Annonce

Skandale i Danske Bank, topschef i Skat stopper og Martin Rossen taler ud

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Så er det blevet mandag og tid til dagens lille nyhedsoverblik fra Netavisen Pio.

I dag og henover weekenden har især to ting sat dagsordnen, Lars Løkke Rasmussens nye bog og regeringens udspil til finanslov. Begge ting kan du læse mere om andetsteds på Netavisen Pio.

Men der er også sket andet, og det har vi samlet i den lille buket, som vi kaldet Aktuelt.

 

Endnu en skandalesag i Danske Bank

Danske Bank er endnu engang endt i en dårlig sag. Banken har i årevis opkrævet gæld fra tusindvis af kunder i strid med reglerne.

En række grundlæggende fejl i bankens data og IT-systemer betyder, at de berørte kunder samlet har betalt millioner af kroner, som banken ikke har ret til.

Det kan TV 2 og Berlingske afdække på baggrund af interne dokumenter fra Danske Bank.

Fejlene har blandt andet medført, at banken har inddrevet alt for høje beløb og forældede gældsposter, som banken ikke længere havde ret til. I flere tilfælde har banken på grund af fejlene desuden opkrævet gæld fra de forkerte personer.

Banken regner selv med, at mellem 10.000 og 15.000 kunder nu skal have penge retur, fordi banken uretmæssigt har opkrævet for store beløb gennem årene.

Sagen vække opsigt på Christiansborg, hvor SF's Lisbeth Bech-Nielsen vil have erhvervsminister Simon Kollerup (S) i samråd og Enhedslistens  Victoria Velasquez vil desuden foreslå en ekstern undersøgelse.

Læs hele historien her.


Topchef i Skat stopper med øjeblikkelig virkning

Direktøren i Udviklings- og Forenklingsstyrelsen Andreas Berggreen stopper i sin stilling fra dags dato. Det skriver TV2.

Styrelsen har ansvaret for det nye ejendomsvurderingssystem, som har været træls igennem en længere periode.

Onsdag har Skatteminister Morten Bødskov (S) hasteindkaldt alle partiernes skatteordførere til en orientering om netop det system.

I oktober annoncerede Bødskov, at det nye boligskattesystem er blevet udskudt til 2024.

Grunden til udskydelsen var, at der var ”akutte it-problemer på ejendoms-, gælds-, moms- og toldområdet” hos skattevæsenet – blandt andet kunne det nye ejendomsvurderingssystem ikke leve op til tidsrammen.

Læs hele historien her.

 

Kristian Jensen takker nej til spidskandidatur

Venstres Kristian Jensen ville som bekendt gerne stå i spidsen for partiet, men det blev ikke til noget.

I stedet har partifællerne i Midtjylland forsøgt at overtale Kristian Jensen til at blive partiets spidskandidat ved regionsrådsvalget næste år.

Men det blev et pænt nej tak. Det fortæller han til TV MIDTVEST.

"Jeg er blevet spurgt, og jeg har også givet dem det svar, at det ikke er mig, der skal stille op. Jeg tror, at vi har bedre kandidater blandt de andre, de har i tankerne, og derfor har jeg bedt dem om at kigge videre," siger han.

Venstre er på jagt efter en ny udfordrer til den socialdemokratiske regionsrådsformand Anders Kühnau, fordi partiets kandidat ved valget i 2017, Carsten Kissmeyer, har meddelt, at han ikke ønsker at genopstille,  efter at han er blevet valgt til Folketinget.

Læs hele nyheden her.

 

Martin Rossen taler ud

En af dansk politiks mest omtalte personer det seneste år, statsministerens særlige rådgiver Martin Rossen, har ikke sagt mange ord til citat til journalister i de år, hvor han har været ved Mette Frederiksens side.

Det gjorde han til gengæld i weekenden, hvor Politiken havde fat i ham.

Ifølge Rossen, så går toppolitikeres tid går med drift og bundne opgaver, som fortrænger politikernes mulighed for at fordybe sig og tænke i originale, nye løsningsmodeller. Derfor er det afgørende, at der findes folk, der kan hjælpe politikerne med det, mener han.

Læs hele interviewet her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet