Sexchikane femdobler risikoen for en depression

”Dette antyder, at seksuel chikane på arbejdspladsen kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser,” lyder det fra forsker bag ny undersøgelse
Foto: Coulorbox
Sexchikane, sexisme og grænseoverskridende adfærd på kontoret
Et blik. En kommentar. Eller en berøring og det som er værre.

En ny undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) afslører imidlertid nu, at arbejdere, som bliver udsat for seksuel chikane, ikke bare oplever et problem her og nu. De har op til fem gange større risiko for at få depressioner end andre eller helt præcist 5,3 gange højere risiko.

I alt udvikler 25 procent af de chikanerede en depressiv lidelse.

Det er første gang, at sammenhængen mellem sexchikane og depression er undersøgt over tid, og professor ved NFA og hovedforfatter til undersøgelsen, Reiner Rugulies, er overrasket over resultatet. Den danske undersøgelse er netop offentliggjort internationalt i det psykiatriske tidsskrift, Journal of Affective Disorders.

Jeg var overrasket over, at der også var denne markante sammenhæng

 

”Jeg har forventet, at oplevelsen af seksuel chikane på arbejdspladsen er forbundet med nedsat trivsel og en vis stigning i depressive symptomer,” siger Reiner Rugulies til Netavisen Pio.

”Men jeg var overrasket over, at der også var denne markante sammenhæng mellem oplevelsen af seksuel chikane og risikoen for en depressiv lidelse, som er en alvorlig og behandlingskrævende tilstand. Dette antyder, at seksuel chikane på arbejdspladsen kan have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.”  

Former for chikane

Seksuel chikane kan vise sig på flere måder og i den arbejdspsykologiske forskning skelner man mellem kønskrænkende adfærd, uønsket seksuel opmærksomhed og seksuel tvang.

Kønskrænkende adfærd kan indebære sjofle eller nedsættende kommentarer om kvinder eller mænd, eller at man bliver udelukket fra aktiviteter på grund af ens køn eller seksuelle orientering.

Uønsket seksuel opmærksomhed kan dreje sig om uønskede tilnærmelser eller berøringer.

Og seksuel tvang kan være, at man afkræves seksuelle ”tjenester” til gengæld for en belønning som ansættelse, lønforhøjelse eller forfremmelse, eller det kan være deciderede overgreb som voldtægt eller forsøg derpå.

Hummelgaard: Taget for let på chikane

Lovgivningen på området er ellers allerede meget klar. Seksuel chikane er forbudt og arbejdsgiveren har pligt til at forebygge og sætte ind, hvis man får kendskab til seksuel chikane.

Det er ikke mindst et ledelsessvigt

”Jeg tror ikke problemet er, at arbejdspladserne ikke ved, at seksuel chikane er forbudt,” skriver beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) til Folketingets beskæftigelsesudvalg. ”Men jeg er overbevidst om, at der for mange steder har været taget for let på, at der kan være problemer med en kultur med krænkende adfærd, og det er ikke mindst et ledelsessvigt.”

Peter Hummelgaard har derfor bedt Arbejdsmiljørådet om at drøfte, om ansatte kan sikres bedre mod seksuel chikane på arbejdspladserne.

Senest viste en svensk undersøgelse i september, i tidsskriftet British Medical Journal, at der er en sammenhæng mellem sexchikane og selvmordsforsøg.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

CORONA er et langt vigtigere emne,end det hysterisk inspirerede amerikaniserede "pop up" omkring "sexisme".

Er de yngre generationer ved at degenerere, eller vil den forkælede curling-genaration bare bestemme over alt og alle.

Kvinderne kæmpede for at få stemmeret og fik det
Og de ville ud på arbejdsmarked (ikke længer hjemgående)og det fik de
Og de ville ind i politik og er der
Og de ville have top-poster og har fået det
De vil ind i militæret og er der osv osv osv
Og nu vil de have værksteds-kalenderpigen ned fra vægen osv osv osv
Det faneme uhyggeligt du

Annonce