Og så skal vi hurtigt tilbage til sidste uges drama om sammenbrudte forhandlinger, den fagforeningsfjendtlige tone og DF-Søren Espersens verbale lavpunkt, som Netavisen Pio med rette gjorde til ugens citat:
En rigtig fornuftig beslutning af DBU. Landsholdsfodbold er ikke faglig kamp DBU aflyser kvindernes kamp mod Sverige https://t.co/LZcaWKQMOf
— Søren Espersen (@espersendf) 18. oktober 2017
Det fagforeningsfjendske ligger i generne hos DF
Der er stadig et enormt behov for at svare igen over for højrepopulisterne i Dansk Folkeparti, som unddrager sig ethvert form for ansvar. Det er jo et højreparti; det fagforeningsfjendske ligger i generne hos folkepartisternes ledende folk. Stegt flæsk og løgsovs som støtte til den fagforeningsfjendtlige bestyrer på Vejlegården og den udtrykte modvilje mod fagforeningsrettigheder var fagforeningshad i renkultur, og sådan er det beviseligt fortsat med Søren Espersen.
Siden den 1. januar 2011 har Spillerforeningen indhentet 124.871.597 kroner i erstatninger til medlemmerne.
Selvfølgelig kan man banke Søren Espersen i hovedet med Grundloven og forskellige konventioner, som beskytter foreningsfriheden, men det er mere nutidigt at minde ham om, at også DF stemte for ”foreningsfrihedsloven” i 2006. Også kvinder har ret til at danne en forening eller melde sig ind i en fagforening, og spillerforeningen er en fagforening, fodboldkonflikten er netop en arbejdskamp, selv om en del danske medier end ikke kan få sig selv til at klargøre, at Spillerforeningen er en fagforening, er tilfreds med at være en fagforening og markedsfører sig selv som en fagforening.
Klik ind på Spillerforeningen dk. hvor jeg især blev imponeret af oplysningen om, at fagforeningen siden den 1. januar 2011 har indhentet 124.871.597 kroner i erstatninger til medlemmerne. Nej, jeg har sat punktummerne rigtigt. Vi er omkring de 125 millioner kroner, en slagkraftig indsats, som fornemt dokumenterer hvorfor Spillerforeningen også i den aktuelle holmgang med DBU taler meget for en spillerforsikring
DBU-direktør forstår ikke den danske model
Der er andre end Søren Espersen, som har det svært med fagforeninger. I årevis har jeg inde i hovedet haft et citatet fra DBU-direktøren, der har overbevist mig om, hvor problemet er. Claus Bretton-Meyer forstår ikke den danske model og vil ikke forstå den danske model for konfliktløsning. Han vil splitte det foreningsmæssige sammenhold uden tanke for, at sammenholdet gør spillerne til et hold uden for banen med den styrke, der er merværdi på banen.
Citatet som har forankret mig i troen på, at DBU bærer det største ansvar for konflikten kan stadig findes på DR's hjemmeside, men det lød således: "DBU følte sig pikeret over, at spillerforeningen har en advokat fra LO med til mødet".
Jeg ved ikke, hvad DBU kan og vil. Jeg ved blot, at de ikke på noget tidspunkt har talt for den civiliserede konfliktløsning i form af procedurer, der har virket i over 107.
Jeg ser billedet af den vrede direktør, der siger nok er nok. Når han ser en LO-medarbejder, så ser han en ballademager, og råber ud – det her er en optrapning. Læs selv. Nu ser jeg ikke Lizette Risgaard som en ballademager, og det er rygtedes at LO og Dansk Idræts Forbund har været med til nogle af de seneste møder. En del medier betegner LO og DIF som en slags mæglere, hvilket dokumenterer, at de ikke ser LO som Spillerforeningens hovedorgansation, men som noget udefra.
Det er den hovedorganisation, som i 107 år har haft en klar forståelse af konflikthåndtering. Først kom Septemberforliget 1899 med arbejdsmarkedets grundlov og derefter Augustudvalgets af 1908, som i 1910 leverede det resultatet, som stadig er levende og virkningsfuldt: Den danske model. Den erfarne arbejdsmarkedsforsker, Jesper Due, kalder det gerne for arbejdskonflikternes civilisering, eller som han også siger: Aftalerne betød, at parterne er enige om hvordan man håndterer uenighed.
Lad os bare slå fast, at Spillerforeningen kender disse regler og går ind for den civiliserede konfliktløsning. Spillerforeningen er som nævnt medlem af LO, og så er den ikke længere. Jeg ved ikke, hvad DBU kan og vil. Jeg ved blot, at de ikke på noget tidspunkt har talt for den civiliserede konfliktløsning i form af procedurer, der har virket i over 107.
Organisationsfjendtlige indstilling
Tværtimod har DBU dokumenteret sin organisationsfjendtlige indstilling og uvilje mod den danske model. Det skete, som dokumenteret med linket ovenfor, i februar 2016, da DBU’s administrerende direktør Claus Bretton Meyer gik i sort, fordi Spillerforeningen medbragte en LO-jurist til mødet: ”Vi følte det som en optrapning af konflikten”, sagde Bretton Meyer. Jeg har i mange år ikke set en stærkere dokumentation for en historieløs organisationsfjendtlig indstilling.
Jeg har i mange år ikke set en stærkere dokumentation for en historieløs organisationsfjendtlig indstilling.
Og når det kommer til kritikken af Spillerforeningen og især dens direktør, Mads Øland, så kan jeg kun finde en begrundelse for kritikken. Han er dygtig, målsøgende, resultatsøgende og har spillernes tillid. Herrelandsholdet i fodbold. Kvindelandsholdet i fodbold. Tillige har de europæiske spillerorganisationer valgt ham ind på centrale pladser.
Desværre er det svært at erkende i DBU’s ledelse, at man skal give ind i forhandlinger med en fagforening, der forhandler med sammenholdets styrke; i stedet sender man en dyrt betalt spindoktor i byen for at lokke sportsjournalisterne med på at knække sammenholdet. Og i bladhusene bryder man sig heller ikke om at erkende, at sammenhold og fagforeninger stadig kan noget. Jeg holder DF uden for her, de er i hvert fald i denne sammenhæng uden for pædagogisk rækkevidde.
Poul Smidt, er journalist (og jurist med speciale i ansættelsesret og arbejdsret) og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre.