Annonce

Skandaleramte Køge-Calle mødes jævnligt med socialdemokratisk gruppeformand

TV 2-dokumentaren Den Sorte Svane: “Carl Christensen er en del af min omgangskreds,” siger S-gruppeformand
Foto: TV 2
Køge-Calle - alias entreprenør Carl Richard Christensen
Erhvervsmanden, entreprenøren, tidligere socialdemokratisk medlem af Køge Byråd, Carl Richard Christensen - alias ‘Køge-Calle’ - mødes jævnligt med Socialdemokratiets gruppeformand på Køge Rådhus, Erik Swiatek.

Det bekræfter Erik Swiatek over for Dagbladet Køge/Sjællandske Nyheder.

Køge-Calle deltog onsdag aften - via skjult kamera - i TV 2-dokumentarserien, ‘Den Sorte Svane’, der i fem dele afdækker kriminalitet begået i et samarbejde mellem underverdenen og tilsyneladende fine advokater, rådgivere og specialister.

Køge-Calle er et kendt ansigt på Køge-kanten, hvor han ejer en række ejendomme. Han var medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Køge fra 2010 til 2014. Køge-Calle er tidligere filialdirektør i Jyske Bank og Roskilde Bank. Han har også i en årrække været direktør for Herfølge Boldklub.

Det fremgår af afsnittet, at Carl Richard Christensen så udmærket kender TV 2’s muldvarp, erhvervsjuristen Amira Smajic, og at han tidligere har hvidvasket pænt store pengebeløb for hende:

Vi havde jo en deal på, at når du ville have en overførsel på 1 million, så kom du med 1,15 mio. kr.

“Vi havde jo en deal på, at når du ville have en overførsel på 1 million, så kom du med 1,15 mio. kr., tror jeg, det var,” siger han blandt andet i de skjulte TV-optagelser, og tilbyder, at han og Amira Smajic kan lave samme model igen.

Afviser: “Fremprovokeret” af muldvarp

Carl Richard Christensen afviser kategorisk over for Finans at have medvirket til hvidvask og skatteunddragelse. Han skriver til mediet, at hans udtalelser i de skjulte optagelser er “fremprovokeret” af TV 2’s muldvarp.

I TV 2-dokumentaren nævner Carl Richard Christensen, at han en gang om måneden spiser frokost med en politiker fra byrådet i Køge. Han siger også undervejs, at han kan fikse lokalplaner via sit kommunale netværk:

En af dem kommer en gang om måneden. Så tager vi en frokost sammen

"En af dem kommer en gang om måneden. Så tager vi en frokost sammen. Borgmesteren har jeg det også fint med. Jeg prøver bare ikke at vise det så tydeligt. Hvis man har nogle konkrete steder eller sager, hvor man skal have lokalplanen igennem, der kan jeg godt trække på noget."

Borgmester: Kom til rådhuset hvis du ved noget

Køges borgmester, Marie Stærke, nævner i TV-dokumentaren, at hun ikke har mødt Carl Richard Christensen efter at denne forlod byrådet tilbage i 2014, men at hun har hilst på ham, hvis de er stødt på hinanden i byen.

Den udlægning bekræfter Køge-Calle over for Dagbladet Køge.

I et opslag på Facebook opfordrer Marie Stærke til, at man kommer til kommunen med mistanke om ulovlige forhold:

"Som jeg udtalte i går, så vil jeg opfordre til, at hvis nogen har oplysninger eller anden dokumentation om forhold, der skulle være ulovlige, brud på regler mv. Så, hvis der er medier eller andre, der ligger inde med viden, så vil jeg og Køge kommune meget gerne indgå dialog, uanset om det drejer sig om privatpersoner, virksomheder eller lignende."

Gruppeformand: “En halv snes gange om året” 

Socialdemokratiets gruppeformand på Køges Rådhus, Erik Swiatek, der i perioden fra januar 2018 til december 2021 var formand for Teknik- og Ejendomsudvalget, bekræfter derimod, at han har jævnlig kontakt med Carl Richard Christensen:

“Carl Christensen er en del af min omgangskreds, så det er korrekt, at jeg mødes med ham. En halv snes gange om året,” siger Erik Swiatek til Dagbladet Køge/Sjællandske Nyheder.

