Sisse Marie Welling: “Dybt bekymrende”

Social dumping

Sisse Marie Welling: “Dybt bekymrende”

Københavns Kommune har sikret 3,8 millioner kroner i efterbetaling til ansatte hos kommunens leverandører. Underbetalingen er især fundet i bygge- og anlægsbranchen

Sisse Marie Welling
Billedtekst
Det er helt uacceptabelt, at der foregår social dumping blandt kommunens leverandører, siger overborgmester, Sisse Marie Welling (SF).
Foto: Københavns Kommune

133 medarbejdere hos leverandører til Københavns Kommune har ikke fået den løn, de havde krav på.

Det viser Københavns Kommunes årsrapport om social dumping for 2025.

Kommunens indsatsteam mod social dumping har på baggrund af kontrolarbejdet sikret, at medarbejderne nu får efterbetalt i alt 3,8 millioner kroner.

Det svarer til omkring 29.000 kroner og 21 procent underbetaling per medarbejder i gennemsnit.

Ifølge Københavns Kommune er en stor del af sagerne sket i bygge- og anlægsbranchen.

“Dybt bemkymrende”

Kommunens indsatsteam har i 2025 gennemført 577 kontroller. Det dækker blandt andet over 201 uanmeldte besøg på arbejdspladser og 268 dokumentkontroller.

I de sager, hvor kommunen havde mistanke om social dumping og derfor kontrollerede lønsedler og andre papirer, blev der konstateret underbetaling i to ud af tre kontroller.

I København skal man have fair løn for sit arbejde – så enkelt er det

Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) kalder det i en pressemeddelelse “dybt bekymrende”:

“I København skal man have fair løn for sit arbejde – så enkelt er det. Derfor er det også dybt bekymrende, at så mange ansatte hos vores leverandører bliver snydt for løn. Det er helt uacceptabelt,” siger hun og uddyber:

“Netop derfor er jeg rigtig glad for, at vi har et indsatsteam, der fanger dem, der prøver at snyde. For der skal selvfølgelig være tillid til ordentlige forhold, når man arbejder for Københavns Kommune,”

Kommunen oplyser, at indsatsen også har omfattet private bosteder og daginstitutioner i 2025.

Her har kontrollerne indtil videre vist problemer med løn- og arbejdsvilkår, særligt for vikarer, men også for fastansatte. Det har ført til efterbetalingskrav på knap 314.000 kroner fordelt på 18 medarbejdere.

Kræver betaling med tilbagevirkende kraft

Københavns Kommune har siden 2011 haft klausuler i sine kontrakter, som skal sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold for medarbejdere hos kommunens leverandører.

Siden 2018 har kommunen haft et internt indsatsteam, der kontrollerer forholdene.

Når kommunen konstaterer underbetaling hos en leverandør, kræver indsatsteamet både, at medarbejderne får efterbetalt den løn, de er blevet snydt for, og at lønnen fremover bliver rettet op i resten af kontraktperioden.

Sidste års rapport gav et historisk højt efterbetalingskrav på 4,4 millioner kroner fordelt til i alt 203 medarbejdere hos kommunens leverandører på tværs af alle brancher.

Læs også:Stil krav til kommuner og regioner, så vi undgår byggeskandaler på skatteborgernes regning

Siden da har kommunen taget et nyt registreringssystem i brug på større byggeprojekter.

Systemet fungerer som et ID-kortsystem og registrerer oplysninger om både leverandører og medarbejdere.

Ifølge kommunen skal det skabe større gennemsigtighed i leverandørkæderne og gøre det lettere at føre kontrol.

Systemet er nu i brug på 13 større byggeprojekter.

Flere kommuner går sammen

Københavns Kommune oplyser samtidig, at flere aktører nu tilslutter sig det såkaldte Hovedstadssamarbejde mod social dumping.

I 2025-2026 er otte nye samarbejdspartnere kommet til, så samarbejdet nu har 13 medlemmer.

Blandt de nye samarbejdspartnere er Frederiksberg Kommune, Herlev Kommune og Danmarks Nationalbank.

Samarbejdet betyder blandt andet, at Københavns Kommunes indsatsteam kan udføre kontroller og rådgivning for andre kommuner og aktører.

Læs også:SF og 3F: Ja til udenlandsk arbejdskraft – nej til løndumping og politisk naivitet

Ifølge kommunen er formålet at styrke kampen mod social dumping på tværs af kommunegrænser og sikre fair konkurrence mellem leverandører.

Rapporten tager ikke højde for sager fra resten af Hovedstadssamarbejdet, og baserer sig udelukkende på sager fra Københavns Kommune.

Signe Marie Flindt

Journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Torsdag den 30.04.2026 - 11:06

Godt at vide, at Kbhs Kommune har fokus på svig og svindel og bruger ressourcer på kontrol.

Jeg håber meget, at de firmaer, der ikke opfylder reglerne, bliver udelukket fra fremtidige licitationer.

Indsendt af Bent Møller Jensen (ikke efterprøvet) den Torsdag den 30.04.2026 - 21:44

Ja selv blev Sissel jo ikke undersøgt af hendes ansvar overfor de ældres omsorg og pleje, sammen med de mange årelange skandaler der fulgte med negligeringen af dette, fra den nuværende overborgmesters side.

Det er bestemt stærkt bekymrende.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.