I sidste uge kom det frem, at Københavns Universitet planlægger at skille sig af med over 500 medarbejdere. Afskedigelserne skyldes alt overvejende sidste års finanslov, der dels indfører en såkaldt ’omprioriteringsbidrag’ på to procent på universiteterne, dels skærer kraftigt ned på forskningsmidlerne til universiteterne.

Begge dele rammer Københavns Universitet hårdt. Og selvom universitetet lægger op til også at finde besparelser inden for administration, kan det ikke undgå at gå ud over kvaliteten af uddannelserne – og dermed også Danmarks fremtidige konkurrenceevne:

”Denne finanslov giver mindre uddannelse og forskning. Den vil medføre en stor afskedigelsesrunde. I sidste ende vil det påvirke Danmarks evne til at klare sig i den internationale konkurrence. Det er et totalt kursskifte i forhold til årtiers satsning på at gøre Danmark til et videnssamfund og det vil svække forsknings- og innovationsmiljøer, der har bragt os op i international topklasse”, sagde Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen om besparelserne i efteråret.

Nedskæringerne er da heller ikke kun blevet mødt med de sædvandlige protester fra de studerende, men også fra erhvervslivets brancheorganisationer: ”Forskning og udvikling er en helt central del af, hvad vi skal leve af i Danmark. Derfor vil vi advare imod, at vi investerer mindre i den forskning, som er relevant for det erhvervsliv, der skal trække vækst og arbejdspladser til Danmark”, sagde eksempelvis Karsten Dybvad, direktør i Dansk Industri.

Det var ellers ikke forventningen hos uddannelsesminister Esben Lunde Larsen tilbage i august, da nedskæringerne blev lanceret: ”Jeg tror, der er nogle ledelser, der vil tage imod det her med velkommen hånd og sige: Okay, nu har vi brug for at få gået nogle ting igennem”, sagde han dengang til Politiken. Han talte også om, at det handlede om at vise ”samfundssind”.

Hvad skal pengene bruges til?
Det er absurd at diskutere, hvorvidt nedskæringerne går ud over kvaliteten af uddannelserne. For selvfølgelig gør de det. Ja, man kan sikkert gøre nogle ting smartere, og ja, der kan sikkert strammes op nogle steder. Men at påstå, at der i øjeblikket skulle gå 500 ansatte rundt på Københavns Universitet uden at bidrage til at højne kvaliteten af undervisningen, er noget fantasifuldt.

Men det mest besynderlige ved hele diskussionen er, at vi ikke rigtig ved, hvad pengene egentlig skal bruges til. Hvorfor er det nødvendigt med så store besparelser? Jo, Danmark har været igennem en krise, og ja, vores økonomi har været presset. Men skal man tro den seneste prognose fra De Økonomiske Vismænd, så er der ikke noget som tyder på, at Danmark er på vej ud over afgrunden.

Det er altså ikke sådan, at pengene skal dække et dybt hul i statskassen. En stor del af besparelserne går som nævnt under betegnelsen ”omprioriteringsbidrag”, men det er temmelig uklart, hvad pengene skal omprioriteres til. Hvis det er andre indsatser inden for forsknings- og uddannelsesområdet, så virker det som en noget mystisk øvelse.

Endnu mere besynderligt bliver det set i lyset af, at statsminister Lars Løkke Rasmussen har udråbt de danske virksomheders behov for kvalificeret arbejdskraft til et af de vigtigste temaer de kommende år. Det virker jo noget mærkværdigt set i lyset af, at der gennemføres så store nedskæringer på uddannelse og forskning.

En anden mulighed er selvfølgelig, at pengene slet ikke skal omprioriteres inden for den offentlige sektor, men bruges til at sænke skatten. Venstre har faktisk allerede åbnet op for den mulighed.

Hvis regeringen virkelig mener, at det er udtryk for ”samfundssind” at spare på uddannelse for at kunne sænkes skatten, så ville det klæde regeringen at melde det åbent ud. Så kunne vi på den baggrund tage en diskussion af, hvorvidt det er fornuftigt.