Erik Swiatek afviser at kende til lokalplaner, som Køge-Calle angiveligt skulle have haft indflydelse på.

S-gruppeformanden bekræfter over for dagbladet, at et tidligere Køge Calle-firma har været ham behjælpelig i forbindelse med renovering af hans køkken og omfugning af en garage.

Swiatek har i øvrigt tilladelse til at parkere i Carl Richard Christensens gård

Swiatek har i øvrigt tilladelse til at parkere i Carl Richard Christensens gård.

Carl Richard Christensen afviser over for Sjællandske Nyheder, at han mødes jævnligt med en politiker på Køge Rådhus. Han afviser også, at han via sit kommunale netværk kan fikse lokalplaner.

Køge-Calle mener, at begge dele "er taget ud af kontekst".

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Før Den-Lille-Svindlers (Før:V; Nu:M - hvilket er et fedt) kommune sammenlægning i 2007 fra 278 til 98 kommuner var der mange som advarede mod det demokratiske underskud det medførte. Almindelige ukorrupte engagerede mennesker, som ville befolkningen det bedste, blev smidt for porten og eliten trådte ind i kommunalbestyrelserne landet for at kassere og handle i egen interesse.

Dette her er en del af det resultat.

Vågn nu op.

I dag er den almindelige engagerede befolkning fanget i fest event og sport landet over. Et engagement uden politisk indflydelse. Men så er de sat i bero og deres engagement tilfredsstillet. Præcis som i alle andre elitere konkurrencesamfund som USA, Tysklang og Storbritannien.

Det gælder om at aflede almindelige engagerede mennesker, så det er optaget fra politik. Og det virker. Intet er overladt til tilfældigheder. Og elitesport fordres i Danmark som aldrig før. Før i tiden fandtes det slet ikke i Danmark.

Calle har altid været lidt "dygtigere" end alle andre.
Har kendt ham siden hans unge dage på Lolland.
Han har ALDRIG været socialdemokrat, men har selvfølgelig forstået at melde sig ind der hvor indflydelsen er størst, som det er sket i Køge. Noget tyder på at Socialdemokraterne i Køge har flere betændte medlemmer, og aldrig rigtigt har fået ryddet op.
Det undrer mig i øvrigt at pressen ikke interesserer sig for Calles tid i Roskilde Bank. Der er måske interessante ting at finde.

Var det ikke i det gamle Romerrige, der var en der sagde : "Gi' folket brød og skuespil". Det gælder måske stadig.
Men når kendsgerninger har været en eller flere gange igennem Mediemøllen , så er det svært at skelne løgne og journalistfantasier fra virkeligheden . Hvor slutter snot og hvor begynder skæg? Måske er det derfor at det kniber lidt med borgernes nærvær og deltagelse i demokratiet? Vi aner jo ikke hvad det er vi kæmper for, når vi ikke kender realiteterneog de faktiske forhold. Det er saftge dokumentarer TV2 serverer gang på gang, er de nu også helt vandtætte ellerer de "vinklet" så meget så de er skæve og "ude af vinkel"?

Karl, det er nok vinklet. Det var da nogle noble fyre vi så. Ingen grund til at mistænke disse store stærke og ærlige fyre, bare fordi de er indvandrere og på førtidspension og kommer til at sige noget forkert i tv.
Så du har ret i din mistanke Calle.

Hvad er det dog med Køge?

Var der ikke noget med, at daværende erhvervsminister, Henrik Sass Larsen og lokalpolitikeren Tommy Kamp, havde særdeles gode forbindelser til netop Bandidos, og at Larsen måtte forlade politik, fordi Helle Thorning ikke brød sig om, at det kom frem, at Bandidos havde tråde til folk fra "allerøverste hylde"?

Idag får Frederik Vad verbale tæsk for, at have gjort opmærksom på, at den slags gangster-metoder, som involverer både folk med eksotiske aner, og måske politikere med Ridderkors, er fremtiden for Danmark.

"Øverste hylde" er som sædvanligt, laveste fællesnævner, men der er penge i lortet, og penge lugter som bekendt ikke; det gør kun forurenet jord og vand!

Spørg bare "Havets Minister", Magnus Heunickes venner i kemikalie-industrien.

Ja, når moralen går ud, går grådigheden ind. Og det gælder til alle tider, i alle partier og klasser, desværre!

Annonce