Annonce

Simon Emil er uvidenhedens minister

Måske ministeren skulle ta’ udenfor Christiansborgs tykke mure? Her ville han erfare, at mange hver dag kæmper for at finde et job.
Visionsløst. Eller rettere dumt. Ja, undskyld mit sprog, men jeg kan ikke finde meget pænere gloser efter jeg har læst et interview med økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille i Berlingske. Her udtaler han, at nyuddannede har en kultur med ”at gå og hygge sig lidt på dagpenge, indtil man har lyst til at få et job” som svar på, at hver fjerde ledige i dag er nyuddannet.

Det vidner om en åbenlys manglende indsigt i årsagerne til, at nyuddannede udgør en større andel af antallet af ledige

Det vidner om en åbenlys manglende indsigt i årsagerne til, at nyuddannede udgør en større andel af antallet af ledige. Svaret er ganske simpelt – og burde ikke være svært at forstå for en minister – at antallet af ledige er faldet støt gennem de sidste år og dermed udgør nyuddannede helt naturligt en større andel.
Målet med uddannelse er IKKE sofaen

Jeg har mødt mange, der har taget springet og er gået i gang med en uddannelse. Postarbejderen, der efteruddannede sig til industrioperatør i medicinalindustrien, opvaskeren der blev tjener og rengøringsassistenten der er i gang med at læse til skolelærer.

Ministeren tror åbenbart, at de mange der tager en uddannelse alene gør det med målet om at lægge sig på sofaen og inkassere dagpenge.

Fælles for dem er, at de har taget uddannelse med ønsket om at få deres drømmejob. Og de er heldigvis ikke de eneste. Hundredvis efteruddanner sig hvert eneste år og andre tusinder uddanner sig videre efter folkeskolen.

Men Simon Emil er åbenbart af en anden opfattelse.

Ministeren tror åbenbart, at de mange der tager en uddannelse alene gør det med målet om at lægge sig på sofaen når eksamen er afsluttet og inkassere dagpenge. Havde ministeren kendskab til dagpengesystemet, så ville han vide, at det ikke var muligt. Der stilles krav til alle ledige om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Krav der forhindrer, at sofaen indtages.
En helt særlig ministermoral

Det kræver en helt speciel form for moral at mene, at man som minister naturligvis har krav på 2 års vederlag for god tro tjeneste, og modsat mene, at borgere der knokler for at tage en uddannelse og bidrage aktivt til fællesskabet, kun er ude på at snyde systemet.
Måske ministeren skulle overveje, at ta’ udenfor Christiansborgs tykke mure og opleve, hvordan verden er ”på den anden side”. Så ville han erfare, at mange hver dag kæmper for at finde et job. Også dem der lige har gennemført en uddannelse.

Måske ministeren skulle overveje, at ta’ udenfor Christiansborgs tykke mure og opleve, hvordan verden er ”på den anden side”

Det burde jo være en succeshistorie, at beskæftigelsen stiger og ledigheden falder. Men nej, ikke for Simon Emil Ammitzbøl-Bille. Han udnytter straks chancen for at slå løs på de, der lige har afsluttet deres uddannelse. Ministeren burde i stedet glædes over, at flere er i job.

Det er i gode tider, at vi skal indrette vores arbejdsmarked, så alle kan komme med. Det er ikke nu man skal starte en visionsløs hetz mod de nyuddannedes sikkerhedsnet.

 

Morten Søndergaard er næstformand i fagforbundet 3F København.‘Dagens Pioklumme’

 er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Flere artikler om emnet