Som vestsjællænder er det ikke svært at konstatere problemet. Og selvom det kan lyde som en kliché fra en socialdemokratisk folketingskandidat, så er det rent faktisk de borgerliges skyld det hele.

Ugebrevet A4 kunne torsdag den 20. november fortælle, at uligheden er stigende på Sjælland. Mens jyderne og fynboerne følges nogenlunde ad, når det gælder indkomsten i de enkelte kommuner, så er der langt større afstand på Sjælland og øerne. En gennemsnitlig lollik tjener kun lidt over halvdelen af en gennemsnitlig Gentofte-borger.

Blandt andre i A4's historie konstaterer forfatter og journalist Lars Olsen ganske rigtigt, at borgerne i Vestsjælland og på Lolland-Falster har et ringere uddannelsesniveau, end man har i hovedstadsområdet. Til det kunne man tilføje: og en lavere produktivitet i de private virksomheder, højere arbejdsløshed og flere uden for arbejdsmarkedet sammenlignet med såvel hovedstaden som de tre andre regioner.

Som vestsjællænder er det ikke svært at konstatere problemet. Og selvom det kan lyde som en kliché fra en socialdemokratisk folketingskandidat, så er det rent faktisk de borgerliges skyld det hele.

Jeg mener, at der er tre overordnede grunde til, at vi ser en udvikling, hvor hovedstadsområdet trækker fra i forhold til resten af Sjælland:

1) Centralisering af statslige arbejdspladser
VKO’s reformer i 00’erne, med kommunalreformen i spidsen, har ledt til en centralisering, der har lukket mange af de statslige arbejdspladser i Region Sjælland. Ifølge Momentum er der i Syd- og Vestsjælland én statslig arbejdsplads for hver 43 borgere, mens der er én for hver 12 borgere i København.

Ingen andre landsdele har færre statslige arbejdspladser pr. borger end Syd- og Vestsjælland, og de er i høj grad forsvundet i relation til reformerne i 00’erne, hvor skattecentre, forskningscentre og forvaltning blev rykket til København.

Selvom en kommune som Kalundborg har stor vækst i antallet af private arbejdspladser, får man sjældent medarbejderne til at flytte til byen. Der mangler job til ægtefællen, så i stedet bliver familierne boende i hovedstaden, og de lokale kommuner får aldrig del i skatteindtægterne.

2) Centralisering af uddannelsesinstitutioner
Manglende uddannelsesmuligheder gør, at de fleste unge flytter væk fra regionen. Men det gør også, at det er svært at få de unge tilbage til landsdelen, når de er færdiguddannede.

Traditionelt set har vi i Danmark haft en spredning af uddannelsesmulighederne, ligesom man stadig gør i Sverige og Norge, men ligesom med de statslige arbejdspladser er der sket en markant centralisering af uddannelsesinstitutionerne. Ikke mindst som følge af reformerne af de videregående uddannelser under VKO.

Syd- og Vestsjælland har aldrig været et uddannelsesmekka, men før i tiden kunne man dog uddanne ingeniører til de lokale virksomheder og lærere til den lokale folkeskole. Det kan ikke lade sig gøre mere.

3) Uansvarlig økonomi
De nye lånetyper, der blev lanceret under Fogh, gjorde, at boligmarkedet blev overophedet, og mange flyttede ud på Sjælland. Min egen hjemby, Holbæk, var årtiets næst hurtigst voksende by i Danmark, og man forventede, at det ville fortsætte sådan for altid.

Men når de politiske kræfter blev lagt i at trække folk til, glemte mange kommuner deres børnelærdom om at sikre det lokale arbejdsmarked. I rekordbyen Holbæk mente den radikale borgmester, at vi kunne satse på bosætning og uddannelse og så glemme arbejdspladserne.

Konsekvensen er, at kommunerne i Syd- og Vestsjælland er blandt dem, der har mistet flest private arbejdspladser. Hvilket også begrænser tilstrømningen af kvalificeret arbejdskraft.

Det politiske svar er for mig at se todelt.

For det første skal vi indrette vores velfærdssamfund, så vi undgår den skævvridning, der sker i øjeblikket. Konkret kunne man ændre den kommunale beskatning, så de enkelte kommuner i højere grad blev præmieret for at tiltrække arbejdspladser og ikke kun for at tiltrække borgere, som det er i dag. Derudover skal der sættes en stopper for den eksport af blandt andre førtidspensionister, der sker fra bykommuner til landkommuner. Det kan gøres ved, at den kommune der tildeler borgeren førtidspension, også betaler pensionen i hele perioden.

For det andet skal vi begynde at flytte statslige arbejdspladser ud af København. I Storbritannien, Irland og Norge har man sparet op imod 27 procent af omkostningerne ved at flytte statslige arbejdspladser ud af hovedstaden til områder, hvor der er et fagligt match med funktionen. Det giver ikke bare en mere ligelig fordeling, men også en billigere statslig sektor.

Man kunne for eksempel flytte Kulturstyrelsen til Roskilde, Søfartsstyrelsen til Svendborg og Fødevarestyrelsen til Vestsjælland. Eller man kunne starte med at aflyse lukningerne af forskningscentrene på Lindholm i Stege Bugt og ved Flakkebjerg i Slagelse og garantere flådestationen i Korsør.

Det handler ikke om, at Lolland skal have samme gennemsnitsindkomst som Gentofte. Det handler om, at hvis ikke vi adresserer problemet politisk, risikerer vi at få et Lolland, der er forarmet og ghettoiseret. Hvor størstedelen af en skoleklasse har forældre, der aldrig har haft kontakt med arbejdsmarkedet.

Hvis gabet mellem kommunerne ikke skal blive større, end det er nu, kræver det politisk handling for at vende rundt på VK-regeringens fejltagelser.

Kaare Dybvad (f. 1984) er folketingskandidat i Holbæk for Socialdemokraterne og uddannet geograf.