Sikkerhedsstyrelsen og Dansk El-Forbund: Hoteller skal have bedre styr på el-sikkerheden

Kun hvert tiende overnatningssted slap i 2021 og 2022 gennem Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med elinstallationer
Foto: Colourbox
Det halter med elsikkerheden på ældre overnatningssteder
Sikkerheden bliver udfordret, når stikkontakten sidder løst, når eltavlen har revner eller når alt lyset slukker, fordi fejlstrømsafbryderen i eltavlen har registreret en fejl i elinstallationen.

Det er problemer, som Sikkerhedsstyrelsen ofte konstaterer ved kontrol af elinstallationer på ældre hoteller og overnatningssteder.

Sikkerhedsstyrelsen har i løbet af 2021 og 2022 ført tilsyn med elinstallationerne på i alt 344 overnatningssteder af ældre dato. Kun 33 steder var konklusionen, at alt var i orden. Det svarer til 9,6 procent af tilsynene.

det fremgår af en pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen.

Der færdes rigtigt mange mennesker på et overnatningssted

“Der færdes rigtigt mange mennesker på et overnatningssted, både gæster og ansatte. Derfor er det afgørende, at installationerne er sikre, så der ikke er en unødig risiko for at få stød eller for, at en kortslutning kan starte en brand. Hvis man er tvivl, om alt er i orden, er det en god ide at kontakte en autoriseret elinstallatør og få installationen gennemgået,” siger vicekontorchef Evy Boe Madsen fra Sikkerhedsstyrelsen.

Eltavler med skader

Nogle fejl går igen rigtigt mange steder. På mange af de kontrollerede eltavler var afdækningen ikke i orden, og dermed kunne der være risiko for at komme tæt på strømførende dele.

“Man kan let selv konstatere, at eltavlen er lukket korrekt og ikke har revner eller skader. Eltavlen skal være let at komme til, hvis der for eksempel springer en sikring, og man må ikke bruge pladsen foran eltavlen til opbevaring af møbler eller andet udstyr, der måske kan beskadige tavlen,” siger Evy Boe Madsen.

Beskyttelseslederen, der giver jordforbindelse, var ikke ført frem til hver femte faste brugsgenstand som for eksempel køleskab eller fryser, som det kræves. Og mere end hver anden flytbare brugsgenstand, for eksempel elkedler og kaffemaskiner, var ikke koblet til en aktiv beskyttelsesleder i stikkontakten.

Hvis installationen er udført med beskyttelsesleder (jordforbindelse), er det et krav, at brugsgenstande har jordforbindelse, uanset om det er fast monteret el-udstyr eller noget, der kan flyttes rundt som for eksempel elkedler.

risikerer man at få stød

“Hvis der opstår fejl på et elprodukt, der ikke er forbundet til en virksom jordforbindelse, risikerer man at få stød. Ofte passer stikket på en brugsgenstand ikke til jordforbindelsen i stikkontakten. Men det kan løses ved at købe en adapter, hvis man ikke vil skifte stikket,” siger Evy Boe Madsen.

El-Forbundet: Sørg for vedligeholdelse

På vegne af Sikkerhedsstyrelsen har hun en generel opfordring til hoteller og overnatningssteder.

“Sørg for at vedligeholde elinstallationerne. Mange af de fejl, vi finder ved tilsyn, hænger sammen med, at der ofte først er fokus på elinstallationerne, når de ikke fungerer. Men med løbende vedligeholdelse, der udføres af en autoriseret elinstallatør, kan man forebygge, at strømmen pludselig svigter eller at der sker kortslutninger eller andre skader,” siger Evy Boe Madsen.

Dansk El-Forbund er helt på linje:

“Hvis stikkontakterne hænger ud af væggen, afdækninger er slået af eltavlen, eller at det ”kilder” lidt i fingrene, når man rører ved forskellige ting på hotellet fordi jordforbindelsen mangler, så skal man kontakte en aut. installatør og få en elektriker ud for at få styr på installationen,” siger forbundssekretær hos Dansk El-Forbund, Lars B. Sørensen, til Netavisen Pio.

en elinstallation kræver løbende vedligeholdelse

Han understreger, at el-forbundets medlemmer er klar til at hjælpe med at få elinstallationerne bragt i orden: 

“Men lad være med at vente til installationerne ikke virker, en elinstallation kræver løbende vedligeholdelse.”

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce