☰
☰
Annonce
Skat afgør hvert eneste valg
Hvad bestemmer, hvem der vinder et folketingsvalg? Det gør skatten. Hver gang.
Et flertal af danskerne ønsker ikke skattelettelser. Lover man skattelettelser, kan man ikke vinde et Folketingsvalg. Og leverer man alligevel skattelettelser, taber man næste valg.
Husker du Anders Fogh Rasmussen og hans store valgsejr i 2001?
Den kom i hus, fordi det lykkedes Venstre at overbevise befolkningen om, at en borgerlig regering ikke ville give skattelettelser (man promoverede i stedet et såkaldt ”skattestop”).
Da Lars Løkke Rasmussen overtog regeringsmagten i 2009, leverede han straks betydelige skattelettelser, og tabte det efterfølgende valg i 2011.
Lars Løkke Rasmussen tog over igen, og leverede endnu engang betydelige skattelettelser, og tabte det efterfølgende valg i 2019
Statsminister Helle Thorning-Schmidt formåede ikke at rulle disse skattelettelser tilbage, og tabte det efterfølgende valg i 2015. Lars Løkke Rasmussen tog over igen, og leverede endnu engang betydelige skattelettelser, og tabte det efterfølgende valg i 2019.
Allerede på valgaftenen i 2015 var det tydeligt, at hvis en kommende borgerlig regering leverede skattelettelser, risikerede den at miste sin opbakning. Prøv at se nærmere på denne opgørelse over, hvor få af hvert partis vælgere, der ønskede skattelettelser frem for forbedring af offentlig service.
”””
FIGUR 1: Andel af partiernes vælgere der ønskede skattelettelser (2015-valget)
Liberal Alliance 86 %
Konservative 61 %
Venstre 55 %
Dansk Folkeparti 32 %
Radikale 23 %
Alternativet 14 %
Socialdemokratiet 11 %
Enhedslisten 10 %
SF 9 %
Kilde: Valgundersøgelsen 2019, surveybank.aau.dk.
”””
Læg især mærke til, at blandt vælgerne hos det største borgerlige parti, Dansk Folkeparti, var det kun et mindretal (32 procent), der ønskede skattelettelser.
Det var derfor forventeligt, at mange af partiets vælgere ville blive skuffede, hvis Dansk Folkeparti lagde stemmer til skattelettelser på bekostning af velfærden. Og det var netop, hvad Dansk Folkeparti gjorde.
Skiftede disse vælgere blok, fordi de var utilfredse med skattelettelserne? Det er der noget, der tyder på.
Rød bloks valgsejr i 2019 skyldtes først og fremmest, at en gruppe vælgere skiftede fra Dansk Folkeparti til Socialdemokratiet. Skiftede disse vælgere blok, fordi de var utilfredse med skattelettelserne? Det er der noget, der tyder på.
Blandt de socialdemokratiske kernevælgere, dem der stemte på Socialdemokratiet både i 2015 og 2019, var det 7 procent, der ønskede skattelettelser i 2019. Blandt de vælgere der stemte Dansk Folkeparti i 2015, men skiftede til Socialdemokratiet i 2019, var det 14 procent, der ønskede skattelettelser i 2019.
Det er i begge tilfælde meget lave procenter. Afhopperne fra Dansk Folkeparti flyttede magten i Danmark, fordi de var utilfredse med den borgerlige regerings skattelettelser.
Det var ikke kun Socialdemokratiets vælgere, der var utilfredse med skattelettelserne. I perioden 2015-2019 faldt opbakningen til skattelettelser over en bred kam. Prøv at sammenligne Figur 1 med Figur 2 nedenfor.
”””
FIGUR 2: Andel af partiernes vælgere der ønskede skattelettelser (2019-valget)
Liberal Alliance 70 %
Nye Borgerlige 54 %
Konservative 52 %
Stram Kurs 47 %
Venstre 44 %
Dansk Folkeparti 31 %
Radikale 18 %
Alternativet 12 %
Socialdemokratiet 10 %
Enhedslisten 6 %
SF 6 %
Kilde: Valgundersøgelsen 2019, surveybank.aau.dk.
”””
Konklusionen er klar. Hvis man vil have magten i Danmark, skal man undgå at blive associeret med skattelettelser.
Kommentarer
Der er solid statistik for at boligskatter kan være afgørende for valg, jf. diverse V skræmmekampagne gennem tiderne, især kombineret med andre faktorer som lånemuligheder, renter, inflation m.v.
"Bortset fra fysisk frihedsberøvelse repræsenterer beskatningen det mest omfattende indgreb i den personlige frihed, og i den private ejendomsret." Det mente Fogh Rasmussen i 1993 i sin bog "Fra socialstat til minimalstat". Han blev som bekendt statsminister i 2001 - og halveringen af medarbejdere i Skattevæsnet må tilskrives ham. Det skyldes altså i høj grad ham, at gælden til det offentlige er vokset til 120 mia kr.. At der er minimal kontrol med momsrefusion. Og at de velkendte 13.2 mia.i refusion af aktieudbytte-skat blev udbetalt til svindlere. Han er heldigvis væk - og det er hans tilhængere i Liberal Alliance næsten også.
Som modvægt: I 2011 skrev den kendte (tidligere neoliberalistiske) økonom, Jeffrey Sachs en bog med titlen "The Price of Civilization". Og hvad er så (ifølge ham) prisen for civilisation? SKATTEBETALING!
Balder Asmussen argumenterer godt for sit synspunkt, men lad os nu ikke glemme, at valgene herhjemme afgøres af marginaler, og at hele skelettet i det politiske system dels udgøres af folk, der stemmer som de plejer, dels sandflugtsvælgerne, der kan lægge et væld af betragtninger til grund for deres stemmeafgivelse. Beslutningen om en given stemmeafgivelse beror altid på en prioritering af svar på politiske spørgsmål, hvor vi jo kan se, at forskellige mennesker kommer til forskellige resultater. Ved valgene kan man ofte se betydelige vælgervandringer, hvor resultatet godt kan være uændret tilslutning til et parti. men hvor virkeligheden bag er, at der er kommet ligeså mange nye vælgere til, som der er gået fra. Derfor må enhver politiker følge med i, hvilke folk der egentligt stemmer på det pågældende parti – det der med partimedlemmer og vælgerforeninger er af mindre betydning. Ofte er vælgerforeningerne helt i lommen på partiledelsen og gør, som de får besked på, så det er ikke der, tingene sker. Der er partier, der ikke internt har kunnet cleare deres synspunkter og personspørgsmål, hvilket altid giver anledning til spørgsmål om partiets duelighed. I et seriøst parti er der styr på kommunikationen – hvilket er et stort arbejde – og et seriøst parti har varer på alle hylder – hvilket visse af de mindre partier har brændt fingrene på. Derfor finder jeg, at denne idé om skatteproblematikken som nøgle til forståelse af DET HELE som værende en grov forenkling, som vi gennem årene med vekslende fortegn har fået serveret. Det er en glædelig kendsgerning, at folk herhjemme ikke er så dumme, som nogle politikere mener. Og tendensen i dansk politik er, at dumme og forenklede argumenter er vejen ud af politik for den politiker, der betjener sig af dem. Dette burde mange medier lægge sig på sinde. Jeg er af den opfattelse, at politikernes intellektuelle og moralske niveau og realitetsmæssige forankring er væsentligt højere end den gennemsnitlige journalists. Journalisterne vil have slagord til deres overskrifter, og at det ikke er værre, end det er, er vist mere held end forstand.