at der er et problem.”


Fotograf: Louise Juul Jensen 

Titlen på Ceveas baggrundsrapport er netop også ’Ud af ansvarets tåge’, hvilket at bedømme fra dagens diskussioner bedre kunne oversættes til ’ud af tågen og ind i ansvaret’. Men pointen om ansvar går klart igennem. Gordon Ørskov Madsen, der er formand for DLF's overenskomstudvalg og Lærernes a-kasse bekræfter i dagens afsluttende paneldebat, at der netop er behov for at gøre op med forskydning af ansvaret:

”Opgaverne bliver større og større. Der bliver fyldt på fra alle sider. Målformulering og opfølgning, tests, prøver og karakterer, notater og indrapportering til digitale læringsplatforme, elevplaner, inklusionsplaner, trivselsmålinger og trivselsindsats, logbøger, indsats mod elevfravær, sundhedsindsats og så videre. Planer, indsatser, opfølgning – evaluering, afrapportering. Det dræner engagementet, fordi rammer, metoder og indsatser er defineret udefra!”

Det dræner engagementet, fordi rammer, metoder og indsatser er defineret udefra!”

Problemet er med andre ord, at politikerne på Christiansborg centraliserer og styrer indholdet i skolen, men ikke påtager sig ansvaret for økonomien, når nedskæringerne sætter ind.

”Der er noget i den danske model, der gør det usynligt, hvem der skal spare penge. Det ser vi jo også nu med finansloven, hvor VelfærdsDanmark selv får ansvar for at finde ud af, hvor pengene skal findes henne,” lyder det fra Kasper Fogh.

Hvad er bedst, Holland eller Finland?
Cevea, der har studeret de forskellige styringsmodeller, slår ned på et par udvalgte lande som Finland, Holland, New Zealand og Shanghai i Kina. Men når man taler med Kasper Fogh, er der ingen tvivl om, at han selv er brændt varm på selvejet, som løsningen på de danske skolers udfordringer.

Han skitserede dog tre hovedveje, som man kan vælge imellem; det hollandske selveje, den finske opgavedeling og endelig, den måske mest sandsynlige, den danske blandingsmodel.

[read-also]

”Man kunne starte med at droppe centraliseringen. Her er der i hvert fald to gode eksempler på lande, hvor man driver meget gode skoler baseret på selveje. I New Zealand hænger man de dårlige skoler ud, hvilket man nok ikke ville acceptere herhjemme. Men i Holland har man et utroligt begavet socialt taxametersystem, hvor de stærkeste skoler bliver belønnet for at tage flere svage elever. Det betyder, man løfter i flok.”

Alternativet til den roste selvejemodel er det finske system: ”Det er (i Finland, red) statens opgave at sørge for at økonomien er tilstede, mens man overlader det til skolerne selv at udfylde indholdet. Det er den stik modsatte tendens af Danmark, hvor både finansiering og indhold er bliver centraliseret. Den tydelige respekt for lærernes og skoleledernes faglighed, ansvarsfordelingen og opgavedelingen gør den finske model stærk.

Den anti-revolutionære løsning
Endelig slutter Kasper Fogh sin energiske fortælling af med en model, der tillader at man bliver inden for eksisterende rammer:

”Vi er normalt ikke tilhængere af revolutioner herhjemme og mindre kan gøre det. Man bør kunne arbejde med fire-årige budgetter, som i Finland, længere tidshorisont for tilrettelæggelse af indholdet, og så bør vi lave en mere solidarisk fordeling af de tungere opgaver i skolen – også mellem friskoler og folkeskoler. Det er derfor, vi bør lave et socialt taxameter à la det hollandske som fundament for tilskud til både friskoler og folkeskoler. Vi skal have de bedste skoler til at optage flere børn fra uddannelsessvage hjem.”

Uanset hvad, så skal man interessere sig for, hvad man gør i Holland, hvor man får alle til at tage et større ansvar

Formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, peger ligeledes på, at det er tid til at gå nye veje, og her ser han især den finske samarbejdsfokuserede løsning, som vejen frem. DLF-formanden taler således om at opnå de positive effekter ved selvejet på en anden måde end det direkte selveje:

"Kunne man finde nogle modeller, hvor ansvaret er koblet mere på den der bevilliger pengene? Vi må lade være med at skyde modellerne ned på forhånd, men se på hvilke muligheder og udfordringer, der er. Lad os ændre tingene i fred og fordragelighed. Det kan vi lære af Finland, her taler politikere og forskere sammen" ".

Men for Kasper Fogh bør alle landets skolefolk huske en pointe fra Ceveas analysearbejde: ”Uanset hvad, så skal man interessere sig for, hvad man gør i Holland, hvor man får alle til at tage et større ansvar.”

Finland: respekten i min nabos øjne
Frans Ørsted Andersen, der er lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet får lov til at fortsætte inspirationen fra det store udland, selvom han dog skifter fokus. I stedet for styringsmodeller snakker han nemlig læreruddannelse, hvor han påpeger at Danmark efterhånden står noget alene med sin 4-årige læreruddannelse, mens både Norge, Sverige og Finland har rykket sig.

I Finland er lærerne helt i top på status og læreruddannelsen er i dag den mest eftertragtede i Finland

”I Finland er lærerne helt i top på status og læreruddannelsen er i dag den mest eftertragtede i Finland. Det har været sådan siden 70’erne, hvor man gjorde det til en universitetsuddannelse. Jeg hørte engang en finsk lærer fortælle, hvad der var det bedste ved jobbet: ’Det er respekten i min nabos øjne, når jeg kommer hjem fra job.’”

Mens respekten om lærergerningen er det, der gør jobbet fedt, så er det kun mere interessant, hvad og hvordan man skaber denne respekt. Her peger Ørsted Andersen entydigt på den akademiske uddannelse og på rammerne omkring fagligheden.

”Koblingen mellem profession, uddannelse og forskning er så super vigtig. Det at blive lærer er en karrierevej og ikke en blindgyde som i Danmark. Der er så mange muligheder og det er det, som gør det hammerspændende at være lærer i Finland. I det ene spor nørder man i historie, og i det andet dyrker man formidlingen. Og så slipper man også for kampene mellem lærere og forskere – fordi det er lærerne selv, der forsker og professorer, der underviser ude på skolerne.”

Ørsted Andersen er en resolut herrer, der afslutningsvist foreslår tilhørerne at kaste sig ud i en dansk udgave af den finske model. Første skridt er slå Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) og Læreruddannelserne sammen. Så vejen mod finsk succes påbegyndt.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce