SF Ungdom: Danske politibetjente bør bære kropskamera
SF Ungdom: Danske politibetjente bør bære kropskamera
Den seneste tids debat om vores politi gør det klart - vi har brug for bedre at kunne holde øje med dem, der holder øje med os, skriver politisk leder i SF Ungdom, Magnus Flensborg
Knippelslag på fredelige demonstranter, der lå ned, med hænderne op foran hovedet. Billederne og videoklippene var voldsomme.
Her i maj havde aktivister fra Den Grønne Ungdomsbevægelse blokeret indgangene til Mærsks hovedkvarter, i protest mod virksomhedens andel i at skibe våbendele til Israel, hvorefter politiet fjernede aktivisterne med knipler, hunde og magtanvendelse.
Episoden, og om politiets magtanvendelse var berettiget, er sidenhen blevet diskuteret i den offentlige debat, men én ting har været fraværende: løsninger.
Her ville indførelsen af kropskameraer i Danmark gøre en klar forskel for retssikkerheden og tilliden til politiet.
Kropskameraer kan styrke tilliden
Danmark er et land med en generel høj tillid til politiet. Men man kan ikke tage det for givet. Storbritannien lå også højt i den statistik for bare få år siden, før den dykkede ned til at under halvdelen af deres befolkning udtrykte tillid til politiet i 2024.
Tillid tager lang tid at bygge op, men kan forsvinde lige så hurtigt som mediesagerne dukker op. På den front er det ikke bare kniplerne og hundene foran Mærsks bygninger der undergraver tilliden herhjemme.
Kropskameraer er en måde at kunne opbygge en tillid, der transcenderer ord mod ord i svære sager
Samme uge som episoden med aktivisterne, udtrykte Statsrevisorerne en klar kritik af politiets henlæggelser af sager, hvor flere tusind ofre har fået at vide at politiet efterforskede deres sager, uden at de gjorde det.
I Vejle har politienheden med kaldenavnet “tæskeholdet” været berygtet for deres peberspray, politistave og umotiveret vold. Der har været flere, konkrete sager som ikke ligefrem har styrket tilliden til den danske politistyrke.
Læs også:Alternativets Unge: Hetzen mod aktivisme svækker demokratiet
Kropskameraer er en måde at kunne opbygge en tillid, der transcenderer ord mod ord i svære sager. Det er en måde at kunne få bragt beviser ind i ophedede situationer, hvor der er blevet klaget over en bestemt politibetjent.
Et værktøj mod vold
Det styrker retssikkerheden som borger, hvis du ved, at dit møde med politiet bliver optaget og kunne indgå som bevismateriale hvis du ville have behandlet din sag.
Det styrker også den enkelte betjents sikkerhed at kunne fremlægge en optagelse af hvordan man havde ageret, hvis man er blevet uretmæssigt anklaget.
vi kan bygge videre på de erfaringer som andre lande allerede har gjort sig med dem
For mange vækker kropskameraer mindelser om USA. Om et vidtgående tiltag der kun er nødvendigt i sager som mordet på George Floyd eller i et land hvor man gang på gang ser videoklip af politivold fra sværtbevæbnede politifolk.
Men det danske politi udvidede allerede i 2024 et prøveforløb i brugen af kropskameraer i flere sammenhænge.
Vi har allerede erfaring med kropskameraer som værktøj. Og vi kan bygge videre på de erfaringer som andre lande allerede har gjort sig med dem.
Læs også:Glem ulve og vindmølleparker - ulighed og fattigdom er ved at knække Danmark midt over
Det er på tide at der vises noget politisk ansvar overfor de legitime bekymringer og spørgsmålstegn, som sættes over for det danske politi. Ellers undergraves tilliden stykke for stykke for hver overskrift eller video der viser sig i danskernes feed.
Kommentarer
Henry Nowak-sagen i England…
Henry Nowak-sagen i England har da givet stof til eftertanke, må man jo indømme ..
Tilføj kommentar