Annonce

Sexchikane på Borgen, politiker anmeldt for fusk og en opfordring til at stemme

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Tirsdag stod i den grad i uddannelsesloftets tegn. Det omdiskuterede loft, som begrænser hvor mange uddannelser man kan tage, står til at ryge efter at både Venstre og Liberal Alliance i dag meldte, at de også er klar til at fjerne det, hvis man altså kan finde pengene til det. Dermed er det kun de konservative som fastholder deres støtte til loftet.

Hos Ekstra Bladet har man forhørt sig lidt på vandrørene i Venstre, og her lyder meldingerne, at to V-profiler forsøger at få miljøminister Jakob Ellemann-Jensen til at stille op mod Kristian Jensen ved et kommende formandsvalg.

Og i hele diskussionen om ultimative krav eller ej til en kommende rød regering, meldte både de radikale, SF og Enhedslisten ud, at de ikke modsætter sig at Socialdemokratiet fortsætter den nuværende udlændingepolitik.

Alle de historier kan du læse mere om på Netavisen Pio, men vi har som altid også samlet en lille gode eller interessante historier op, som du også kan læse, når du har været forbi os. I dag om blandt andet sexchikane på Christiansborg, en politiker med lange fingre og en rigtig dårllg meningsmåling for blå blok.

Velkommen til nyhedsoverblikket Aktuelt:

 

Hver tiende kvindelige politiker udsat for sexchikane på Christiansborg

En ny undersøgelse indikerer, at en ud af ti politikere har oplevet seksuel chikane på Christiansborg. Det skriver A4 Medier.

Ti procent af de folketingsmedlemmer, der har deltaget i undersøgelsen, svarer, at de i deres arbejde på Christiansborg har været udsat for verbal seksuel chikane. Det drejer sig om sjofle bemærkninger, der har haft en seksuel undertone.

Til sammenligning viser tal fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, at knap fire procent af den danske befolkning har været udsat for sexchikane på arbejdspladsen.

”Man kan fantasere om, hvad du har på under den nederdel,” lød det fra en mandlig kollega til Merete Dea Larsen (DF).

Læs hele historien her.

 

Halvvejs i valgkampen: Blå blok har tabt syv mandater siden valget blev udskrevet

De røde partier havde et komfortabelt forspring, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) den 7. maj udskrev folketingsvalg. Her halvvejs gennem valgkampen er det forspring blevet yderligere udbygget, viser en ny meningsmåling, som Epinion har foretaget for DR.

Blå blok er nemlig faldet fra 43,7 procent ved valgudskrivelsen til 40,9 procent i dag. Omvendt er rød blok gået fra 49,5 til 53,2 procent - og det er uden at medregne de 3,3 procent til Alternativet, der peger på politisk leder Uffe Elbæk som statsminister.

Dermed er blå blok faldet med syv mandater fra valgudskrivelsen for to uger siden, hvor de stod til 76 mandater, til i dag, hvor de står til 69 mandater. Rød blok er til gengæld gået otte mandater frem fra 87 til 95 mandater.

En stor del af forklaringen på blå bloks tilbagegang skal findes i Dansk Folkepartis nedtur. Partiet står ifølge målingen til kun 10,6 procent af stemmerne, hvilket vil være en halvering i forhold til valget i ’15.

Både Nye Borgerlige (2,3 procent) og Stram Kurs (2,6 procent) står til at komme ind. Det gør hverken Kristendemokraterne (1,2 procent) eller Partiet Klaus Riskær Petersen (0,4 procent) til gengæld ikke.

Undersøgelsen bygger på i alt 1.629 interviews, der er indsamlet henholdsvis som telefoninterviews og online på Epinions Danmarkspanel d. 18. - 20. maj 2019

Se hele målingen her.

 

S vil oprette flere uddannelsespladser uden for de store byer

6 ud af 10 nye pladser på en række velfærdsuddannelser skal oprettes uden for de store byer, lyder det fra Socialdemokratiet.

