Sex, magt og stoffer på syngende lollandsk

Ny roman om det moderne danske klassesamfund tager læserne med ind i en verden, vi sjældent ser - eller helst vil lukke øjnene for
En tidlig morgen på Lolland bliver et ungt avisbud ramt af en rød sportsvogn. Bag rattet sidder Lolland kommunes fremadstormende, socialdemokratiske borgmester og taler i telefon med sin elskerinde. Avisbuddet kommer fra den absolutte underklasse, med en prostitueret mor og en junkie-far, der for længst er gået bort. En lastbilchauffør ser sammenstødet og iler til hjælp.

Det er åbningsscenen i ‘Det Danmark du kender”, som er en ny roman af forfatteren Peder Frederik Jensen, der tidligere har åbnet danskernes øjne for det sociale armod på Lolland i tv-dokumentaren ‘På Røven i Nakskov’.

Sammenstødet i det lollandske vejkryds er blot en anledning til at fortælle om fire menneskers baggrund og historie med Lolland og ikke mindst Nakskov som allesteds nærværende baggrundstapet.

Et portræt af den fremadstormende borgmester, der har ladet sig opsluge af magt og egne ambitioner i en grad, så hans nærmeste bliver glemt. Den unge mand fra underklassen, der flirter med den yderste højrefløj. Borgmesterens elskerinden fra overklassen, der forsøger at skabe fremskridt og ordentlige arbejdspladser i området, men hvis privatliv er noget rod. Og endelig den systemtro og retskafne lastbilchauffør, der repræsenterer den organiserede arbejderklasses klassiske dyder om ordentlighed og pligt.

Men lige så meget som det er en fortælling om fire konkrete mennesker og deres indbyrdes relationer, så er det først og fremmest en fortælling om det moderne danske klassesamfund. Om de mennesker, der er blevet glemt, når livets faste holdepunkter langsomt forsvinder, når fabrikkerne lukker, fagforeningen forsvinder og almindelige lønmodtagere er blevet erstattet af tabere og udlændinge.

Druk, stoffer og sex

Det er in-your-face socialrealisme uden omsvøb eller romantisering. Et nøgternt portræt af underklassen med dens hang til druk, stoffer, sex, til at få alt for mange børn og saft i sutteflasken. Hvor vejen til material goder enten går gennem kommunen eller kriminalitet. Hvor den nærmeste vej til et fællesskab går igennem bander. Alle dem der falder gennem velfærdssamfundets ellers fine masker.

Og på den anden side står den økonomiske og politiske elite, som er tilsvarende degenereret med rødvin, utroskab og ambitioner. En elite som for længst har fjernet den sidste rest af moral eller solidaritet med underklassen. Dem som velfærdssamfundet sikrer tryghed og muligheden for at lukke øjnene for det grimme.

Peder Frederik Jensen beskrivelser af det grimme, det skjulte, af onani, af håbløsheden, af afmagt gør ‘Det Danmark du kender’ til en hårdtslående, men gennemført interessant fortælling.

Han har et imponerende blik for detaljen og miljøbeskrivelsen af det politiske system og omgangstonen virker om ikke spot on, så i hvert fald væsentligt tættere på virkeligheden end man oplever det i anmelderroste tv-serier som Borgen.

‘Det Danmark du kender’ er moderne arbejderlitteratur, skrevet med stor social indignation og den kan varmt anbefales.

Peder Frederik Jensen: Det Danmark du kender, 2020


Peder Frederik Jensen: DET DANMARK DU KENDER. 300 sider. 300 kroner. People's Press. Er udkommet.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Tror at forfatteren skriver en bog til folk på Østerbro på den måde netop det klientel elsker at se på virkeligheden. Mht stoffer så er det de velstillede børsfolk og dem i de kreative stillinger som lagde ud med den slags for længe siden,nu er priserne faldet så meget at alle kan indtage skidtet. Og det der sexgale sexliv som den nøje udpegede underklasse (det skal jo være til at forstå) siges at have er i svær uoverensstemmelse med nutidens sager omkring Epstein og slænget DR, Det Kongelige Teater og ikke mindst Hollywood. Tror den bog trænger til at blive revideret, men bevares det er god onani for storbymennesket

Annonce