SF-profil: Vores sikkerhed og klima er på spil Down Under
SF-profil: Vores sikkerhed og klima er på spil Down Under
Progressive og andre demokratiske sjæle bør have et halvt øje på, hvad der foregår ved det australske valg i morgen

Aldrig har et canadisk valg fyldt så meget, som det der tirsdag morgen endte med en sejr – og et for måneder siden urealistisk – genvalg til Mark Carneys centrum-venstreliberale parti.
For Trump viste sig at være den bedste kampagneleder et progressivt parti nogensinde har haft.
Canadiernes valg om stadig at være en del af den liberale, folkeretsbaserede verdensorden kan være afgørende for at holde sammen på alt det, som Trump med barnagtig narcissisme forsøger at smadre.
Læg dertil vigtigheden af, at de vestlige regeringskontorer befolkes af politikere, der ønsker at gøre noget ved den klimakrise, som vi desværre snakker alt for lidt om.
En af de største klicheer i politik er den om, at det nært forestående valg er det vigtigste i generationer, hvis ikke nogensinde.
Uden selv at ende som Peter i den bibelske lignelse om ulven, vil jeg dog gerne opfordre progressive og andre demokratiske sjæle til at have et halvt øje på, hvad der foregår ved det australske valg i morgen.
Her er den siddende premierminister, Anthony Albanese fra Arbejderpartiet ude i noget nær samme øvelse, som Mark Carney var i Canada:
At forsvare sig mod en Trump-glad højrefløj, der på trods af at bære samme partinavn som Carney og co., har luftet illiberale ambitioner – og som har utrolig travlt med at splitte den meget sammensatte australske befolkning med samme retorik som Trump på den anden side af Stillehavet.
Trump som kampagneleder
Meget tyder på, at Trumps evner som kampagneleder også vil slå igennem i Australien om end det er tættere Down Under end det var Over There.
Læg dertil det særlige australske valgsystem, hvor stemmer skal prioriteres. Hvilket kan blive en fordel for Arbejderpartiet, da De Grønne – der er det tredjestørste parti – ofte opfordrer deres vælgere til at have Arbejderpartiet som andetvalg.
Noget som den borgerlige koalition har forsøgt at dæmme op for, ved at opfordre deres egne vælgere til at have den yderste højrefløj som andetvalg.
Noget der ikke er faldet i god jord, hos de moderate borgerlige som koalitionen i forvejen har svært at appellere til med den nye Trump-inspirerede kurs.
Historisk har den australske venstrefløj altid kigget mest mod Europa, mens højrefløjen har kigget mere mod USA.
Både når det gælder indretning af velfærdssamfund og fagforeningers rolle i samfundet, men også når det handler om synet på almindelige folkeretslige forhold:
Eksempelvis stod den højreorienterede australske regering i 2000’erne – som Danmarks ditto – last og brast med Bush-doktrinen.
Støtten til Ukraine
Selvom Trumps usammenhængende rablerier næppe kan kaldes en doktrin, så står vi midt i konsekvenserne af det. Det må de liberale demokratier der er tilbage, stå sammen om at forsvare.
Først og fremmest når det gælder den sikkerhedsorden, som autokraterne – nu med Trump i ryggen – har forsøgt at udfordre kraftigt det seneste årti.
Er man i tvivl om noget i verden, så er holdningen samt villigheden og graden af støtte til Ukraine altid et brugbart prisme
Her er Australien – på linje med Canada – helt centrale i forhold til at fastholde at demokratiske og internationale retsprincipper ikke går af mode ude i den del af verden, hvor de hurtigt kommer til at stå sin prøve.
Det mærker de ikke mindst i Ukraine, hvor Australien under Albanese har været en fast og urokkelig støtte, mens modkandidaten, den ”liberale” Peter Dutton tror at han kan overtale Trump til at ændre position. Og hvor Albanese har udtryk australsk støtte til en koalition af villige, har Dutton afvist det.
Er man i tvivl om noget i verden, så er holdningen samt villigheden og graden af støtte til Ukraine altid et brugbart prisme.
