Annonce

Seriøs og bestemt: Portræt af ny radikal leder

Morten Østergaards mangeårige højre hånd træder nu helt frem i forreste linje.
Det Radikale Venstre fik onsdag aften ny politisk leder som følge af den krænkelsessag og efterfølgende håndtering, der bragte Morten Østergaard til fald.

Men hvem er denne Sofie Carsten Nielsen, der nu træder op i første række?

Vi tegner et portræt.

Politisk har Sofie Carsten Nielsen indtil videre stået last og brast med Morten Østergaard i politikken og den oftest meget konfrontatoriske linje med den socialdemokratiske regering.

Og den linje har hun i sinde at fortsætte.

"Vi har en ny politisk leder, men ikke en ny politik. Det er de samme kampe, vi står lige foran. Klimakampen er helt den samme, og alt det andet, vi kæmper for, fortsætter. Nu med mig i spidsen," sagde Sofie Carsten Nielsen på et kort pressemøde efter valget.

Hun beskrives som en meget seriøs, tænksom og bestemt type men også som en, der helst ikke kaster sig ud i ting uden at have tænkt dem igennem.

Har Lone Dybkjær som forbillede

Vejen ind i politik gik over et medlemskab af Radikale Venstre, da hun læste statskundskab, og senere et job for partiets EU-parlamentariker Lone Dybkjær.

Sofie Carsten Nielsen har flere gange fremhævet netop Lone Dybkjær som sit politiske forbillede og mentor.

Som mange andre radikale så er det europæiske projekt en personlig mærkesag for Sofie Carsten Nielsen. For Sofie Carsten Nielsen er prædikatet “supereuropæer” formentlig ikke nedsættende.

Udover statskundskabsstudiet har Sofie Carsten Nielsen, ligesom blandt andre tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), en mastergrad fra “eurokraternes eliteskole”, Europa-kollegiet i den belgiske by Brügge.

Efter tiden i Europa-Parlamentet blev Sofie Carsten Nielsen først embedsmand i Ligestillingsministeriet og siden politisk konsulent i Dansk Industri (DI), inden hun altså i 2011 blev valgt til Folketinget.

Missede Europa-Parlamentet i 2009

Sofie Carsten Nielsen var egentlig opstillet til Folketinget i Indre Bykredsen mellem 2005 og 2007 men stoppede, inden der blev udskrevet valg.

Det var i stedet som spidskandidat til Europa-Parlamentet i sommeren 2009, at Sofie Carsten Nielsen første gang mødte vælgerne. Hun var partiets spidskandidat men formåede ikke at blive valgt.

Det blev hun så til gengæld to år senere til Folketinget, hvor 2920 vælgere i Københavns Omegn Storkreds stemte på hende.

Fire år senere gik hun frem til 4303 personlige stemmer, og ved det seneste folketingsvalg i 2019, stemte 8955 vælgere på hende.

Det foreløbige politiske højdepunkt kom i 2014, hvor Sofie Carsten Nielsen efterfulgte Morten Østergaard som uddannelses- og forskningsminister, da Morten Østergaard ved den lejlighed var blevet forfremmet til politisk leder. Det er således ikke første gang, at Sofie Carsten Nielsen træder i Østergaards fodspor.

Hun havde tidligere fået muligheden for at blive udviklingsminister, da Christian Friis Bach trak sig efter GGGI-sagen, men sagde dengang nej.

Lægedatter fra Nordsjælland

45-årige Sofie Carsten Nielsen er opvokset i et lægehjem i Birkerød, nord for København, som den mellemste af tre børn. Hendes forældre hedder i øvrigt Jens Carsten og Kirsten Carsten.

Teenageårene blev ifølge hende selv brugt på skole, ridning og fritidsarbejde for at betale for ridningen.

Privat er hun gift med Rasmus, der er projektleder i Madkulturen - der er "en selvejende videns- og forandringsorganisation under Miljø- og Fødevareministeriet".

Sammen har de to børn og de bor i København.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet