Politikerne kigger det forkerte sted hen, når de efterspørger ny lovgivning der kan lukke skattehuller og bekæmpe skatteunddragelse. I stedet bør de række hånden ud mod de mennesker, som i dag er med til at gemme de store formuer væk, og tilbyde dem et samarbejde om at afsløre de metoder, som verdens rigeste mennesker bruger til at undgå at betale skat.

Sådan lyder det opsigtsvækkende budskab fra Brooke Harrington, professor ved CBS, som torsdag eftermiddag gæster KU.BE på Frederiksberg i forbindelse med en konference om netop skatteunddragelse, der er arrangeret af Socialdemokratiet på Frederiksberg.

Brooke Harrington er en internationalt anerkendt ekspert, der har rådgivet ikke kun det danske Folketing, men også EU og samarbejdsorganisationen OECD. Hun giver et sjældent indblik ind i en verden, der til daglig er lukket land for offentligheden. Og med god grund, for netop lukketheden er den helt centrale forudsætning for, at rigmænd kan gemme penge væk i skattely.

Truet med deportation for oplæg om skattely
Det er faktisk lidt af en bedrift, at Brooke Harrington i det hele taget er til stede denne torsdag eftermiddag. For tre uger siden kunne Politiken fortælle, hvordan Brooke Harrington var blevet opsøgt at politiet på sin bopæl, fordi hun havde holdt foredrag uden for sin arbejdsplads, CBS på Frederiksberg. Det må hun nemlig ikke, uden en godkendelse fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI).

Det er nemlig ifølge styrelsen et brud på Brooke Harringtons opholds- og arbejdstilladelse, og derfor blev Harrington truet med både bøder og deportation fra Danmark. Det blev endnu mere bizart, fordi det af de oplæg, Harrington har holdt, var på Christiansborg efter invitation fra Folketingets skatteudvalg for at drøfte netop skattely. Det kostede ifølge Politiken Folketinget en bøde på 10.000 for brug af ulovlig arbejdskraft.

Derfor måtte Socialdemokratiet på Frederiksberg og Brooke Harrington bruge adskillige timer på at udfylde et 19 siders langt ansøgningsskema til SIRI, før Harrington kunne få lov at holde 45 minutters foredrag for de cirka 40 fremmødte.

”Infiltrerede” en lukket verden
Mens debatten om skatteunddragelse ofte er præget af skatteadvokater, der diskuterer indviklede selskabskonstruktioner, dobbeltbeskatningsregler og transfer pricing, så er Harrington med sin baggrund som sociolog en helt anden tilgang. Hun drevet af at forså de menneskelige motiver. Hvem er de mennesker, der skjuler store formuer for skattemyndighederne, hvorfor handler de, som de gør, og hvad kan vi gøre for at få dem til at ændre adfærd?

”Jeg ville gerne studere de rige mennesker. Men sagen er, at rige mennesker ikke vil studeres. De tager ikke telefonen, når man ringer og vil lave et interview med dem”, forklarer hun. Under et ophold på Max Planck Instituttet i Tyskland skiftede hendes fokus dog fra ’de rige’ til de mennesker, som forvalter deres penge, de såkaldte 'formueforvaltere' (wealth managers). Men også her stødte hun på en mur af tavshed, når hun prøvede at finde frem til, hvem de var og hvorfor de handler, som de gør.

Derfor tog hun et meget usædvanligt skridt: Hun brugte 15.000 dollars på at tilmeldte sig uddannelsen som wealth manager og brugte de næste to år på at uddanne sig i Schweiz og Lichtenstein. Den tid brugte hun flittigt til at knytte kontakter inden for den ellers lukkede verden, og det er lykkedes hende at lave 65 interviews med wealth managers i 18 forskellige lande. Hun har også besøgt fjerne egne af verden, der fungerer som skattely, for at forstå fænomenet med skattely.

Når det på denne måde lykkedes Harrington at ’infiltrere’ miljøet, så skyldes det i høj grad, at hun som hvid kvinde med en baggrund fra den øvre middelklasse i høj grad ligner de øvrige i miljøet. ”Jeg havde nok ikke kunnet bruge den samme fremgangsmåde, hvis jeg ville have studeret bander i Chicago”, som hun formulerer det.

Udnyttet afstand mellem lovens ord og lovens ånd
Selvom der findes eksempler på egentlig kriminalitet, så er langt det meste af den skatteunddragelse, der finder sted, formentlig inden for lovens rammer, forklarer Brooke Harrington. Det er netop formueforvalternes opgave at sikre, at tingene foregår efter lovens ord – selvom det ikke nødvendigvis foregår efter lovens ånd.

