Lønmodtagere der dagligt yder en ekstra indsats, der muliggør et velfungerende og velstående samfund. En indsats der ikke kan aflæses på lønsedlen, og derfor ikke anerkendes af højrefløjen.

Ideen om at tandlægen og advokaten yder en ekstra indsats, mens pædagogen og betonarbejderen ikke gør, er en moderne hønen og ægget i samfundsfaget.

Eleverne spørger vi: "Hvem er vigtigst: rengøringsmanden eller kirurgen?"

Højrefløjen med Liberal Alliance som galionsfigur mener tydeligvis kirurgen. Hvorfor skulle de ellers støtte en øget ulighed og kampen for et Ryanair-samfund?

Ræsonnementet må lyde: "Kirurgen er vigtigst, og fortjener derfor en skattelettelse".
Men glemt i fortællingen er, at kirurgens arbejde er ligegyldigt, hvis patienten dør af infektion pga. en beskidt operationsstue.
Kirurgens succes, prestige og løn, står og falder på rengøringsmandens grundige arbejde. For ikke at nævne sygeplejersken, portøren osv.

Manuelt arbejde fortjener også anerkendelser
Rengøringsmandens arbejde fortjener altså anerkendelse. Og hvad med SOSUeren der passer de ældre, og trods 'effektiviseringer' forsøger at skabe rammerne for et værdigt liv for demente og andre skrantende ældre medborgere. En tung samtale med pårørende om deres demente far eller ondt i ryggen som følge af tunge løft?

Betonarbejderen med nedslidt krop efter mange års tungt arbejde på byggeprojekter, der er kommet alle til gode. En arbejder, der allerede er hårdt ramt af efterløns- og dagpengereformerne?

Pædagogen der møder ind lørdag eftermiddag til en aftenvagt, hvor hun skal passe udadreagerende handicappede med udsigt til at blive svinet til, trusler og i værste fald fysiske overfald?

Alle vil de nok mene, de yder en ekstra indsats.

Fælles for dem er, at de dagligt - blandt tusindvis af andre - yder en beundringsværdig og ekstra indsats i deres arbejde. En indsats der ofte har konsekvens af tidlig nedslidning, større risiko for stress og jobusikkerhed.  En verden tandlægen og advokaten ikke kender til - altså alle de topskatbetalende og ekstra-indsats-ydende borgere.

Topskatten udjævner ulighed
Når højrefløjen ønsker at fjerne topskatten, ligger det i direkte forlængelse af deres menneskesyn og deraf ønske om et lavere kontanthjælpsloft, øge arbejdsudbuddet i krisetid samt svække den danske model.

De facto betyder en lavere kontanthjælp at mindstelønnen sænkes, således kan de lavestlønnede ræse mod bunden med øget jobusikkerhed. En tilstand der allerede er realiteten i store dele af Europa. Imens kan de vellønnede skumme fløden, og se uligheden stige uden de store bekymringer.

I et velfungerende samfund værdsættes alles indsats, og siden vi ikke kan aflønne vores dygtige folk i marken med en direktørlønning, kan vi anerkende dem og give dem en gevinst gennem et progressivt skattesystem, hvor de der tjener mest også bidrager mest til fællesskabet.

Samtidig kan vi forsøge - blot en anelse - at opveje lønforskellen mellem direktøren og den almindelige lønmodtager igennem det progressive skattesystem. På den måde takker vi indirekte for den indsats, der ikke kan ses på lønsedlen.

Malthe Poulsen (f. 1986) omsorgsmedhjælper, lærerstuderende og medlem af Socialdemokratiet.