Henter indhold

13. juni 2018

Annonce:
Nyheder
”SF er ikke i politik for kun at stå på blokvognen”
SF’s politiske ordfører Karsten Hønge svarer igen på kritik fra Alternativet: ”Hvorfor fanden stå op hver dag – for ikke at flytte noget?”
13. juni 2018

Alternativets leder, Uffe Elbæk, beskyldte i sidste uge SF for at være en ren kopi af Socialdemokratiet. ”Det er nærmest én til én”, lød det fra Alternativets førstemand i P1 Morgen tirsdag den 5. juni. En udmelding, som SF tager stærk afstand fra:

”Elbæk må jo være blind og døv. Det var dog en trist skæbne at have som politiker. Alternativet påstår jo ellers, at man altid er meget åben og lyttende. Og ikke ude på at sætte folk i bås. Han skulle ta’ og løfte blikket fra sin egen navle – i stedet for at rende rundt med bind for øjnene og hø i ørerne,” siger SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, til Netavisen Pio.

Han skulle ta’ og løfte blikket fra sin egen navle – i stedet for at rende rundt med bind for øjnene og hø i ørerne

Der er tydelige forskelle mellem S og SF
Karsten Hønge understreger, at ”Socialdemokratiet er vores venner, vores naturlige samarbejdspartner”, men han ser samtidig tydelige forskelle mellem S og SF – både på det overordnede og det konkrete plan:

”Den overordnede forskel mellem S og SF er, at SF er et betydeligt mere ideologisk orienteret parti. Vi er ikke så beskedne – så nøjsomme – som Socialdemokratiet i forhold til, hvornår man synes noget er godt nok. Vi synes, socialdemokraterne er overivrige efter at have magten. Efter vores mening kunne S tiere sige nej, og så i stedet satse på en mobilisering i befolkningen.”

”Der er også tydelige forskelle mellem S og SF på de enkelte politik-områder. På flygtninge-området synes jeg ikke Socialdemokratiet har lagt snittet helt præcist.”

Carsten Hønge peger på kvoteflygtninge og dagpenge, som konkrete områder, hvor SF er uenige med Socialdemokratiet, ligesom han også ser betydelige forskelle mellem partierne på det grønne  område:

”Inden for miljøområdet, synes jeg Socialdemokratiet er for uambitiøst. Socialdemokratiet har flyttet sig meget i den grønne retning. Det er jeg glad for, men S har ikke flyttet sig nær nok.”

Ø og Å – spild af Venstrefløj
Hvordan vil du sige SF adskiller sig fra Alternativet og Enhedslisten?

”Igen, det er jo vores venner. Det er vores naturlige samarbejdspartnere. Det er godt, de er her, de leverer nogle andre vinkler, nogle andre synspunkter. Men jeg synes Alternativet og Enhedslisten langt hen ad vejen er spild af venstrefløj. Hvorfor fanden stå op hver dag – for ikke at flytte noget? Medlemmerne af Enhedslisten har alle de rigtige holdninger og sætter fingeren på alle de ømme steder, men SF er ikke i politik bare for at stå på blokvognen, på ølkassen eller pallen. Vi er i politik for at dreje hjulet hver dag – i den rigtige retning.”

Vi er i politik for at dreje hjulet hver dag – i den rigtige retning

”Jeg har stor respekt for den store energi Enhedslisten lægger for dagen hver eneste dag herinde i Folketinget, men Enhedslisten flytter jo ingenting. Enhedslisten er meget sjældent med i noget som helst. Som SF’er, som et parti, der er talerør for dem, der har allermindst her i samfundet, talerør for et bedre miljø, talerør for et bedre klima, må jeg, når dagen er omme, kigge tilbage på dagen og spørge mig selv: Hvad opnåede du i dag.”

”Røde stemmer, der arbejder”
”SF er en blanding af på den ene side et stærkt ideologisk, venstreorienteret baseret parti, men vi er også i politik for at være ’røde stemmer, der arbejder’. Vi ønsker på den ene side aldrig magten for magtens skyld, men vi tør samtidig gribe ud efter magten. Så vil også gerne i regering. Vi har rådmænd og borgmestre. Vi er med i et hav af forlig på Christiansborg – på stort set alle områder. På transportområdet er vi for eksempel med i flere forlig end Venstre. Vi er med til at fordele penge til det ene og det andet. Vi vil lave om på tingene. Vi er røde stemmer, der arbejder. Derfor skal der, når jeg ser tilbage på min arbejdsdag, være flyttet noget. Det er ikke nok for os at stå med den stolte røde fane i modvind. Vi ønsker at kunne sige ’tjek’, ’tjek’ ud for det og det på tjek-listen. Det er vores udgangspunkt,” forklarer Karsten Hønge, der i sidste uge over for Netavisen Pio betegnede de radikale som Folketingets ”mest klasse-rene parti”.

SF-meldingen kom i kølvandet på Socialdemokratiets meddelelse om, at man går til valg på at danne en ren S-regering efter næste valg. Altså uden de radikale. I SF-lejren blev S-meddelelsen modtaget med glæde og lettelse:

”Set fra et almindeligt lønarbejder-synspunkt, så er det da en gevinst, at man får minimeret de radikales indflydelse. De radikale er vel nok Danmarks mest klasse-rene parti. Det er partiet for mennesker på samfundets solside: Dem med de lange uddannelser, dem med de høje lønninger, dem med det fede liv. De radikale er curlingpolitikere for den højere middelklasse. Jo, mindre indflydelse de radikale får på den økonomiske politik, på arbejdsmarkedspolitikken, på den sociale politik, jo bedre for den almindelige dansker,” lød det fra Hønge.

 

 

 

 

 

 

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Designed by SKARP & GACELA 2018 PIOPIO