Australien er en enorm udleder af Co2
Men måske lige så vigtigt, når det gælder mulighederne for at skabe en fælles og mere ambitiøs indsats på klimaområdet:
Australien er på grund af sin store fossile industri og den voldsomt animalske landbrugsproduktion en enorm udleder af Co2 på globalt plan. Og pr. indbygger værre end USA. Og som i netop USA, er det kun gået op for den ene side af det politiske spektrum, at der skal gøres noget ved det.
Læs også:Debatten om landbrugets CO2-udledning spidser til: Fremgang til yderpolerne i klimadebatten
Australien oplever allerede enorme konsekvenser af klimaforandringerne. Tropiske storme i subtropiske egne er det seneste skud på stammen i et land, der i forvejen lever med et ekstremt klima.
Først da Albanese og Arbejderpartiet i 2022 brød et årtis borgerligt styre, fik Australien en egentlig klimapolitik med relativt ambitiøse klimamål.
Ikke mindst fordi De Grønne havde gjort det til et stort tema i valgkampen. En forskel der virkelig batter i det globale regnskab.
Og en forskel der ene og alene gøres, fordi den australske venstrefløj er ved magten, mens de ude til højre stadig diskuterer om de klimaforandringer, der smadrer landet overhovedet, er menneskeskabte.
Om det skyldes de tætte bånd til landbruget – eller reel fobi for videnskaben er sådan set underordnet. Den diskussion kender vi jo også herhjemme.
Der er længere fra København til Canberra end til Ottawa
Alt dette taget i betragtning, så kan det godt undre, at ingen danske medier – som ellers har skruet vældigt op for dækningen af de internationale forhold – ikke synes det mindste optaget af, hvad der er på spil i Australien i disse dage.
Selvom der er meget længere fra København til Canberra end der er til Ottawa, og danskere og canadieres skæbne står hinanden meget nær for tiden, så vil jeg i hvert fald holde godt øje med hvordan australierne vælger i morgen.
Forhåbentligt vil de ligesom canadierne gentegne medlemskab i den liberale og demokratiske verdensorden, som vi skal tæt sammen om.
Og de vil forhåbentlig – som canadierne – forsikre os om fortsat at være en del af kampen for en klode, hvor der ikke opstår tropiske storme i subtropiske områder.
Kommentarer
CO2 er noget af det…
CO2 er noget af det grønneste, vi kan udlede. Det er "mad" for træer og planter!
Og oksekød er noget af det sundeste, vi kan spise.
Endelig er klimaet ikke i krise. Det har altid gået lidt op og ned.
- Det har altid gået lidt op…
- Det har altid gået lidt op og ned.
Bare ikke i samme tempo som nu og så entydigt i samme retning.
Istiderne kom efter sigende…
Istiderne kom efter sigende overraskende hurtigt.
I øvrigt er det svært at finde pålidelige data efterhånden; de fleste datasæt manipuleres.
Trumpister og putinister…
Trumpister og putinister vinder frem overalt. Ikke fordi de har gode troværdige løsninger, men fordi de etablerede partier er så bovlamme, uindbydendes eller direkte frastødende.
Hvis menneskeligheden mister…
Hvis menneskeligheden mister klimaet i den form det befinder sig i nu, så kan resten ligesom være ligemeget. Det har de fleste bare ikke fattet noget af. Endnu.
De mest ressourcestærke mennesker er kun interesseret i sig selv, deres indtjening og dermed deres mulighed for forbrug.
Point-of-no-rerurn er for længst overskredet. Det skete senest da indlandsisen på arktis og verdens gletsjere begyndte nedsmeltningen for mere end 30 år siden.
Efter sigende skulle der til…
Efter sigende skulle der til gengæld være kommet mere is på Antarktis i årene 2021-2023 (iflg. kinesisk kilde).
NB: Point of no return bygger på en tro om at vi mennesker kan ændre klimaet. Det kan vi ikke; det har vi aldrig kunnet - hverken til den ene eller den anden side.
Men nogle politikere vedtog alligevel at det kan vi. Stol aldrig på politikere (eller journalister, deres lakajer).
Tilføj kommentar