I sidste uge var jeg på Skive-egnen. Jeg var inviteret til en paneldebat på det lokale folkemøde, Skivemødet. I Jeppe Aakjærs gamle lade endda. Efterfølgende overhørte jeg en samtale mellem to medlemmer af Aakjærselskabet. De var – sagde den ene stolt til den anden – begyndt at samle sammen til en gravsten for Jens Vejmand, der ligger begravet under et bræt på kirkegården i Tjørring. ”Så får han endelig den sten, han aldrig fik”, sagde den ældre mand fra Aakjærselskabet.

Min første indskydelse var, at det var en sympatisk men også meget misforstået gestus. Jeg tænkte, at denne nydelige skibonit var ved at omskrive et stykke af vores nationalhistorie ved i misforstået godhed at forsøge at omgøre den skæbne, der gjorde Jens Vejmand til en del af den nationale krønike.

Så får han endelig den sten, han aldrig fik

 
Jens Vejmands forbandelse

Det var hverken fattigdommen eller det hårde, drøje slid, der var Jens Vejmands forbandelse. Fattigdommen var allemandseje gennem slægtled. At have hårdt fysisk, nedslidende arbejde var et vilkår for generationer, ligesom der stadig er folk på arbejdsmarkedet, hvis fysiske kraftanstrengelser for at tjene til dagen og vejen ikke lader Jens Vejmand noget tilbage at ønske.

Nej, Jens Vejmands forbandelse var af en anden og mere åndelig karakter. Hans forbandelse var det, Aakjær selv andetsteds kaldte ”sjælenes sukkende savn”. Generationerne før Jens Vejmand måtte ikke leve med den samme følelse af manglende værdsættelse. Armod og trældom til trods var de dele af et samfundssystem, hvor der var brug for dem, og hvor alle i et vist omfang var ens for Vorherre.

Men for Jens Vejmand og hans generation var det anderledes. De rige og jordbesiddende fik stemmeret. Bønderne fik deres frihed, selvom friheden med Aakjærs ord vist mest dækkede over friheden til at tæve og udplyndre tyendet. Teknologiske landvindinger åbnede verden, fabrikker skød op. Uddannelse blev en ting.

Jens Vejmands forbandelse var det, Aakjær selv andetsteds kaldte ”sjælenes sukkende savn”

Men i al den udvikling blev Jens Vejmand og resten af landproletariatet glemt. Nogle flyttede til byerne, andre blev som Jens Vejmand ved Jyllands sandede jorder. Fælles for dem var, at den stolte bondeidentitet, der i århundreder havde givet dem en plads i det store fællesskab, forsvandt under de nye tiders idealer.

Jens Vejmand og alle som ham blev glemte, identitetsløse. De var – som Peter Sabroe sagde det – landets største skatteydere, for de havde givet alt, deres krop formåede. De knoklede sig ihjel for et samfund, der dårligt nok anerkendte deres eksistens. Ingen gav Jens Vejmand stemmeret, ingen talte om hans frihed, hans mulighed for uddannelse. Teknologiske landvindinger gik i en bue uden om ham.

De var landets største skatteydere, for de havde givet alt, deres krop formåede

En skamstøtte over fattigdom

Intet beskriver det identitetstab bedre end Aakjærs vise om Jens Vejmand. Det er modsætningsforholdet mellem at have haft et liv fyldt med sten og at blive begravet under et gammelt frønnet bræt, der har gjort Jens Vejmand til det socialt indignerede Danmarks nationalsang. Fordi brættet mere end noget andet viser samfundets manglende anerkendelse af hans slid og hans eksistens.

Brættet på kirkegården i Tjørring står som en skamstøtte over den sociale uretfærdighed, vi alt for længe lod spire i velgødet jord i Danmark

Det er en vise om, at fattigdom ikke blot er et spørgsmål om penge og social sikkerhed, men at det også er en mangel på plads i vores fællesskab.

At udvikling og rigdom ender i menneskelig tragedie, hvis ikke den er for alle.

At kampen for social retfærdighed først som sidst bunder i troen på det enkelte menneskes værd.

Alt det glemte Jens Vejmands medmennesker. Og brættet på kirkegården i Tjørring står som en skamstøtte over den sociale uretfærdighed, vi alt for længe lod spire i velgødet jord i Danmark. Hvis man fjerner det bræt, fjerner man en del af historiens vidnesbyrd, man fjerner en del af os selv.

Og min tanke, da jeg stod der uden for Jeppe Aakjærs lade var, at man fjernede det opråb fra fortiden til nutiden, at sådan må vores samfund aldrig blive igen.
Et anerkendende nik fra nutiden til fortiden

Men da jeg satte mig ind i bilen og kørte hjem gennem sommerlandet, tænkte jeg, at ligesom Jens Vejmands bræt var et opråb fra fortiden til nutiden, kunne en nyopført gravsten være det modsatte: Et anerkendende nik fra nutiden til fortiden. ”Vi har forstået det nu”, ville Velfærdsdanmarks besked være ved den gamle stenbankers mausoleum.

Ikke fordi vi er lykkedes med alt. Og ikke fordi ingen længere lider nød eller er fanget under ensomhedens åg i Danmark. Kampen er ikke vundet. Endnu. Men fordi Jens Vejmands historie og tidernes råb fra de tusinder, der led samme skæbne, som han gjorde, trods alt fik os til at opbygge et samfund, hvor menneskeværdet er den altdominerende værdi.

Stenen kunne være et løfte om, at selvom vores samfund langt fra er perfekt, så har vi lært vores lektie, og at vi nu gør alt, der står i vores magt for, at ingen skal lide en skæbne lig den, der blev Jens Vejmand til dels.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes. Heller ikke nu, hvor jeg gennemgår mine tanker igen. Men jeg ved, at samtalen om Jens Vejmands gravsten er et spørgsmål om en del af vores nationale identitet. Et dilemma, en diskussion, der fortjener større udbredelse end to mennesker foran Jeppe Aakjærs lade, og dette er mit bidrag.

Og jeg ved, at hvis jeg en dag får børn, så skal de med til kirkegården i Tjørring, og jeg skal fortælle dem historien om Jens Vejmand og alle de andre, der blev glemt i deres samtid.

Uanset, om han til den tid ligger under et bræt eller en sten.

Mads Havskov Hansen skriver Mads og Monologen på Netavisen Pio.
Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.