Selvom blåt konvent vil slanke DR, er der gode muligheder for et politisk bredt medieforlig i 2026
Selvom blåt konvent vil slanke DR, er der gode muligheder for et politisk bredt medieforlig i 2026
Blå partier er enige om kritikken af DR, men ikke om størrelsen på sparekniven. Det åbner for brede forhandlinger næste år
Det er vist lidt af en flovse, når de fire blå partier (Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne) i Borgerligt konvent påstår, at de sammen vil indføre “et slankere DR, der fokuserer på kerneopgaverne”.
Da LA i foråret udsendte et medieudspil, der foreslog en reducering af DR til produktionsselskab og en halvering af støtten til public service-virksomhed herhjemme, blev udspillet mødt med en larmende tavshed fra de andre borgerlige partier.
I forbindelse med et oplæg til en mediekonference på Christiansborg har jeg ført uformelle samtaler med kulturordførerne hos de Konservative, Venstre, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti.
Her har jeg fået et mere nuanceret billede af de blås syn på DR og public service. De borgerlige er ganske rigtigt fælles om en frustration over, hvad de oplever som tendentiøs, venstresnoet kampagnejournalistik i DR.
Læs også:Danmarks Radio fylder 100 år – det havde fortjent en bedre bog
Man opfatter sagen om dokumentaren ‘Grønlands hvide guld’ som et lavpunkt, der endnu en gang satte troværdigheden på spil i det 100 år gamle mediehus.
Ikke mere hvidt guld
De borgerlige partier vil kunne enes om at kræve noget nær en garanti for, at sager som den om grønlandsdokumentaren ikke gentager sig.
Nok er nok, siger man fra Venstre til Liberal Alliance. Når det er sagt, er Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti mere optaget at kvalitetssikre journalistikken i DR end i egentlige spareøvelser.
Det vil nok ikke blive svært for LA at lokke dem med på reelle nedskæringer i DR Byens fine saloner
Hvis et kvalitetsløft af DR’s journalistik koster besparelser andre steder i huset, så må det være sådan, synes holdningen at være.
Det er Danmarksdemokraterne enige i, men det vil nok ikke blive svært for LA at lokke dem med på reelle nedskæringer i DR Byens fine saloner.
De Konservative ønsker et DR, der på nyhedsfronten er et værn mod misinformation
Det er også værd at bemærke, at mens LA med sit udspil udelukker deltagelse i et kommende medieforlig til næste år, så går Konservative, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne til forhandlingerne med ønsket om at deltage i et bredt forlig.
Det gør Venstre også, men andet ville også være underligt for et regeringsparti. De Konservative ønsker et DR, der på nyhedsfronten er et værn mod misinformation, og som værner om det nationale.
Forskellige ønsker
Man vil have nyheder, kultur, gudstjenester og gerne drama. Dansk Folkeparti vil også have et DR, der sikrer den nationale identitet, og så opfatter man kor og orkestre som en del af det uomgængelige kerneindhold.
Det er vigtigt for DF, at DR Gensyn bliver en selvstændig kanal på linje med DR2. Danmarksdemokraterne fremhæver også kor og orkestre samt børneudsendelser som kerneindhold – og så ser man DR som et medie, der kan forsvare det danske sprog over for de globale mediegiganter.
Læs også:DR fylder 100 år: Det bedste værn mod oligarkernes opløsning af den offentlige samtale
For Venstre er det vigtigste, at DR kan sikre ordentlige nyheder, som man kan stole på. Det ser altså ud, som om muligheden for et politisk bredt medieforlig er til stede.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) vil – med lidt fingerspitzengefühl – kunne forhandle et forlig hjem, hvor regeringspartierne får tilslutning fra Konservative, DF, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti.
Men som bekendt kan forhandlinger få deres egen dynamik, sådan at Danmarksdemokraterne vælger at følge LA ud af forhandlingerne
Om Enhedslisten og Alternativet kommer med, afhænger af dem selv; regeringen vil kunne leve både med og uden dem. Balancen i sådan et forlig er altafgørende, men som jeg ser det, vil det kunne indeholde:
- En fuldtonet opbakning til public service i Danmark.
- Et DR på nuværende økonomiske niveau, men med en klar forpligtelse til fair og balanceret journalistik.
- En stimulering af produktionsmiljøet ved at kanalisere flere penge til public service-puljen.
- DR Gensyn omdannes til en permanent og selvstændig flow-kanal.
- Der tilføjes en hensigtserklæring om at arbejde for, at dansk public service-indhold skal være tilgængeligt på de internationale digitale medieplatforme.
Men som bekendt kan forhandlinger få deres egen dynamik, sådan at Danmarksdemokraterne vælger at følge LA ud af forhandlingerne.
Det er også en mulighed, at statsministeren udskriver folketingsvalg i foråret. Om Moderaterne vælges ind i tinget efter næste valg, om partiet igen kommer i regering, og om Engel-Schmidt sidder for bordenden i kulturministeriet, når forhandlingerne bliver til en aftale, er alt sammen gode spørgsmål, som jeg ikke skal gøre mig klog på her.
Kommentarer
Tak for info. Det skal blive…
Tak for info. Det skal blive spændende at følge.
Jeg håber selv på, at der kommer et stætkt og fokuseret DR ud af det men for himlens skyld UDEN den gakkede aktivisme, der så længe har plaget dem - både den åbenlyse og den slet skjulte.
Der kan ikke herske tvivl om…
Der kan ikke herske tvivl om, at vi skal have er DR som modvægt til det dybt borligt orienterede TV2DANMARK og den øvrige overvejende borligt orienterede mediemasse - længe leve PIO!
Når man snakker medieforlig ville det være på sin plads at finde ud af de lokale TV stationers plads og virke. Ser ud som om man der har svært ved at følge egne formålsformuleringer og plads i det lokalsamfund, man skal dække.
Det lyder da næsten for godt…
Det lyder da næsten for godt til at være sandt: *Ordentlige nyheder, der er til at stole på* JA TAK!!!
Den ambition vil være noget af en omvæltning og kræve ikke så lidt selvransagelse og udskiftninger på nyhedsredaktionen - inkl et par tvivlsomme udlandskorrespondenter.
Også i forhold til prioriteringer, hvor DRs udsyn er enormt smalsporet og vi aldrig får den brede dækning af, hvad der sker i verden. Det kan man jo ikke kalde folkeoplysning - snarere manipulation af befolkningen.
Der burde ellers være nok at tage fat på for DR! Vores demokrati er i en sørgerlig forfatning. Det må være en oplagt opgave for DR at råde bod på det. Med opbyggelighed og almen dannelse i fokus - ikke mindst i børneudsendelser. I stedet for pjat og fjollerier og leflen for den laveste fællesnævner.
Grundighed frem for kanonjournalistik. Graverjournalisterne tilbage på DR. Faktatjek og dokumenterbare oplysninger, tak.
Det modsatte har været tilfældet alt, alt for længe!
Mon der er lys forude? Håbet er lysegrønt :-)
Jeg har altid stolet på DR…
Jeg har altid stolet på DR 100%. Og det er der intet ændret ved. DR har altid leveret seriøs og godt TV. Særligt inden blå blok halverede DR's sendeflade for at gøre konkurencen lettere for TV2, som kun har været i stand til at levere middelmodigt TV.
Og nu vil blå blok så nedbarbere DR yderligere. Det er nærmest blå politisk censur DR udsættes for.
DR skal dække hele den danske befolkning og ikke kun blå bloks politiske interesse.
Tilføj kommentar