Det er netop i denne afstand mellem lovens ord og loves ånd, at der er et spillerum for formueforvalterne, som kan udnytte smuthuller, sindrige selskabskonstruktioner, kreative kontrakter og stråmænd til at gemme penge væk på eksempelvis eksotiske Stillehavsøer, hvor de lokale myndigheder beredvilligt stiller op og indretter lovgivningen på en måde, så det bliver så godt som umuligt at spore de formuer, der placeres i landet.

”18 måneder efter, at Panama Papers blev offentliggjort, er der stadig ingen som er blevet retsforfulgt. Hvorfor ikke? Mossack Fonseca sagde, at de ikke brød loven – og måske havde de ret?” spørger Harrington provokerende.

Hun fortæller, hvordan især rigmænd over for mindre stater har kunnet diktere loven og indrette den på en sådan måde, at det er umuligt at komme i nærheden af. Og lykkes det endelig at få nogle lande til at stramme skruen over for skatteundragerne, så står andre lande på spring til at byde dem velkommen på favorable vilkår.

Det er nærmest umuligt for myndighederne at gennemskue de konstruktioner, som rigmændene med formueforvalternes hjælp stiller op. ”Man opbygger lag på lag for at dække over de egentlige ejere”, fortæller hun. Til de mere bizarre tiltag hører, at nogen rigmænd lejer navne af 'professionelle navneudlejere', for at beskytte den egentlig ejers identitet. ”Det er fuldt lovligt”, forsikrer Harrington det undrende publikum.

Mere fokus på rigmænd og formueforvaltere
Samme dag som Brooke Harrington holder oplæg på Frederiksberg, har der været samråd i Folketingets skatteudvalg om, hvorvidt man her i Danmark kan stramme lovgivningen yderligere, så det bliver sværere at unddrage den danske stat for skat.  Men ifølge Harrington bør politikerne ændre deres fokus:

”Når jeg er rundt og taler for politikere i parlamenter, så vil de altid gerne vide, hvilke nye love de skal vedtage, for at lukke skattehuller. Men jeg tror ikke, at det er det rigtige spørgsmål. De her mennesker er virkelig dygtige til at omgå lovene”, fortæller hun, og forudser at nye love blot vil blive mødt af nye smuthuller.

Løsningen er ifølge Harrington en anden: Få så meget som muligt offentligt søgelys på, hvad der foregår – og på de personer, der er involveret. For er der noget formueforvaltere og rigmænd ikke ønsker, så er det at komme i offentlighedens søgelys, forklarer Harrington: ”De er meget følsomme over for deres omdømme, og man kan komme langt ved at spille på netop ære og omdømme. Derfor er det vigtigt, at vi får flere lækager, og at flere fortæller om, hvad der foregår”.

I stedet er hun fortaler for, at politikerne laver det, der nærmest kan betegnes som en slags ’exit-programmer’ for formueforvalterne. ”Mange af dem har faktisk samvittighedskvaler over det, de er med til at gøre. Jeg har under mine interviews talt med flere, som faktisk synes det var forkert, hvad de lavede. Men samtidig har det meget store konsekvenser, både personligt og professionelt, at fortælle om det, man laver”.

”Hvis jeg skulle give den danske regering et råd, så vil det være at indrykke store annoncer i Financial Times og The Economist, hvor I opfordrer formueforvaltere til at lække oplysninger og afsløre hvad der foregår. Og samtidig tilbyder dem beskyttelse. Det har haft store konsekvenser for nogle af dem, som har lækket oplysninger, både professionelt og privat”, fortæller Brooke Harrington.

Hun peger på, at det tidligere er lykkedes skattemyndighederne i Israel at få formueforvaltere til at gå i samarbejde med myndighederne og fortælle hvad de ved.

Skal gennemtvinge adfærdsændring
Men er der ikke et brist i Harringtons logik? For hvad skal vi med flere lækager, hvis de alligevel ikke fører til retssager og flere dømte, sådan som Harrington selv gør opmærksom på, at tilfældet er med Panama Papers? Men ifølge Harrington handler det om nogle dybere og mere grundlæggende ændringer af hele systemet:

”Tidligere blev det anset som helt naturligt, at store multinationale virksomheder ikke betalte skat i de lande, de opererede i. Men efter at der er kommet fokus på det, så har flere nu ændret adfærd og er begyndt at betale skat. Ikke fordi de nødvendigvis er nødt til at ifølge loven, men fordi der er en moralsk forventning om, at de betaler skat. Den udvikling skal vi også presse på for, når det kommer til privatpersoner, og det gør vi ved at få det frem i lyset.”