”De seneste år har vi været vidne til en voldsom centralisering. Den udvikling vil vi gerne vende. Ikke mindst når det gælder vores uddannelser, som er helt afgørende for, om lokalsamfund kan overleve. Vi skal have gode uddannelser i hele landet, og derfor foreslår vi nu at oprette flere uddannelsespladser uden for de store byer. Det vil samtidig støtte op om, at den offentlige sektor i alle dele af Danmark kan rekruttere dygtige medarbejdere til velfærden,” lyder det fra Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.

Konkret ønsker Socialdemokratiet, at 6 ud af 10 pladser på velfærdsuddannelser som pædagog, sygeplejerske, lærer og socialrådgiver i 2025 skal være placeret uden for de fire største byer.

Socialdemokratiet vil også i samarbejde med professionshøjskolerne etablere fem nye uddannelsesstationer uden for de store byer.

 

Flertal af danske partier vil lægge europæisk bund under selskabsskat

Der skal indføres en fast bundgrænse for selskabsskat i EU, som skal sikre, at multinationale virksomheder betaler den skat i unionen, som forventes af dem.

Det mener et flertal af de danske spidskandidater til europaparlamentsvalget.

”Vi skal stoppe ræset mod bunden. Vi taler om effektiv fællesbund på selskabsskatten. Det betyder, at man ikke kan gøre som Luxembourg, hvor man havde én skattesats for McDonald's og en anden for et luxembourgsk firma, som er noget højere.”

”Det går ikke. Når man laver en fælles bund, skal det jo gælde for alle. Alt andet er velfærdstyveri ved højlys dag,” siger Jeppe Kofod, der er spidskandidat for Socialdemokratiet

Foruden Socialdemokratiet mener De Radikale, SF, Venstre, Enhedslisten og Alternativet, at EU bør kæmpe for en fælles bund.

Læs hele historien her.

 

Politiker tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk

Region Nordjylland kræver 650.000 kroner retur fra tidligere regionsrådsmedlem Tina Juul Kjellberg, der var valgt for Socialdemokratiet.

”Anklagemyndigheden har oplyst os om, at den har rejst tiltale for bedrageri og dokumentfalsk, og spurgt, om vi samtidig ville kræve det uberettigede beløb betalt tilbage. Det har vi valgt, for pengene hører jo hjemme i regionens kasse, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S) til Nordjyske.

Ifølge tiltalen modtog Tine Juul Kjellberg over en årrække uberettiget omkring 720.000 kroner i tabt arbejdsfortjeneste fra regionen - og det selv om hun slet ikke havde et job, som hun mistede indtægt fra ved at virke som folkevalgt.

Tina Juul Kjellberg er ifølge Region Nordjylland gået til bekendelse i den aktuelle bedragerisag, og hun trådte sidst i marts måned ud af regionsrådet.

Regionsrådets forretningsudvalg har vedtaget en stramning af regler for kontrol af udbetalinger til regionsrådets medlemmer.

 

Komiker: Husk at stemme til EP-valg

På søndag er der valg til Europa-Parlamentsvalget og selv om danskerne måske har svært ved at sætte navn på kandidaterne, så forsøger komikeren Frank Hvam med en opfordring, der skal få vælgerne til at huske at stemme.

Videoen er i skrivende stund set 987.000 gange, og nu kan du også se den her:

placeholder

 

Pio Podcast: Valget faglige stemmer

Hver uge frem mod folketingsvalget mødes Pio’s skarpe valgpanel.

Her tager vi de faglige kampe i valgkampen seriøst - og ser nærmere på, hvad der rykker stemmer ude i skurvognene og på vuggestuerne.

I studiet: Mette Skovgaard Larsen, Nicolai Bentsen og Signe Hagel. Vært: Sarah Scheer, journalist på Pio.

placeholder

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet