Annonce

SF-profil: Rækker regeringens ambitioner ikke til mere end asfalt?

Regeringens nye infrastrukturplan har alt for meget fokus på veje og biler og alt for lidt på den kollektive transport, mener SF’s Signe Munk.
Regeringens infrastruktur-udspil som kom forleden, har alt for stort fokus på asfalt. Jeg savner visioner for busser, tog og cykler.

Problemerne ved det udspil står desværre lige så meget i kø, som bilerne i morgentrafikken.

For vi løser ikke trængselsproblemerne ved udelukkende at fokusere på veje og flere biler, og vi kommer ikke nærmere vores klimamål, hvis bilparken bare vokser og vokser.

Heller ikke selvom en del af de nye biler er elbiler.

Elbiler fylder også

Der er ingen tvivl om at det er bedre for klimaet at køre i en elbil end en dieselbil, men de næste ti år kommer danskernes bilpark til at vokse med 600.000 flere biler oveni de 2,4 millioner, vi har i forvejen.

Jeg mener, at løsningen er en ny trængselsafgift og markant bedre kollektiv trafik.

Det betyder, at bilerne vil fylde massivt i bybilledet i 2030, hvis ikke vi investerer massivt i tog og busser.  

Lige nu bliver tog og jernbaner desværre sat bagerst i bussen med argumentet om, at der ikke er god økonomi i det, fordi folk alligevel vil tage bilen.

Indfør en trængselsafgift

Jeg mener, at løsningen er en ny trængselsafgift og markant bedre kollektiv trafik.

Prisen er afgørende for vores trafikvaner, derfor er det nødvendigt med en afgift. Men vi skal selvfølgelig gøre det klogt og retfærdigt, så det hjælper der, hvor problemerne med trængsel er størst.

Derfor skal afgiften indrettes, så den er højest i de store og tæt trafikerede byer og lavest ude på landevejen.

Samtidig skal vi have et bedre tognet i hele Danmark. Det er ikke nok bare at gøre den allerede aftalte togfond til virkelighed, der skal mere til.

Tog og busser er også velfærd

Men desværre har transportminister Benny Engelbrecht (S)  mere travlt med at så tvivl om vigtige elementer i Togfonden end at komme med nye ambitioner for togene.

Jeg mener også, at de regionale busser skal tages seriøst. I mange år er der blevet sparet på busserne med argumentet om at de jo alligevel køre halvtomme rundt. Det er simpelthen en misforståelse, at en bus i Vestjylland skal kunne løbe rundt i sig selv. Det kan de ikke altid.

Det er simpelthen en misforståelse, at en bus i Vestjylland skal kunne løbe rundt i sig selv.

Men jeg mener, det er en del af velfærden, at man kan komme frem uden at have et kørekort, selvom man ikke bor i en af landets store byer. Lige nu er der desværre sparet i bund. Det bør vi ændre.

 Lad os nu få en trafikplan, som ikke bare er en vejplan. Vi løser ikke problemerne med mere asfalt.

Signe Munk er klima-, energi- og forsyningsordfører for SF.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Signe Munk. selvfølgelig kan der køre halvtomme busser i de tyndt befolkede områder, spørgsmålet er bare hvem som skal finansiere det, når det ikke er passagerseerne? Det kan jo kun lade sig gøre at udvide den offentlige trafik, hvor den ikke er rentabel, hvis du kan få et flertal i folketinget for at skatterne skal hæves eller har du andre forslag til finansiering?
Man kunne jo også starte med at folketingsmedlemmer og regeringen/ministre blev pålagt kun at anvende offentlig transport til rejse mellem hjem og Christiansborg og til de møder de deltager i overalt i landet. Så kunne vi med deltagelse af landets lovgivere få afprøvet om det er den vej Danmark skal når det gælder transport.
Mai Villadsen fra enhedslisten (med støtte fra SF) har fremsat et forslag om at 508.000 hektar landbrugsjord skal udlægges til skov og vild natur for at insekter, larver og biller fortsat har fredede områder hvor de kan leve og trives, men hun mangler at finde finansiering til projektet til overtagelse af privat ejendom.
Jeg vil foreslå at folketinget lovgiver om at 20% af alle private villahaver skal udlægges til vild natur, det vil være helt gratis da villaejerne ikke har et produktionstab og så får de jo også den vilde natur med fugle, insekter, larver og biller lige uden for deres stuevinduer. Hvad venter i på?