Sidste borgmester på plads: Konservativ tager sidste stik

Efter seks dages forhandlinger er der nu sat navn på samtlige 98 borgmestre.
Den konservative Kenneth Gøtterup bliver ny borgmester i Dragør Kommune på Amager og dermed er der - for øjeblikket - sat endeligt punktum for årets kommunalvalg, ved at alle borgmesterposter i de 98 kommuner og formandsposter i regionerne er på plads.

I Dragør har man forhandlet siden tirsdag aften, men først mandag aften, seks dage senere, kunne Kenneth Gøtterup meddele, at et flertal bestående af De Konservative, Socialdemokratiet og Venstre peger på ham.

Det glæder naturligvis den nye borgmester:

”Konservative er meget glad, stolt og utrolig ydmyg overfor opgaven. Dragør står over for store udfordringer de kommende år, hvor vi både skal have yderligere styr på økonomien og står over for en stort kystsikringsopgave.”

“Det kræver et meget tæt og stabilt samarbejde mellem alle kommunalbestyrelsens partier, som Konservative vil være garant for," udtaler den nyvalgte borgmester.

Socialdemokrat bliver viceborgmester

Aftalen betyder, at socialdemokraten Nicolaj Bertel Riber bliver 1. viceborgmester. Mens kommunens hidtidige borgmester, Helle Barth, fra Venstre bliver 2. viceborgmester.

De to får begge en udvalgsformandspost oveni, ligesom Socialdemokratiets får formandsposten i den sidste af kommunens tre fagudvalg.

Nicolaj Bertel Riber kalder det en god aftale for Dragør, der sikrer et bredt samarbejde hen over midten.

Dragør Kommune er en af landets store sving-kommuner, hvor magten er gået på omgang mellem partierne.

Kommunen har, siden den blev oprettet i 1973, haft ni borgmestre fra fire forskellige partier. Både Venstre, Socialdemokratiet og lokallisten Liste T har haft posten. Og ingen har siddet mere end to perioder.

Kenneth Gøtterup overtager posten fra Venstres Helle Barth, der har siddet på posten siden juni i år, hvor hun overtog efter den tidligere Venstre-borgmester Eik Dahl Bidstrup, der efterlod posten til fordel for et job som formand i for den gule fagforening Krifa.

Mange nye borgmestre

Med Dragør Kommune på plads har De Konservative sikret sig 14 borgmesterposter, såfremt alle aftaler holder til de lokale konstitueringer formelt vedtages i kommunalbestyrelserne.

Det er seks borgmestre mere end ved kommunalvalget i 2017 og en mere end ved valget i 2013.

Socialdemokratiet ender på 43 borgmestre, et tab på fem, mens Venstre ender på 35 borgmesterposter. Det samme som partiet havde før valget.

Desuden har SF fået to borgmestre, mens Radikale Venstre, Liberal Alliance, Slesvigsk Parti og Lokallisten Nyt Odsherred har fået en hver.

I hele 43 ud af de 98 kommuner er der en ny borgmester for bordenden 1. januar. I 27 af dem er borgmesterposten skiftet til et nyt parti.

Der kan fortsat ske ændringer helt frem til det endelige konstitueringsmøde er afholdt i den enkelte kommune. De møder holdes mellem den 1. og den 15. december 2021.



 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce