Annonce

Sjælden bred enighed på Borgen: Hvis I stemmer ja til det her, så er det ud

Opbakning til et borgerforslag kan få den konsekvens, at Nye Borgerlige ryger ud af milliardstor trafik-aftale.
Hvis Nye Borgerlige stemmer ja til et borgerforslag om, at det skal være gratis at køre over Storebæltsbroen, kan partiet ikke samtidig være med i forliget om infrastruktur, mener de andre partier i Folketinget.

Det skriver Avisen Danmark.

Et borgerforslag om at gøre det gratis for alle at krydse Storebælt, har fået mere end 50.000 underskrifter, og derfor blev det forleden debatteret i folketingssalen.

Se debatten her.

Her fik borgerforslaget opbakning fra Nye Borgerlige.

Men partiet er samtidig med i infrastrukturaftalen til 160 milliarder kroner, som skal betales blandt andet med indtægter fra netop Storebæltsbroen.

Naturlig konsekvens

Spørgsmålet er derfor, om man både kan være for gratis bro og samtidig være med i en aftale, hvor pengene kommer fra de bro-penge, man vil sløjfe.

Det mener de øvrige partier ikke, man kan.

"Hvis man fjerner finansieringsgrundlaget for en udgift, man selv har været med til at vedtage i forbindelse med et politisk forlig, er den naturlige konsekvens, at man er ude af forligskredsen," siger Socialdemokratiets transportordfører, Thomas Jensen,

Og det synspunkt er der sjældent bred enighed om blandt de øvrige transportordførere, som Avisen Danmark har talt med.

Fra Enhedslisten til Konservative er holdningen, at man ikke kan være med i transportaftalen, hvis man som Nye Borgerlige stemmer for at gøre Storebæltsbroen gratis. Men holdningen er også, at Nye Borgerlige helst selv bør trække sig fra forligskredsen.

De må smide os ud

Nye Borgerliges transportordfører, Mette Thiesen, giver ikke meget for de øvrige partiers kritik. Hun vil dog ikke gå frivilligt fra infrastruktur-aftalen:

"Vi stemmer for borgerforslaget om gratis Storebæltsbro uanset hvad. Hvis de vil smide os ud af den grund, er der ikke noget at gøre ved det, så må de smide os ud. Men vi kunne godt pege på nogle steder i infrastrukturplanen, hvor disse penge ville kunne hentes, hvis vi satte os ned i forligskredsen og gik det igennem," siger hun til Avisen Danmark.

Om Nye Borgerlige fortsat vil være en del af infrastruktur-aftalen bliver drøftet, når partierne mødes i Transportministeriet onsdag.

Indtægterne fra Storebæltsbroen skal betale cirka ni milliarder af de i alt 160 milliarder kroner som politikerne har sat af til ny infrastruktur frem til 2035.

Desuden er der stadig en restgæld på 19 milliarder kroner på Storebæltsbroen, som skal indfries på anden vis, hvis man fjerner brugerbetalingen. Detil kommer årlige udgifter på en milliard til drift, vedligehold og tilskud til færgeruter, som der også skal findes finansiering til.

Storebæltsbroen blev indviet i 1998 og prisen for bro og tunnel var dengang 38 milliarder kroner, inklusiv de renter, der løb på i opførelses-fasen.

Sund & Bælt, der står for driften af broen, forventer at broen er betalt færdig i 2032.


 

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Det, som mange helt overser i denne debat, er nok mest, at det ville trække tæppet fuldstændig og aldeles væk under Femern-forbindelsen, hvis storebæltsbroen bliver gratis eller bare "for billig" (uden at jeg kan sætte en beløbsgrænse på).

Thor. Hvis du hørte Mette Thiesen i folketingssalen den dag det var til behandling, kan ikke forstå hvad hun laver der, penge fra Storebælt broen brugt mange steder. Også af NB.
Ole Simonsen

Ja, det stinker langt væk af stemmefiskeri. Hun og NB kommer jo ikke til at stå med ansvaret alligevel.

Nej , NB tager intet ansvar, de skræpper bare op og de andre blå jubler , fordi de har fået nogle der kan skaffe dem magten.

Først ville bromodstanderne stoppe byggeriet af en storbæltsbro, nu vil de havde det skal være gratis at køre over, det på trods af at det kun var fordi der blev indført brugerbetaling at partiet venstre ville stemme for en godkendelse af anlægsbevillingerne til opførelse af en bro. Borgmestrene i både Korsør og Nyborg forsøgte til det sidste at få projektet standset, så færgerne vedblivende kunne fortsætte. Godt vi fik broen, selv med brugerbetaling.
Da jeg var med en af de sidste færgeture i 1998 kostede en returbillet til bil, kr. 690,00. Når jeg nu mange gange om året køre over broen, koster det kun kr. 388,00 for en returbillet. Hvis det sker fra fredag til søndag, koster det kun kr. 339,00, så stop "klynkeriet". Desuden kunne færgerne max. transporter 10.000 biler over i døgnet mod broens nu mellem 40 og 50.000 biler i døgnet uden ventetid og andre problemer.

Annonce